Forfatter: Kunst kan sige ja og nej i samme åndedrag

Med sin nye roman ”Adam i Paradis” puster forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild nyt liv ind i kunstnermyten om Kristian Zahrtmann, der engang var Danmarks mest berømte maler. Selv genkender hun både hans ensomhedsfølelse og glæde ved at skabe

Forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild har brugt fem år på at skrive romanen ”Adam i Paradis”, der har hentet sin titel fra et af Kristian Zahrtmanns paradisbilleder, hvorpå kundskabens træ er et citrontræ. – Foto: Sofie Amalie Klougart/BAM/Ritzau Scanpix.
Forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild har brugt fem år på at skrive romanen ”Adam i Paradis”, der har hentet sin titel fra et af Kristian Zahrtmanns paradisbilleder, hvorpå kundskabens træ er et citrontræ. – Foto: Sofie Amalie Klougart/BAM/Ritzau Scanpix.

Kunstmaleren Kristian Zahrtmann har ikke for ingenting både lagt navn til en fornem plads på Frederiksberg i København og en stor vej i barndomsbyen Rønne på Bornholm. Men i dag er det alligevel hans elev Oluf Høst, der har sit eget velbesøgte museum i Gudhjem, mens Zahrtmanns barndomshjem i Rønne er forblevet en privat bolig, ligesom hans før så famøse navn kan virke falmet. Sådan kan kunsthistoriens stjerner svinge i status gennem skiftende perioder, men god kunst har det med at genopstå. Og ligesom bornholmermalerne Karl Isakson, Olaf Rude, Edvard Weie, Niels Lergaard, Kræsten Iversen og Richard Mortensen stod Oluf Høst i stor gæld til sin gamle læremester, Kristian Zahrtmann (1843-1917), der engang blev betragtet som den ubetinget største bornholmske maler. Og nu er han tilsyneladende også ved at få et comeback. Han er hovedpersonen i forfatteren Rakel Haslund-Gjerrilds nye roman ”Adam i Paradis”, Den Hirschsprungske Samling i København viste sidste år den store særudstilling ”Kristian Zahrtmann – Queer, kunst og lidenskab”, og da Bornholms Kunstmuseum i 2018 blev bedt om at udpege museets bedste maleri her i avisen, tøvede den daværende direktør Lars Kærulf Møller heller ikke, før han straks pegede på Zahrtmanns på alle måder store maleri ”Det mystiske bryllup i Pistoja” fra 1894.

Det var også dét maleri, der var forfatteren Rakel Haslund-Gjerrild første møde med Kristian Zahrtmann, da hun voksede op i et frikirkemiljø i Nexø og som stor pige besøgte Bornholms Kunstmuseum i Rø.

”Dengang kendte jeg ærligt talt ikke rigtig noget til Zahrtmann, men jeg kan huske, hvordan jeg blev suget ind i det enorme maleri, der, som jeg husker det, var ophængt i et rum for sig selv. Det var nok i virkeligheden min første oplevelse af, at et kunstværk kan transportere tankerne til et andet sted og en anden tid. For pludselig følte jeg, at jeg stod i Pistoja i slutningen af 1800-tallet. Senere har jeg faktisk besøgt den italienske provinsby og kunne ved selvsyn se, at Zahrtmann havde gjort kirkepladsen større. Men det maleri var og er magisk for mig med alle dets farver og folk, der står tætpakket på det italienske torv for at overvære det på en gang kyske og mystiske bryllup mellem en abbedisse og en biskop,” siger Rakel Haslund-Gjerrild med begejstring i stemmen, så man slet ikke kan fornemme, at den romanaktuelle forfatter i øjeblikket sidder coronaramt i isolation et sted i København. Her har hun efter eget udsagn midlertidigt mistet smagssansen, men hun har brugt alle sine sanser til at male et sart portræt frem af Zahrtmann, der engang var mere berømt, end vi i dag kan begribe.

Et billedes salgspris siger ikke nødvendigvis noget om dets kvalitet, men det siger naturligvis noget om kunstnerens status. Og året efter maleren Kristian Zahrtmanns død satte ”Det mystiske bryllup i Pistoja” dansk salgsrekord, da det i 1918 blev solgt på en auktion for 88.500 kroner – som det dengang dyreste danske maleri nogensinde, og i Rakel Haslund-Gjerrilds nye roman, som netop handler om de sidste år af Zahrtmanns liv, beskriver hun også, hvordan Zahrtmann nogle år før sin død blev særligt udvalgt, da en teknikbegejstret journalist ville indfange tidens største og mest berømte personligheder på grammofonplade og film til et stemmearkiv.

”Zahrtmann skulle repræsentere hele kunstmalerstanden ved den lejlighed, så det siger noget om hans berømmelse, og han skulle både arkiveres på grammofonplade og film, hvor han i øvrigt læste sin ven Johannes V. Jensens digt op om Leonora Christina, som han også selv havde malet,” siger Rakel Haslund-Gjerrild.

Selvom Zahrtmanns status siden dengang har svinget op og ned mange gange, er og bliver han en af dansk kunst-histories helt store mestre i mere end én forstand. For han var ikke bare selv en stor maler – flere generationer af danske malere blev også uddannet hos ham. Kristian Zahrtmann overtog tidligt Kunstnernes Studieskole, som han prægede så meget, at man efterhånden bare kaldte den ”Zahrtmanns skole”. Det var her, de fleste af de såkaldte fynbomalere op til århundredeskiftet og altså bornholmermalerne i begyndelsen af det 20. århundrede fandt deres form. Og i romanen, som er skrevet med Zahrtmann som ”en upålidelig jegfortæller”, beskriver den selvbevidste kunstner, hvordan alle hans elever former sig efter ham ”som en god handske former sig efter mine knyster”.

På den måde skabte Zahrtmann – som en anden Gud – tidens kunstnere i sit eget billede. Og det spiller Rakel Haslund-Gjerrild også på i sin roman. Titlen stammer fra et andet af Zahrtmanns ikoniske værker ”Adam i Paradis”, som han skabte i sit atelier i villaen på Frederiksberg, som han til formålet havde omdannet til en mindre jungle med træer, han havde lånt fra Botanisk Have, mens Zahrtmann ophævede sin mandlige model, som han i romanen har fundet i et tog fra Kalundborg, til Adam i hans paradisverden af kunst.

Der findes et foto af tilblivelsen af maleriet, hvor Zahrtmann excentrisk står i stor malerkåbe, mens han betragter sin unge Adam-model, som han har bedt om at ”posere som en divan”, så maleriet også endte med at emme af homoerotik. Og det var ikke mindst det foto, som Rakel Haslund-Gjerrild havde i hovedet, da idéen til romanen fødtes i hende.

”Jeg følte, at jeg trådte ind i en kunstnerisk skabelsesfortælling med mange metalag, da jeg forsøgte at skrive scenen frem fra fotografiet, der gengiver Zahrtmanns forsøg på at gengive paradisscenen, som Bibelen gengiver i den skabelsesmyte, som jeg selv er vokset op med og hele tiden vender tilbage til. Min første roman ’Alle himlens fugle’ handler om en kvinde, der mister sit sprog, som en Eva, der glemmer alle de navne, Adam har givet tingene. Og her skildrer Zahrtmann altså en paradisscene, hvor Eva ikke engang er blevet skabt, så Adam keder sig i paradiset længe før syndefaldet,” siger forfatteren, der heller ikke har svært ved at male romanens første skabelsesøjeblik frem, da hun for fem år siden søgte op på et svensk slot for at skrive i fred.

”Jeg begyndte at skrive siddende i en himmelseng i morgenmørket ved halvsekstiden i det øverste tårnværelse på et italiensk inspireret barokslot nær Linköping, hvor H.C. Andersen, ulykkeligt forelsket i ’nattergalen’, den svenske sopran Jenny Lind, i sin tid havde været gæst. Slottet blev i 1980 skænket til Pinsekirken, som et slags kommunitet- og retrætecenter, men da der i de dage ikke var nogen retræte på programmet, var jeg den eneste overnattende på selve slottet. Det var på en eller anden måde den helt perfekte ramme at starte en roman om Zahrtmann i.”

I dokumentet fra romanens første skabelsesmorgen har hun indskrevet to citater, som hun ønskede skulle indramme romanen. Oscar Wilde-citatet: ”Man is least himself when he talks in his own person. Give him a mask, and he will tell you the truth.” (Mennesket er mindst sig selv, når det taler om sig selv. Giv ham en maske, og han vil fortælle dig sandheden). Og Unica Zürn: ”Det är den största lycka som finns, att kunna uttrycka sig i konstnärlig form, ’vara gravid’ med en idé, som föds, formas och sätts til världen på et konstnärligt sätt.” (Den største lykke er at kunne udtrykke sig kunstnerisk, være gravid med en idé, som fødes, formes og sættes i verden på kunstnerisk vis).

For hun ønskede at skrive en roman om den store kunstner Zahrtmann, som længe havde været en gåde for hende.

”I dag vil vi nok betragte Zahrtmann som en homoseksuel kunstner, men selv ytrede han aldrig noget om sin seksualitet, nok også fordi tidens store sædelighedsfejde gjorde det farligt, og den spænding har jeg forsøgt at bibeholde i romanen ved at skrive den med Zahrtmanns stemme i en jegfortæller, der måske hverken kan eller vil fortælle alting.”

Sådan har hun alligevel for anden gang i sit liv oplevet, at Zahrtmann har transporteret hendes tanker – denne gang fra en 32-årig kvinde i Ørestad til en 70-årig kunstner i en pragtvilla på Frederiksberg fra det forrige århundrede.

”Det er jo netop det, som litteraturen kan, altså give forfatteren såvel som læseren mulighed for at indleve sig i andre karakterer for på den måde at undersøge ellers skjulte drivkræfter eller moralske dilemmaer.

I min roman om Zahrtmann ville jeg portrættere lykken ved at skabe, ved at være ’gravid’ med en idé og forme den, ultimativt udtrykt i vor kulturkreds’ store urfortælling, nemlig skabelsesberetningen, hvor Gud som en anden kunstner skaber verden og til sidst mennesket, Adam, i sit eget billede. Men jeg har også været optaget af ensomheden ved at skabe,” siger hun og tilføjer, at Gud som bekendt afslutter skaberværket ved at blæse livsånd ind i leret, så Adam får liv – og dermed vilje og evnen til at vælge Gud fra, til at være imod, og være sig selv, til at være et ”du” over for Guds ”jeg”.

”Dermed kan man også se Guds skabelse som et forsøg på at undslippe ensomheden, mens den menneskelige kunstner trods alt står over for et værk, som forbliver et passivt objekt, fordi værket ikke kan stå sin skaber imod. Enhver kunstner kan opleve en skaberglæde, men ensomheden der opstår, når ’skabelsen’ er overstået, det er så den anden side af mønten, eller prisen for den skabertrang, denne trang til at ud trykke sig.”

Ensomheden og glæden ved at skabe genkender hun fra sig selv, men mens hun skrev, var det også som om stoffet talte til hende, som om hun nærmest var i direkte dialog med Zahrtmann.

”På et tidspunkt tilbød denne stemme mig så en pagt: ’Hvis du skal skrive mig, så vil jeg tvinge dig til at bevæge dig ud på kanten af din yderste formåen. Du vil blive så træt, når du er færdig med mig – og der vil gå år. Tro ikke, at du er færdig med mig til sommer. Vi vil smelte sammen. Det er prisen. Jeg er jo død. Jeg skal have næring af et andet liv, hvis jeg skal leve. Det skal blive dit. Til gengæld vil jeg dele mit liv med dig. Jeg advarer. Alderdom gør ikke nødvendigvis klogere. Jeg har lært noget, men det er i kraft af min krops erfaringer. Og de erfaringer har lagt sig i mit blod, mine knogler, mit ansigt. Det kan man ikke videregive. Heller ikke hen over døden’.”

Således begyndte hun måned efter måned at smelte mere sammen med sin romanfigur.

”Hvor jeg startede i en livsposition langt væk fra Zahrtmann, så har jeg ved dagligt at befinde mig i hans selskab, gjort mig selv ’til flere’, jeg har fået en indre Zahrtmann. Jeg kan for eksempel huske en dag, hvor jeg var til yoga sammen med en masse andre, unge, smækre københavnere – vi lå alle på vores måtter i savasana – og pludselig blev jeg bare intenst overvældet af sorg over at være gammel og begære en ung krop. Jeg mærkede brændende det ydmygende ved at være latterlig i sit begær, at man overvældes af trangen til at give gaver, men kun at kunne tilbyde penge som gave, og at denne gestus igen understreger det skæve i forholdet, at gaven korrumperer, men at ikke kunne lade være,” siger den unge kvindelige forfatter, som på den måde lykkedes med at leve sig ind i en moden mands tanker.

”Så på den måde har jeg måske alligevel gjort ’mit værk’ til et objekt, der næsten kan tale, eller jeg har i hvert tilfælde haft en karakter, som jeg kunne gå i dialog med,” siger forfatteren, som også godt kan identificere sig med Zahrtmann på nogle områder.

”Mit eget liv ligger selvsagt langt fra Zahrtmanns. Men jeg voksede også op på Bornholm og genkender jo både skabertrangen og den ensomhed, som jeg fornemmer i hans liv. Og så er jeg jo vokset op i et miljø, hvor homoseksualitet var en synd – hvilket ikke var uden følelsesmæssige udfordringer, da jeg fik min første kæreste, som var en kvinde,” siger hun og tier igen.

”Troen fyldte alting i min barndom, så min identitet var meget bundet op på at komme i det lille kirkesamfund, som også forsøgte at være noget for de mange udsatte i byen, men da jeg blev 22-23 år mistede jeg troen på Gud. Det efterlod mig i en stor ensomhedsfølelse og et stort meningstab, hvor jeg pludselig ikke vidste, hvem jeg var. Men det at skrive har givet mig et sted at gå hen med al min tvivl. I min bog fra sidste år (’Alle himlens fugle’, red.), undersøgte jeg nok i høj grad min egen dødsangst såvel som meningstab, mens jeg i ’Adam i Paradis’ tegner et portræt af ’den store kunstner’ – nok fordi det har været et brændende ønske for mig at blive forfatter, siden jeg var teenager,” siger Rakel Haslund-Gjerrild, som blandt andet har gået et semester på den svenske forfatterskole i Göteborg, Literär Gestaltning. Og som forfatter kunne hun endelig få alle de fortællinger, hun var vokset op med, til at smelte sammen med dem, hun selv kunne skabe. Og nu er troen også ved at vågne i hende på en ny måde.

De sidste år har hun dog befundet sig på et vadested, hvor hun er begyndt at gå til gudstjenester i folkekirken, hvor der er mere plads til tvivl.

”Jeg ønsker at tro, jeg ved bare ikke, om jeg kan. Nogle gange kan jeg. Og det er hele tiden et nuanceret standpunkt, ikke et enkelt, ikke et klart ja eller nej, men noget imellem. Men jeg er vokset op i en tradition, hvor man afkræves vidnesbyrd, afkræves handling, afkræves klarhed,” siger hun og citerer fra den gamle oversættelse af Jakobs Brev i Det Nye Testamente, ”thi den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden”.

”Kræver nogenet klart svar af mig på stående fod, ja, så har jeg ikke nogen tro. Men i næste øjeblik, må jeg så sige: Alligevel, men. Det er jo nyt for mig at bevæge mig mod kirken igen. Jeg ved ikke altid, hvad jeg laver dér. Men netop det litterære sprog, det omhyggelige, det nuancerede, fortællingen, der aldrig er enten-eller, men næsten altid både-og, er jo netop det sprog, som kan indfange dette ’at sige både ja og nej i samme åndedrag’,” siger romanforfatteren. For i kunsten er alting muligt.