Det var filmproducenten Peter Aalbæk Jensen, der gav Katrine Marie Guldager idéen til at lave en roman, der havde en præst i hovedrollen. For han syntes, at hendes slægtsromaner i Køge-krøniken var så gode, at han gerne ville filmatisere en af hendes bøger. Men helst en helt ny roman, der selvsagt skulle være kortere end den lange romanserie på seks bind. Og den nye roman skulle helst udspille sig i Svendborg og handle om stærke kvinder med en sexgal præst som hovedperson.
Katrine Marie Guldager gik straks til opgaven ved at tage til Svendborg, mens hun også begyndte at interviewe præster om deres hverdag.
Den færdige roman, ”En uskyldig familie”, er dog ikke endt helt, som Aalbæk ønskede sig. Den udspiller sig godt nok meget i Svendborg hos en familie, hvor datteren Lene også ender med at blive præst – dog uden at blive sexgal af den grund. Men det er hendes bror, Frederik, der ender med at stjæle billedet og blive romanens hovedperson.
”Simpelthen fordi han endte med at blive mere interessant, fordi han havde nogle dybere konflikter, og man skal også have noget konfliktstof at skrive om. Og han føler sig skamfuld over ikke at blive set og forstået, og så skal han virkelig ud at vise verden, at han faktisk er god. Lidt ligesom Lykke-Per også vil erobrer verden,” siger Katrine Marie Guldager, der selv har kæmpet med de samme følelser i mange år.
”Jeg skriver jo ikke for at skrive om mig selv. Det skal helst være mere eksistentielt og genkendeligt for andre, og jeg er netop ikke særligt optaget af at skrive autofiktion.”
Frederik inkarnerer dog også mange af de følelser for familien, som drev hende til at skrive Køge-krøniken.
”Det er blevet en klassisk historie om at komme fra en familie og finde sin egen plads i livet,” forklarer hun.
Og romanen følger Frederik, fra han er en lille rastløs dreng med en meget fri opdragelse og skiftende, store drømme, til han bliver en voksen finansmand, der må finde rundt i sit eget parforhold.
En af romanens kernescener udspiller sig anden juledag, da Frederik netop er flyttet hjemmefra og har også forladt de fleste af de værdier, han er vokset op med i sin 1970’er-familie.
Nu er han i stedet allerede begyndt at søge ind i finansverdenens lovmæssigheder i aktieporteføljer, der er nemmere at styre end følelserne i en familie. Han vil være en stor kanon, der kan klare sig selv. Han går i blå skjorter, har meldt sig ind i VU og vil læse HA med drømmen om at skabe sit eget forretningsimperium. Men anden juledag fortryder han, at han droppede familien juleaften og i stedet sad i sin studenterlejlighed i Odense og drak øl alene. Han savner sin familie i Svendborg.
Som en verdensmand tager han derfor en taxa hele vejen til Svendborg og går om bag forældrenes hus for at overraske dem. Men gennem vinduet ser han, hvordan hele familien sidder og griner og hygger sig glimrende uden ham, mens hans julegave til forældrene stadig ligger uåbnet på køkkenbordet. Og nu står den unge verdensmand pludselig dér i sin blå skjorte og føler sig udenfor som den lille pige med svovlstikkerne.
”Jeg kan ikke komme i tanke om en lignende oplevelse, jeg selv har haft. Men grundfølelsen af at stå uden for den familie, man egentlig er en del af, kender jeg udmærket. Og det er nok også den grundfølelse, der har skabt den her roman,” siger Katrine Marie Guldager her i sit hyggelige køkken i Kastrup.
Ved siden har hende har en bamseelg taget plads på en ledig stol som et lille ”elgselskab” med legetøjsservice, der viser, at her også bor børn i huset. En af dem hedder faktisk Frederik, men han er – endnu – ikke blevet VU’er.
Frederik i romanen er nok også snarere bygget over Katrine Marie Guldagers egne følelser, selvom hans værdier ligger langt fra hendes egne, som hun siger:
”Jeg kender Frederiks følelser. Jeg er nødt til at kunne identificere mig med alle mine personer, ellers kan jeg ikke skrive troværdigt om dem. Følelsen af at stå alene med sin egen historie har jeg også haft.”
Denne følelse blev på flere måder særlig stærk, efter at faderen pludselig døde i en togulykke i 1988, da hun selv var 21 år.
”Da min far pludselig døde, fik jeg et helt nyt billede af min familie. Og det tror jeg langtfra, at jeg er den eneste, der har oplevet. For når der er en, der falder bort, viser hele familien sig fra en anden side med alt, hvad der hører til af sorg og arvestrid. Og der kan man godt få et andet syn på, hvad en familie er.”
”Hvis jeg ikke havde oplevet det, så havde jeg nok bare fortsat ned ad de samme roller uden at lægge mærke til, hvad det var for nogle roller. Men når nogen dør, kan man godt opleve det som et åbent benbrud, hvor man lige pludselig kan se alle knoglerne nedenunder. Det har helt klart ændret min opfattelse af familien og gjort, at jeg har skrevet så meget om familien.”
Sådan er det dog også gået op for hende, at ingen familier er perfekte.
”Alle kommer til at føle sig udenfor i en familie. Det er lidt ligesom i en skoleklasse, hvor alle tror, at klassens to populære piger aldrig føler sig alene. Men de føler sig også udenfor. For der findes ikke noget fællesskab, som til fulde kan udslette den ensomhedsfølelse, vi alle sammen har. For livet er jo frustrerende. Livet er at løse problemer og at lære at rumme en hel masse smerte. Det kan ikke nytte noget, at forældrene bærer én rundt på hænder og fødder. For så bliver man jo aldrig voksen.”
Mens Frederik søger mod lovmæssighederne i finansverdenen, finder hans søster, Lene, i stedet trøst i teologien, hvor hun møder et helt andet sæt lovmæssigheder.
”For hende er kirken et sted, hvor hun forstår, at man ikke kan alt som menneske, og at man skal kunne affinde sig med afhængighed af andre. Frederik tænker jo modsat, at han bare skal tjene styrtende med penge, så han aldrig skal blive afhængig af andre. Men hun går den anden vej, hvor hun finder værdien i at stå i et afhængighedsforhold af andre.”
”Jeg interviewede fire forskellige præster for at leve mig ind i, hvordan det måtte være for Lene at blive præst, når hun kom fra et venstreorienteret hjem som mit eget barndomshjem, hvor religion blev betragtet som opium for folket og en støttestok for svage mennesker. Men sådan er det ikke for hende. Derfor er hun også optaget af befrielsesteologien. Sådan får hun også troen og sit venstreorienterede hjem til at mødes. For hun vil gerne bruge sin tro til at hjælpe andre til et bedre liv. Og det gør hun blandt andet ved at hjælpe andre til at forstå, at der er noget, der er større end dem selv. Og det er jo også noget, som det moderne menneske godt kunne have brug for at lære.”
”Jeg er selv rundet af et 1970’er-hjem, hvor vi ikke troede på Gud. Det var lidt pinligt at tro på Gud. For de, der troede på ham, måtte være nogle svage typer. Men sådan ser jeg det bestemt ikke mere. Jeg ser kirken som en måde også psykisk at blive inden for det menneskeligt mulige på. Og jeg ser det også som en mulighed for at træde ind i et fællesskab med en kæmpe nedarvet livserfaring og livsvisdom. For det er Bibelen i hvert fald for mig.”
Hvordan vil du beskrive din egen tro?
”Det er meget vag tro, jeg har. Jeg tror, at der er en guddommelig kraft, der holder det hele oppe. For mens jeg har svært ved at tro på, at Gud skabte verden på syv dage, har jeg endnu mere svært ved at se det hele som et udslag af tilfældigheder. Jeg synes, at det grundlæggende er et mirakel, at verden er til, og at vi er til. Og derfor tror jeg også, at der må være en guddommelig kraft, der holder det hele oppe. Men nærmere kan jeg ikke komme det.”
”Jeg praktiserer heller ikke min tro. Men det er meget aktuelt for mig. For min datter tror på Gud, og når hun spørger, om jeg tror på Gud, føles det forkert at sige nej. Jeg føler bare ikke selv, at jeg står i nogen tæt relation til ham.”
Gennem sin roman er Katrine Marie Guldager dog kommet nærmere på, hvad kirken kan, forklarer hun:
”Kirken kan hjælpe os til at indse, at vi hverken selv er Gud eller skal påtage os alle verdens synder. Som Søren Ulrik Thomsen engang sagde, er grunden til, at Jesus hang på korset, at vi andre kunne slippe for det. På den måde kan kirken også hjælpe os til at blive inden for det område, der er det menneskelige.”
”Det, jeg også har opdaget gennem den her bog, er, at kirken ikke kun er én ting. Den er tusind ting. Der er jo mange kirkeretninger og mange udlægninger, bare inden for folkekirken, så hvis man begynder at komme i en kirke, er det jo ikke sikkert, at man er enig med præstens udlægning. Nu har jeg skrevet om en venstreorienteret præst. Det kunne være sjovt også at skrive om en tidehvervsk præst en dag. For jeg gad godt forstå, hvordan de får deres teologi til at hænge sammen med næstekærlighedstanken, men jeg er ikke sikker på, at jeg har tid den dag,” siger hun og slår en latter op, inden hun tilføjer:
”Jeg synes jo, at Lene er en virkelig sympatisk præst, som jeg godt kan følge. Hun tror heller ikke på Gud som en gammel mand med hvidt skæg. Men Lene kan lære det moderne menneske, der ikke vil underkaste sig andet end deres ego, meget. Man tror, at man er stærk, hvis man ikke underkaster sig andre. Men i virkeligheden er det en svag form for menneskelighed, hvis man ikke kan tøjle sin selviskhed. Men kirken lærer os, at man bliver et stærkere menneske, hvis man ikke altid tænker ’ske min vilje’.”