Forfatter Lars Mytting gør det igen, og nu endnu bedre i denne bog

Lars Mytting gør det igen og nu endnu bedre

Forfatter Lars Mytting gør det igen, og nu endnu bedre i denne bog

I 2019 udgav den norske forfatter Lars Mytting den prægtige roman ”Søsterklokkerne”, som omhandlede den lille bygd Butanger i 1880’erne. Her figurerede præsten Kai Schweigaard, den tyske ingeniør Gerhard Scönauer og den 19-årige, snarrådige pige Astrid Hekne. Hun var efterkommer til to siamesiske tvillinger Gunhild og Halfrid fra 1600-tallet. Ved søstrenes død blev der støbt to vidunderlige kirkeklokker, som hang i stavkirken, men de blev under dramatiske omstændigheder adskilt fra hinanden. Den ene kirkeklokke havnede på bunden af Løsnesvand, mens den anden blev eksporteret til Dresden sammen med stavkirken.

Nu udgiver Lars Mytting efterfølgeren ”Skæbnens blå tråde”, og man skal helt frem til side 425, før titlens fulde mening går op for en. Det er en underholdende, intelligent og ypperligt beskrevet rejse derhen i eftersøgningen af den vævning, som de siamesiske tvillinger efterlod sig ved deres død. Vævningen siges at omhandle ”Skrabenatten” – den yderste dag, hvor jorden ville blive skrabet ned til klippegrunden. Men ingen ved, hvor vævningen befinder sig.

Den nye roman springer 22 år frem i tiden, så vi nu er havnet i 1903, hvor præsten Kai Schweigaard stadig er præst, hans oldfrue Bressum kan stadig ikke lave mad, og Astrids søn Jehans viser sig at være et brushoved, der ofte handler impulsivt og egenrådigt. Det skal komme til at koste ham en hulens masse besvær – især da han igennem en lang nat traver rundt med en rasende, hævngerrig hustru på ryggen, efter at han har købt en stor gård uden at tage hende med på råd.

Ægteskabet mellem Jehans og hustruen Kristine er af den slags, der slår gnister, og sammen kan de to udrette mangt og meget. Han bringer elektricitet til dalen ved at udnytte vandfaldets kraft, og derved gjorde lyset ”mørket til et bedre mørke”. Kristine bliver værksætter af Butanger Osteri, som hun udvider i flere omgange. Driftige folk.

Romanens omdrejningspunkter er Kai Schweigaards ihærdige eftersøgning af tvillingernes vævning og forsøg på at hæve den sunkne kirkeklokke. Det siges, at den nogle gange ringer nede fra søens dyb, ligesom kirkeklokken i Dresden ringer på en uendelig sørgmodig måde. De to klokker savner hinanden – ingen tvivl om det.

Selvom fremskridtet er på vej ind i den lille norske dal, så myldrer det med overtro, myter og gamle historier. Om klokken på søens bund hedder det sig, at den kun kan hæves af to brødre i lige linje. Måske er Jehans den ene af de to, men hvor er hans bror?

I løbet af romanen bevæger vi os ind i Første Verdenskrig og møder englænderen Victor Harrison, der finder sit rette jeg ved at blive pilot. Victor behersker til fulde at styre et fly, hvor han sidder i ”et formidabelt sammenkog af luftstrømme og motorvibrationer”.

Lars Mytting benytter sig ofte af nøjagtige informationer om geværer, rifler, flyvemaskiner, fiskestænger og gamle landbrugsredskaber. Læseren fråser i lærdom og nyttig viden, der elegant og med lun humor masseres ind i historien.

Der er varsler om en tredje roman fra bygden Butanger, så der er noget at vente på. Denne læser nød hver eneste af de 480 sider.