Fredstider kan også skabe sårede mennesker, og det overses ofte, når man taler om efterkrigstiden, mener sognepræst, salmedigter og forfatter Niels Johansen:
”Mange børn i min generation voksede op med ord som ’rationeringsmærker’, ’Richsbilleder’, ’Lillebrorlodder’ og ’Koreakrig’, men ikke ord som ’krisehjælp’, selvom forfærdelig mange både børn og voksne havde brug for det. For godt nok var de fleste mørklægningsgardiner brændt, men de kastede stadig deres sorte skygger,” siger Niels Johansen, der er aktuel med romanen ”Engle har mange ansigter”.
Romanen handler netop om et af de mange eftertidskrigsbørn, som blev forsømt af sine egne traumatiserede forældre i efterkrigstiden, men Carl Otto bliver til gengæld reddet af flere ”engle” i sit liv.
”Jeg tror både på engle som overnaturlige væsener og som Guds sendebud i kød og blod. Og man kan godt læse min bog som en tak til de mange engle i form af fodboldtrænere og KFUM- og søndagsskoleledere, der ofrede deres fritid og ferier for børn, der kom fra dysfunktionelle familier,” siger Niels Johansen, der selv voksede op i et folkekirkeligt KFUM-hjem, som også var åbent for børn, der havde det dårligt derhjemme:
”Min far var søndagsskoleleder. Han var den stille type og aldrig den, der forkyndte, men han fortalte gerne historier og gik altid med de stille børn i hånden, når vi var på skovtur. Og det var sikkert en befrielse for de børn, der sommetider måtte være sjælesørger derhjemme for deres forældre, som var kommet hjem med de hvide busser.”
Carl Otto er skabt i forfatterens fantasi, men bygger på omsorgssvigtede kammerater, som Niels Johansen mødte som dreng. I romanen, som er stykket sammen som et fragmentarisk tilbageblik på Carl Ottos liv, møder man det barnløse ægtepar, skolelæreren Sigrid og hendes mand, jazzmusikeren Bertil Sundberg.
De er ”englene fra første sal til venstre”, der i 1950’erne åbner deres hjem for gadens børn og ikke mindst for det forsømte enebarn Carl Otto, som er søn af en krigsramt familie med nervesvækkede og alkoholiserede forældre i samme opgang. Men især Sigrid giver Carl Otto en tro på livet både før og efter døden. I den forstand foregår romanen ikke kun i efterkrigstiden, men løftes faktisk op i et evighedsperspektiv, dels fordi ”evigheden er publikum til vore liv”, og dels fordi Sigrid har en klar forventning om at skulle leve videre i Himlen og synge med i det store englekor som i jazzklassikeren ”When The Saints Go Marching In” – og hvem vil ikke gerne kunne synge med på det nummer en dag?
På den måde er opstandelsestanken også et stort tema i bogen, som også syr flere salmer og digte ind i prosaen – og uden at afsløre alt bliver bogen også pakket ind i Grundtvigs ”Den signede dag” og dens tanke om at rejse hjem til sit egentlige fædreland i Himlen en dag.
Niels Johansen har også skrevet mange salmer selv, ligesom han har vundet to salmekonkurrencer for Kirkefondet og Folkekirkens Ungdomskor og tidligere har udgivet adskillige bøger, en af dem ”Med Mette i kirke” blev endda filmatiseret som kortfilm med Ove Sprogøe som fortæller i 1980’erne. Men selv føler Niels Johansen, at ”Engle har mange ansigter” måske er hans hidtil vigtigste udgivelse. For den peger på det største håb, der findes, forklarer han.
”Min bog har et klart budskab. Den er ikke forkyndelse forklædt som fiktion, den er en rigtig roman på fiktionens egne præmisser, men gennem Sigrids tro afspejles min egen opstandelsestro også. Opstandelsestanken er meget central for mig. For jeg tror på, at vi skal løftes ud af døden, og jeg tror også på, at vi kan blive løftet ud af følelsen af at være fortabt her på Jorden.”
Bogen viser også, at det aldrig er for sent at forsone sig. For selvom Carl Otto møder en stor kærlighed fra Sigrid og Bertil bliver han lidt som den fortabte søn i Bibelen, som først vender hjem, da han har ramt bunden.
”Selve romanen er på sin vis også skrevet set fra den fortabte søns perspektiv. Nu skal Carl Otto fortælle den svære historie om, hvordan han blev genfundet. Det er tungt at fortælle den historie. For han ser ikke bare tilbage, men erindringerne ser også på ham, og han er bange for erindringernes blik på ham, fordi han ikke har levet perfekt. Men han skal fortælle, at det lykkedes at blive forsonet med Sigrid – og dermed vise, at forsoning er en mulighed.”
Romanens form gør, at man fra begyndelsen ved, at Carl Otto har været elsket af Sigrid, men det er også meningen, forklarer Niels Johansen.
”Kierkegaard skrev også, at alt for mange romaner slutter med, at de elskende får hinanden, men at det ville være meget mere interessant at skrive om et menneske, der var blevet elsket – og om hvordan livet så blev. Og det har jeg forsøgt her. For vi ved fra begyndelsen, at Carl Otto er blevet elsket. Men romanen handler så om, hvordan kærligheden har forandret ham.”
Der er flere engle, der griber ind i Carl Ottos liv som en uventet kærlighed, der rammer ham og sender ham i en ny retning som menneske, og sådan er Guds kærlighed også, mener Niels Johansen.
”Som præst prædikede jeg heller ikke om at beslutte sig til at tro, for jeg tror, at troen kommer, når man mærker, at Gud griber ud mod os – ligesom faderen i lignelsen om den fortabte søn går sin søn i møde. Men sommetider mærker man bedst Guds kærlighed, når vi bliver grebet af andre mennesker. For vi kan alle føle os fortabt i livet,” siger Niels Johansen, som med egne (salme)ord flere gange gennem livet har følt sig ”lige til storskrald” som en ”flaske uden pant”, inden han hver gang er blevet genfundet af Guds og andre menneskers kærlighed.
”Min egen far, der havde arvet en fin forretning på Strøget, gik for eksempel konkurs, da jeg var dreng, hvor jeg selv måtte åbne for fogeden. Det var ikke sjovt, og som voksen har jeg selvfølgelig også selv oplevet kriser, men midt i håbløsheden var der altid nogen, der rakte ud efter mig. Sådan var det også, da min far gik konkurs, og gode venner trådte til. Og sådan kan vi også opleve, at vi er i en større forfatters hånd, som Karen Blixen sagde,” siger Niels Johansen og tilføjer:
”Så når man giver en hånd til andre, kan det være, at det hjælper dem til at mærke Guds hånd midt i det hele. Og man behøver ikke hedde Gabriel for at blive opfattet som en engel af andre.”