Den norske forfatter Vigdis Hjorth tyer til Søren Kierke-gaards dagbogsoptegnelser, da hun forsøger at forklare, hvorfor hun har skrevet en roman om de ubehagelige familiehemmeligheder, som folk ellers helst vil glemme.
”Søren Kirkegaard skriver om et stort skib med 1000 passagerer,” begynder hun, mens hun levende fortæller om, hvordan champagnepropperne springer, og der er lystig dans på det nedre dæk, da kaptajnen står på broen og ser en skygge i horisonten.
”Han ved, at den lille plet betyder, at det den nat vil blive et forfærdeligt uvejr, der kan koste alle livet, hvis han ikke reagerer i tide. Men han tager sine forholdsregler og læser endda i Bibelen for at få mod.
”Men så beder Kierkegaard læseren om at tænke over, hvordan det havde været, hvis kaptajnen ikke havde taget ansvaret på sig, men havde set den anden vej og gået ned for at feste med sine passagerer. Og tænk, skriver Kierke-gaard, hvis én passager havde set skyggen i horisonten og straks vidst, hvad den betød. Men var blevet afvist, da passageren ville advare kaptajnen, fordi det ødelagde hyggen. Den situation, mener Kierkegaard, er den værste af alle,” siger Vigdis Hjorth og tilføjer:
”Jeg har bare forsøgt at være den passager, der siger det, som det er. For nogen må sige sandheden.”
Det blæste dog hurtigt op til storm i de norske medier, da hun i efteråret udgav den allerede prisbelønnede roman ”Arv og miljø”, som netop er udkommet på dansk på Turbine Forlaget.
Romanen er blevet hendes store gennembrud med over 100.000 solgte eksemplarer, og den har fået strålende anmeldelser både herhjemme og i broderlandet, hvor romanen også har sikret hende Kritikerprisen, Bokhandlerprisen og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris.
Men altså også en del debat. For som landsmanden Karl Ove Knausgård er hun kendt for sin stærke ”virkelighedsrealisme”, og norske journalister begyndte hurtigt at sammenligne hendes egen afdøde far med faderen i romanen.
Den fiktive far i ”Arv og miljø” udsætter den kvindelige hovedperson, Bergljot, for seksuelle overgreb i barndommen, og Bergljot kunne godt ligne Vigdis Hjorth, ligesom Bergljots søskende angiveligt minder en del om Hjorths rigtige søskende. Og sådan læste mange romanen som et anklageskrift mod Hjorts afdøde far og hendes familie.
Som et svar udtalte Vigdis Hjorth: ”Jeg er blevet beskyldt for at hente for meget fra mit eget liv. Men jeg vil sige, måske en smule hovmodig: Det kan godt ske, jeg indimellem har haft dårlig samvittighed. Det indrømmer jeg. Men forfatterskabet har det ikke.”
Nu står hun ikke på en skibsbro, men på broen til Christianshavn på en næsten skyfri dag og siger, at hun nu godt vil have lov til at tale om romanen som roman.
”Norske journalister læser jo også danske aviser, og jeg vil ikke bidrage mere til det bål i medierne. For selvom jeg måske har ladet mig inspirere af mit eget liv, bruger jeg i modsætning til Knausgård aldrig navne på folk, der har eksisteret i virkeligheden, i mine romaner. Og jeg siger heller ikke, at det er sandt, hvad der står i dem, når jeg bliver interviewet,” siger hun og tilføjer:
” Jeg har prøvet at skrive en roman om at miste sin familie. Og jeg får mange reaktioner fra folk, der siger, at jeg har skrevet om dem, selvom jeg ikke har oplevet det, som Bergljot har oplevet. I denne historie er det et seksuelt overgreb, der ødelægger familien. Men det kan egentlig være mange forskellige ting. Men smerten i romanen er sand nok. For jeg tror ikke, at man kan skrive rigtigt om en smerte, hvis man ikke kender den i en eller anden form. Men man behøver ikke sidde og tænke over, om de enkelte scener fra begravelsen af faderen for eksempel er sande. For det er jo en roman,” siger hun, da vi går forbi Café Eiffel på Christianshavn.
”No stupid people” står der på et skilt i forruden. Det griner hun ad. For det passer på sin egen måde lige ind i det, vi taler om. Og caféen optræder faktisk også med navns nævnelse i romanen, ligesom København danner rammen om flere af hendes andre bøger. For som ung boede den fremtrædende norske forfatter en årrække på Christianshavn, hvor hendes datter og børnebørn stadig bor. Dem ser hun stadig ofte. Men ønsket om ikke at invitere ”dumme mennesker” ind i livet – selv hvis man er i familie med dem – går også igen i romanen ”Arv og miljø”, hvor Bergljot beslutter sig til at bryde forbindelsen til sin familie.
I romanen er det en arvestrid, der tænder op under de familiehemmeligheder, som Bergljots forældre og hendes to yngre søskende helst vil glemme, mens faderens overgreb har fået Bergljot til at afbryde kontakten med familien for første gang 23 år tidligere.
I mellemtiden har broderen næsten heller ikke kontakt med familien, mens faderen, moderen og de to yngste søstre lader, som om de kun er fire i familien. Og som der står i bogen:
”Hvis ingen vidste, at der var flere i den familie, så ville de tro, at det bare var en lykkelig familie på fire.”
Men da de to yngste søstre så får et arveforskud i form af to hytter, bliver broderen så sur, at han også bringer sin fortabte storesøster på banen. Og nu får hun endelig modet til at konfrontere familien med sin egen historie. Men familien vil ikke høre sandheden og reagerer med vrede og afvisning.
”Jeg tror, at mange søskende kender til at have forskellige versioner af barndommen. Men Bergljots historie om faderens overgreb truer hendes søstres selvforståelse og billede af barndommen. De tror simpelthen, at Bergljot lyver. For de kan ikke klare konsekvenserne af, at hun skulle have ret. For det ville rive dem ud af den livsløgn, de lever i. Henrik Ibsen siger det meget klart i ’Vildanden’, hvor han skriver, at hvis man tager livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager man lykken fra ham med det samme. Og Bergljot forstyrrer sin families livsløgn med sine beskyldninger.”
Sådan oplever Bergljot endegyldigt, at der ikke findes nogen vej til forsoning for familien, og det er faktisk en befrielse for hende at møde søstrenes aggression og moderens benægtelse. For der findes en frihed i resignationen for Bergljot. Derfra kan hun begynde en rejse med sig selv for at prøve at undgå at blive bitter, forklarer forfatteren:
”Bergljots inderste drømme om at blive forsonet med sin familie kan måske sammenlignes med en ulykkelig forelskelse. Hvis man nu er forelsket i en anden, kan det faktisk være en befrielse at blive afvist, når man har banket på den samme dør mange gange, men bliver mødt med, at den, man elsker, råber: ’Jeg vil ikke have dig!’.”
”For så kan man komme videre uden at skulle leve med den usikkerhed, der ligger i at have et lille håb om at få den, man elsker. Og på samme måde oplever Bergljot, at hendes mor og søstre vælger livsløgnen frem for forsoningen med hende.”
Men kunne hun ikke bare selv tilgive dem?
”Man kan ikke tilgive det, der stadig bliver fortiet. Forsoning kræver, at begge parter tør træde ind i sandhedens sårbarhed. Og hvis familien ville have kontakt med Berg-ljot, ville det kræve en indrømmelse, som de ikke er villige til at give.”
”For de vil glemme deres egen opførsel. De tror ikke på Bergljot. De tror, hun lyver. For hvis de skulle tro på hendes historie, ville det ødelægge deres syn på dem selv og familien. Derfor er det ikke altid det nemmeste at holde med ofret i sådan en familiefejde. For hvis de tror på faderen, kan alt fortsætte som før. Men hvis de tror på Bergljot, vil det ændre alt. Det er derfor, at det er en umulig situation.”
I påsken skrev en norsk præst i en kronik, at han mente, at Vigdis Hjorts roman havde været bedre, hvis den viste en vej til forsoning.
”Det havde nok også været mere opløftende læsning. Men nogle mennesker forsoner sig jo aldrig med deres familie. Jeg har arbejdet med gamle mennesker og set, hvor sørgeligt det kan være, når et gammelt ægtepar beskylder hinanden for at være blevet frarøvet livet. Der havde det nok været bedre at blive skilt, kan man så tænke.”
”Forleden læste jeg endda om et tysk ægtepar på henholdsvis 104 og 106 år, der blev interviewet af en tysk avis. Under interviewet kom det frem, at de skulle skilles. Da journalisten spurgte hvorfor, svarede manden, at de ikke havde syntes, at de kunne være det bekendt, mens børnene levede,” siger hun og griner:
”Det er sjovt. Men måske skulle de to noget før have indset, at de ikke var gode for hinanden. Og sådan kan det også være i familier. Det smukkeste er selvfølgelig, hvis folk kan finde sammen.”
”Men moderen i romanen har bygget hele sin selvforståelse op på at være uskyldig dømt af datteren, som hun ikke tør tro på. I moderens øjne er det således Bergljot, der har ødelagt familien. Bergljot kan derfor ikke være sammen med moderen uden at fornægte sin egen historie. Det ville være skuespil.”
Det føles alligevel trist at se en familie gå i opløsning på den måde…
”Ja. Og det er da ikke umuligt, at moderen får religiøse anfægtelser på sit dødsleje, så de kan finde sammen igen. Men for Bergljot virker det, som om moderen har låst sig fast på sin egen virkelighedsforståelse, og så er det bedst at holde sig væk,” siger den norske forfatter og tier et øjeblik, inden hun tilføjer:
”Der er ingen, der kommer gennem barndommen uden en form for vanskelig bagage. Og alle må finde ud af, hvordan man bærer den bagage uden at få ondt i ryggen af den. Og hvis man alligevel får belastningsskader af sin bagage, må man også forholde sig til, hvordan man tackler det. Bergljot gør det på sin måde.”
Men drømmer Bergljot ikke dybest set om at finde sammen med familien igen?
”Jeg bruger Gunnar Ekelöfs digt i romanen om, at kærligheden er en kirurg, der skærer i dig og opererer rundt i hjertet. Det er ulykkeligt, at hun ikke kan forsones med sin familie, men som Kierkegaard også skriver, findes der modsætninger, som ikke kan ophæves.”
”Man må vælge, om man vil leve i livsløgnen eller ej. Jeg prøver vel at sige noget om, at det, vi ikke snakker om, men fejer under gulvtæppet, hvad enten det er det pinlige, ubehagelige eller skamfulde, ikke forsvinder, fordi det bliver fejet væk. Det forsvinder ikke, fordi man ser væk. Og det er det, jeg prøver at illustrere i min roman. For da Bergljot konfronterer dem med sin historie, vender de ligesom hovedet væk.”
Men uvejret i horisonten forsvinder ikke, fordi man kigger den anden vej. Det er det, Bergljot har indset.
”For ikke at forblive fanget i ødelæggelse må hun tage afstand fra familien, ligesom en voldsramt kvinde må tage afstand fra sin eksmand for at komme videre. Man kunne så tænke sig, at moderen fik religiøse anfægtelser på sit dødsleje og ønskede sig forsoning med Bergljot. Men det ville kræve, at moderen kom i kontakt med en sårbarhed i sig selv, hvor hun også kom i forbindelse med en anger. Og det kræver en modenhed at se sit eget uvejr i øjnene.”