Forfatter kritiserede forlag for overdrevent fokus på minoriteter: Nu er hun smidt ud af litteraturjury

Den amerikanskfødte forfatter Lionel Shriver er afsat som medlem af litteraturjury efter sin kritik af bogbranchens iver efter at udgive marginaliserede forfattere

”Hvis en litterær agent indsender et manuskript, som er skrevet af en homoseksuel transkønnet fra Caribien, som droppede ud af skolen som syvårig, og som kører rundt på en elektrisk handicapscooter, så vil det blive udgivet, uanset om manuskriptet er usammenhængende, kedeligt, sludrende og skrevet på en stak formålsløst genbrugspapir,” lød svadaen fra Lionel Shriver i magasinet The Spectator.
”Hvis en litterær agent indsender et manuskript, som er skrevet af en homoseksuel transkønnet fra Caribien, som droppede ud af skolen som syvårig, og som kører rundt på en elektrisk handicapscooter, så vil det blive udgivet, uanset om manuskriptet er usammenhængende, kedeligt, sludrende og skrevet på en stak formålsløst genbrugspapir,” lød svadaen fra Lionel Shriver i magasinet The Spectator. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Transkønnet, intetkønnet, ciskønnet. Listen er lang, når det kommer til kønsidentifikation, som ligger ud over mand eller kvinde. Hertil kommer racebaggrund og eventuelt handicap.

Et af verdens største forlag, det britisk-amerikanske Penguin Random House, har meldt ud, at de aktivt søger forfattere, der ikke definerer sig som heteroseksuelle.

Denne positive særbehandling har fået den i London bosatte amerikanske forfatter Lionel Shriver til at fare i blækhuset.

”Hvis en litterær agent indsender et manuskript, som er skrevet af en homoseksuel transkønnet fra Caribien, som droppede ud af skolen som syvårig, og som kører rundt på en elektrisk handicapscooter, så vil det blive udgivet, uanset om manuskriptet er usammenhængende, kedeligt, sludrende og skrevet på en stak formålsløst genbrugspapir,” lød svadaen fra Lionel Shriver i magasinet The Spectator.

Som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad er Lionel Shriver ikke en kvinde, der går af vejen for kontroverser, og hendes svenske forlægger nægtede tidligere i år at udgive en af hendes nylige romaner med henvisning til en af romanpersonernes omtale af muslimer.

Hendes seneste provokation har fået Mslexia, et britisk litteraturmagasin for kvindelige forfattere, til at fyre Lionel Shriver fra dommerkomitéen til en litteraturpris.

”Mslexias eksistensgrundlag er at skabe et trygt rum for kvindelige forfattere til at udvikle deres håndværk. Vi opfordrer aktivt til bidrag fra marginaliserede forfattere og skaber hyppigt opmærksomhed om de udfordringer, som de har. Selvom vi hilser en åben debat velkommen, så er Shrivers kommentarer ikke i overensstemmelse med Mslexias etos, og det fremmedgør de selvsamme kvinder, som vi forsøger at støtte,” siger redaktør Debbie Taylor til avisen The Times.

Andre forfattere som Hanif Kureishi, der er britisk med pakistansk baggrund, samt den indiske poet og aktivist Meena Kandasamy, har ligeledes kritiseret Lionel Shriver.

Den 61-årige forfatter har taget kritikken til sig – men kun i et vist omfang. Hun har givet svar på tiltale i en ny klumme i The Spectator.

Her hilser hun på den ene side et fokus på minoriteter velkommen.

”Men ikke desto mindre kan denne manifestation af en snæver og stiv opfattelse af alsidighed i stedet for et solidt salg af bøger og litterær excellence let blive et mål i sig selv. Hvis vi holder op med måle på de litterære kvaliteter, så vil kvaliteten blive ofret,” skriver Lionel Shriver.