Forfatteren Mich Vraa har længe tænkt over, hvordan livet virker kortere, når man når op i årene.
”Når man er ung, er det, som om man ser fremad på en evighed. Når man bliver gammel, går det op for én, at det man ser tilbage på, bare var et par dage. Menneskelivet er lidt som et delfinhop. Vi dukker op og forsvinder igen. Livet går stærkt, og det virker til at gå stærkere, når man kravler op i årene og pludselig opdager, at der er længere ned end op,” siger Mich Vraa, der stadig virker frisk og solbrændt som en studerende efter en lang sommerferie, mens han sender sine fynske gloser ud på tungens samlebånd i et tempo, der sikkert kunne gøre selv Knud Romer forpustet. Og han skriver også hurtigt.
Nu er Mich Vraa selv 63 år med en baggrund som både journalist og oversætter til masser af bøger, men selvom han efterhånden også har skrevet mere end et par håndfulde bøger i eget navn, fik han først sit egentlige gennembrud som romanforfatter sidste år med ”Haabet”, der var første bind i en planlagt trilogi om Dansk Vestindien, men også om tro, håb og kærlighed – i hvert fald i titlerne.
For mens den prisvindende roman ”Haabet” handler om livet på et slaveskib, og det sidste bind efter planen skal handle om slaveefterkommeren ”Faith”, er han nu klar med ”Peters kærlighed” – om den vel nok mest kendte dansker i Dansk Vestindien. For romanen handler om generalguvernøren Peter von Scholten, som på forbløffende vis gjorde kometkarriere fra fattige kår og røg til tops i Dansk Vestindien, hvor han endte med at frigive slaverne, inden han vendte hjem som alt andet end en helt. Han blev tværtimod slæbt i retten for at have frigivet slaverne, og selvom han blev frifundet i Højesteret, blev han stadig drillende kaldt prins Peter i avisen ”Fædrelandet”, der heller ikke gav ham nogen særlig fin nekrolog den 30. januar 1854.
”Forhenværende Generalguvernør over De Dansk-vestindiske Øer, Generalmajor P.v. Scholten, er den 26. i denne Maaned afgaaet ved Døden i Altona efter længere Tids Sygdom. Staten sparer ved dette Dødsfald en Pension af 12000 Rigsbanksdaler aarlig.”
Nekrologen er optrykt i ”Peters kærlighed”, der formmæssigt også består af rigtige dokumenter, der blander sig med fiktive breve, dagbøgsnotater og andre fiktive dokumenter. Blandt andet en del breve til og fra Maria, der var hovedpersonen i ”Haabet”:
”Fiktive personer er det lim, der binder historiske romaner sammen. Jeg kunne også have skrevet en biografi om Peter von Scholten, men jeg ville hellere skrive en røverhistorie med den frihed, det også giver for at kunne udfylde mysterier og huller i den rigtige historie med sandsynlige fiktive historier,” siger Mich Vraa.
I romanen lader han for eksempel Peter von Scholten få en afgørende samtale med kongen på Sprogø, hvor kongen er strandet med en flok soldater, herunder den unge Peter von Scholten, som her får en forbindelse til kongen, som – i romanen – kan forklare, hvorfor han ryger til tops som generalguvernør med en ellers uforklarlig opbakning fra kongen.
Men selvom dialogen er det pure opspind, ved man faktisk, at kongen strandede med blandt andre Peter von Scholten på Sprogø i en kulde, der var så slem, at hans soldater måtte grave en kiste op for at bruge den som brænde. I romanen giver den døde anledning til endnu en røverhistorie eller snarere kærlighedshistorie, men sådan kan fiktion hurtigt bygge på virkelighedens gode historier. Og brev- og dokumentformen i romanen skulle også gerne betyde, at skellet mellem virkelighed og fiktion bliver udvisket lidt, forklarer Mich Vraa, der fandt sin form, da han skulle oversætte en anden roman, som netop benyttede sig af fiktive breve.
”Jeg holder stadig foredrag for folk, der tror, at mine bøger er non-fiktion, og det er jo bare herligt. For det viser, at illusionen fungerer. Måske har jeg også kunnet trække på mine erfaringer som oversætter, hvor jeg har skullet oversætte mange forskellige forfatterstemmer,” siger Mich Vraa, der blandt andet har oversat Dan Brown og Hemingway til dansk gennem tiden.
”Ligesom jeg har forsøgt at ramme de udenlandske forfatteres toner, når jeg har oversat, har jeg også forsøgt at give dem, der skriver breve i mine romaner, hver sin tone, når de skriver,” forklarer forfatteren, der også kalder sine mange romanoversættelser for én stor forfatterskole, der har givet ham en elementær god forståelse for, hvordan en god historie skal fortælles.
”Peters kærlighed” handler også om Peter von Scholtens forhold til både sin danske kone i København og den frie sorte kvinde, Anna, som han delte bord og seng med i Dansk Vestindien, inden han ikke kun mistede sin post i Dansk Vestindien, men også måtte forlade varmen og det, som Mich Vraa fortolker som hans livs egentlige kærlighed i Dansk Vestindien.
”Bogen er bygget op i et spænd mellem de bedrifter, som Peter von Scholten kunne se tilbage på, og det lidt ensomme og sygdomsplagede liv, han havde i København. Derfor tematiserer bogen ikke kun den danske tid i Dansk Vestindien, men også den tid, vi har på jorden. For hvad betyder mest – vores ungdoms lykke eller det liv, vi ender med at kunne give videre? Det tænker Peter von Scholten meget over i bogen, og sådan har jeg også lagt en del af mig selv ned i ham, selvom jeg da selv synes, at jeg er et levende bevis på, at der findes et liv for folk, der er over 50 år,” siger Mich Vraa og griner, inden han tilføjer, at han dog – endnu – tvivler på et liv efter døden:
”Men det kan jo være, at jeg også kommer til at tro på livet efter døden, når jeg nærmer mig den. Og nu skal jeg jo i hvert fald snart skrive om ’Faith’ i min egen lille tro, håb og kærlighed-trilogi.”