Astrid Saalbach fandt bogstaveligt talt stoffet til sin nye roman ”Der hvor du ikke vil hen” i sin mormors papirkurv. Dengang – i 1989 – levede mormoderen (i romanen hedder hun Sigrid Jensen) stadig, men var ved at rydde op i sine ting i huset i Hellerup nord for København før sin død. Og da forfatterbarnebarnet kom på besøg, opdagede hun en plasticpose fyldt med gamle, gulnede breve i papirkurven.
”Jeg tog posen op og så, at det første brev var fra 1911. Det havde min mormor skrevet, da hun var seks år. Der stod blandt andet, at familien den dag havde solgt hest og vogn, fordi de nu skulle have cykel og bil. Det fik mig til at tænke over, hvor længe hun havde levet, når hun både havde kørt i hestevogn som barn, og da hun dør, har vi for længst været på månen, men jeg tænkte også over, hvor meget hun måtte være et resultat af sin egen tid og dens normer, og hvor meget de havde påvirket hendes liv,” siger Astrid Saalbach, der var chokeret over at læse brevene, der som et tidsbillede viste et kvindesyn, hvor piger ikke havde samme muligheder som drenge:
”Når man taler meget om, hvordan andre kulturer behandler deres kvinder, er det altså ikke særlig længe siden, at vi gjorde det samme her.”
Mormoderen kom fra det bedre borgerskab, hvor man ikke havde tradition for at lade kvinder komme ud og arbejde i samfundet. Hendes far var sparekassedirektør i Faaborg, så familien havde i princippet penge nok til at give hende en uddannelse, men hun fik alligevel ikke lov til at komme i gymnasiet som sine brødre.
”Man kan se på skriften i hendes breve, at de lyser af ærgerrighed i den måde, hun formulerede sig på. Allerede som lille havde hun en meget fin håndskrift, og hvis hun lavede en fejl, stregede hun den ud og prøvede igen, som om hun dengang ikke vidste, at hun ikke havde de samme chancer i livet som sine fire brødre. Hun var simpelthen indbegrebet af en 12-talspige. Hun var afsindig pligtopfyldende og omhyggelig med alting og meget ivrig, og hun har garanteret også været nævenyttig og irriterende, fordi hun ville frem i verden. Sådan var hun faktisk hele livet, og hun var altid meget vred over, at hun ikke fik lov til at blive student,” siger forfatteren og ler forsonende, da hun tilføjer:
”Jeg blev selv smidt ud af gymnasiet, så jeg tænkte ikke, at det kunne være så slemt. Men da jeg læste de breve, gik det op for mig, hvor uretfærdigt det var, at hun ikke kom i gymnasiet, for det var ikke bare breve, der lå der, men også karakterblade fyldt med topkarakterer. Og jeg spurgte mig selv, hvorfor hun havde gemt dem alle disse år, og et svar kunne være, at hun ønskede, at de skulle findes, selvom de lå i papirkurven. Hun havde fået flotte karakterer hele sin skolegang, ligesom hendes senere anbefalinger fra sin stuepigetid fortæller, hvordan hun passer sit arbejde med nidkærhed, så hun kunne sikkert være endt som departementschef i et ministerium, hvis hun ikke var blevet gift. Hun havde også en strenghed over sig, også over for mig, når hun syntes, at jeg kom for let til ting, som hun selv ville skulle have kæmpet for i sin generation af undertrykte kvinder.”
Det var et stort skridt at tage for familien at lade datteren bliver stuepige i London, når de selv havde tjenestefolk, men som ung greb Sigrid chancen, fordi det var hendes eneste mulighed for at lære sprog.
Men inden længe blev hun igen styret af familien og ind i armene på en ældre mand, som selv lige var trådt ud af en tragedie, da han blev gift med hende. Og brevene afslørede ikke kun mormoderens gode karakterer, men også en række familiehemmeligheder, som havde bundet familiens kvinder sammen på en uhyggelig måde, som ikke skal afsløres her. Men først på mormoderens dødsleje hørte Astrid Saalbach om mormoderens ukendte moster Anna, der efter en ulykkelig kærlighedshistorie var rejst til Nordgrønland for at arbejde som tandlæge.
Og efterhånden som Astrid Saalbach fik stavet sig gennem mormoderens snørklede håndskrift i brevene, opdagede hun, hvordan Anna måtte have spillet en fatal rolle i familien og nu manglede som en tand i familiens tandsæt, hvor en anden – uden at afsløre for meget – havde udfyldt hendes plads.
Det var simpelthen en god historie, syntes Astrid Saalbach, som dog selv gemte brevene i mange år, før hun for fem år siden begyndte at skrive den roman, som nu er baseret på mormoderens breve – med alle de fiktive proteser, hun selv har måttet skabe for at fylde virkelighedens ufuldstændige tandsæt ud. Men romanens titel stammer også fra mormoderens død. For i sin begravelsestale sagde præsten om Sigrid ”der, hvor du ikke vil hen, der skal du gå”.
”Jeg bed mærke i den replik, som jeg syntes var mystisk og svær at forstå og samtidig underlig rammende. Jeg har spurgt flere præster, hvor den kommer fra, og flere var mig svar skyldig, indtil en mente, at det nok kom fra en bønnebog. Sommetider bliver man jo trukket over i noget, man ikke har lyst til. Og jeg syntes, at det var et godt billede på Sigrids liv. Man bliver nogle gange slået væk fra det, man tror, at man skal, man bliver slået ud af kurs, men så viser det sig, at det også blev ens liv. Man kan ikke styre alting. Og med den livskraft, som jeg syntes, at min mormor besad, så kan man få noget ud af livet alligevel, selvom man har fået nogle slag undervejs. Det var noget af det, jeg beundrede ved hende. Hun holdt fast og var så opsat på at få noget ud af livet, at det var dybt inspirerende at være rundt om hende. Jeg tror, at jeg ville have givet op meget før hende. Og jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på at tænke på, at nogen har holdt livet ud før én.”
Astrid Saalbach var fire år om at skrive sin historiske roman, som ikke mindst udspiller sig i de skæbnesvangre år omkring Første Verdenskrig, og selvom historien i begyndelsen virkede fjern, blev den mere og mere nærværende for hende.
”Det var også, som om omstændighederne indhentede fortiden, så den blev aktuel på en temmelig uhyggelig måde,” siger hun og nævner både coronakrisen og den voksende bevidsthed om klimaforandringerne, som har ændret livet for mange de seneste år.
”Tingene har på kort tid tilspidset sig, så det bekvemme liv, vi har været vant til, lige pludselig er blevet trukket væk under os. Derfor forstår jeg også godt, at stadig flere forfattere er begyndt at skrive om Første Verdenskrig, for vores tid kan komme til at minde om den tid, hvor der også kom uro i verden. Før Første Verdenskrig troede man, at man kun havde fremskridt i vente, så alting kun kunne blive bedre, og man kun kunne blive rigere og få endnu mere elektrisk lys, højere hastighed og flere ting i livet. Men på ingen tid forsvandt det hele og blev til krig og katastrofer, og på dårlige dage synes jeg også, det virker, som om det er det, vi står foran nu. Man tænker, at nu går det over, og vi bliver vaccineret, og selvfølgelig bliver der ikke krig, og vi skal nok få styr på klimaet, men der er fornemmelsen af, at man holder vejret,” siger hun og lader gispende lungerne med luft, inden hun tilføjer med et suk:
”Tingene går jo desværre ikke kun fremad. Men for kvinder er det trods alt gået den rigtige vej. Jeg synes, at MeToo-bevægelsen har været vigtig, fordi der stadig er meget at kæmpe for, og total ligestilling har vi i hvert fald ikke endnu, men der er trods alt sket meget, siden min mormor var ung, og kvinder ikke kunne få en karriere. De kunne godt have et job, før de blev gift, men så fik de typisk et til lykke og en fyreseddel, når de blev forlovet. Og det var jo spild af talent, selvom min mormor på sin egen måde også fik et godt liv med fire børn, mange børnebørn og udenlandsrejser.”
Hvordan ser du dig selv i de kvinder, du skriver om i romanen?
”Min mormor var meget håndsky og blufærdig. Hun var meget bange for følelser. Og den lidt overdrevne blufærdighed, kan jeg godt mærke, er gået i arv.”
Hvordan tror du så, at hun ville have det med at få fortalt sin historie i romanform?
”Jeg havde også mange kvaler i lang tid over, om jeg overhovedet kunne tillade mig det. Men da hun gav mig de breve, var jeg jo allerede forfatter, der både havde skrevet dramatik og en roman, så hun vidste godt, at der var en vis risiko ved at give mig dem, og jeg tror faktisk, at det var kalkuleret. Hun var også meget snedig og som alle andre forfængelig, og jeg tror godt, at hun kunne tænke sig at få sin historie skrevet. Hun kunne jo have smidt alle de breve og karakterblade ud tusind gange, men hun må jo have gemt dem, fordi hun inderst inde gerne ville have dem frem. Jeg ved så ikke, hvad hun ville sige om resultatet. Det tror jeg faktisk, at hun ville have en del at udsætte på. Blandt andet fordi hun var så blufærdig, men jeg tror faktisk, at hun gerne ville have, at jeg læste de breve og brugte dem til noget. Og det fortjente hun også, for hun var en usædvanlig person, der på én gang var fuldkommen almindelig og enestående,” siger forfatteren og smiler i stemmen:
”Hun var på sin vis bare Fru Jensen, som jeg kalder hende i bogen, men hun var også exceptionel i sin egen ret, og derfor ville jeg gerne skrive hendes historie, fordi jeg også synes, at den er repræsentativ for så mange kvinder – også nu.”
Hvad kan man lære af den historie?
”Ikke at være så bange for livet. Hvis der var noget, Sigrid ikke var, så var det bange for livet. Hun turde se det lige i øjnene, selvom det ikke altid var hverken beroligende eller kønt. Og hvis man kan sige, at det har lært mig noget at skrive bogen, er det måske også det.”