Alle mænd har engang boet i en kvinde, og en søns forhold til sin mor kan hurtigt farve forholdet til alle andre kvinder i livet. Den tematik folder Thomas Rydahl ud i sin nye roman ”Forførernes klub”, der begynder med, at hovedpersonen Flemmings mor brænder inde. Det bliver et barndomstraume for Flemming, og romanen begynder med, at han som romanens fortæller betror sine læsere denne hemmelighed. Da han var dreng, brændte huset, og han reddede ikke sin sovende mor, men slæbte i stedet sin lillesøster i sikkerhed. For han kunne ikke redde både moderen og lillesøsteren. Det var enten-eller.
”Det er en urscene i romanen, der kommer til at præge Flemming langt ind i voksenlivet, hvor han stadig føler sig som modermorder. For hvorfor lod han ellers netop moderen dø?”, spørger Thomas Rydahl, der sidder i sit køkken i Virum nord for København, hvor den bløde jazz fra hans designhøjtalere blander sig med fuglenes frie forårssang udenfor.
”Jeg er dybt interesseret i psykologi, så jeg har arbejdet meget med Flemmings forhold til sin mor, fordi det farver hele hans forhold til kvindekønnet senere i livet, hvor han på den ene side foragter kvinder nok til at forføre dem på stribe, men på den anden side er dybt afhængig af at se sig selv gennem en kvindes kærlighed. Han kan slet ikke elske sig selv uden. Det kan jeg godt genkende fra mig selv. Men i romanen er det moderen, der i begyndelsen overtræder hans grænser ved hele tiden at fortælle ham, hvad han kan lide, og hvad han kan finde ud af. Hendes grænseoverskridende adfærd vækker en vrede i ham, som måske også betyder, at han ikke redder hende, da det gælder, og han skal vælge mellem sin lillesøster og mor i et valg, der definerer ham. For skyldfølelsen bliver siddende i ham,” siger Thomas Rydahl og tier et øjeblik i sin køkkenstol.
Branden i romanen er ren fiktion, men forfatteren ser de samme psykologiske mekanismer i forholdet mellem mange mænd og deres mødre.
”Jeg tror, at det er meget typisk for nogle mødre, at de er så ivrige efter at knuselske deres børn, at de glemmer at give dem plads. Tag bare ned i en hvilken som helst børnehave eller vuggestue ved hentningstid og hør, hvordan mange mødre taler ned til deres børn og fortæller dem, hvad de kan lide og har behov for, før børnene selv siger noget. Det er jo ikke ondt ment, og det kan være en naturlig del af det at være omsorgsperson, men det kan også kamme over og blive omklamrende. Og fordi vi ikke længere har et stærkt ritual for, hvornår manden selv har ansvar for sit liv, fortsætter den slags nogle gange op i voksenalderen, hvor manden pludselig er klemt mellem sin mor og sin kæreste, der begge er vant til at kunne påvirke ham. Det har jeg også prøvet. Og det tror jeg, at mange mænd har, lige indtil vi tager ansvar for os selv,” siger Thomas Rydahl, som blandt andet har fundet mod til at tænke og føle for sig selv ved at læse Søren Kierkegaard.
Og det gør Flemming også i romanen, hvor han bliver en del af et mandefællesskab, ”Forførernes klub”, der både dyrker Kierkegaard og forførelsens kunst, så de både får magten over deres eget liv og de kvinder, de forfører – med inspiration fra Kierkegaards ”Forførerens dagbog”.
Første gang, Thomas Rydahl læste ”Forførerens dagbog”, var i gymnasiet. Dengang fik han Kierkegaards ”EntenEller” foræret fra en ven af familien, der havde opdaget, at Thomas Rydahl var filosofi-interesseret. Men skulle han starte med at læse Kierkegaard, ville det afsluttende skrift i første bind i ”Enten-Eller” – ”Forførerens dagbog” – være forførende begynderlæsning, mente gavegiveren, der fik ret. For Thomas Rydahl slugte den lille bog i bogen og glemte den aldrig igen, ligesom han kom til at studere Kierkegaard på universitetet i både Danmark og USA.
”Kierkegaard forstærkede min undren over tilværelsen, fordi han hele tiden forsøger at komme dybere ned i eksistensen. Jeg følte mig samtidig genkendt ved at læse Kierkegaard, fordi han peger på ensomheden som et grundvilkår i livet. Abraham var ensom, da han skulle ofre Isak, før Gud reddede ham, og sådan står vi hver især dybest set alene over for det uforståelige i tilværelsen. Som barn og ung følte jeg mig ofte alene, men jeg opsøgte også ensomheden. Måske var det også derfor, at jeg blev forfatter, for i skriften var det pludselig mig, der kunne bestemme det hele. Og jeg kan uden sammenligning forestille mig, at Kierkegaard følte samme frihed, når han skrev,” siger Thomas Rydahl, der både trækker på Kierkegaard og sine egne erfaringer i ”Forførernes klub”.
I Rydahls roman hedder hovedpersonen ikke Johannes, men altså Flemming, og han har en hel del tilfælles med forfatteren. Men mens Flemming er grafiker med kunstmalerdrømme, arbejdede Thomas Rydahl selv længe i kommunikationsbranchen, mens han inderst inde drømte om at blive forfatter og fortsætte den fortællekunst, der var begyndt på drengeværelset. Der var ikke plads til kunstnerdrømmene, da han fik sin første familie, hvor alt gik op i praktik, inden forholdet til sidst ikke kunne holde til mere.
”En af mine kloge venner, der desværre ikke er her mere, spurgte mig, hvad jeg ville vælge, hvis jeg skulle vælge mellem mit parforhold og mit forfatterskab. Til min egen overraskelse svarede jeg dengang spontant: ’Mit forfatterskab’. Det behøver ikke at blive stillet så hårdt op, for jeg tror på, at man i et sundt forhold bør bakke hinandens drømme op. Jeg ønsker i hvert fald ikke stå i vejen for min kærestes drømme.”
Thomas Rydahl modtog Bogforums debutantpris for sin første roman, ”Eremitten”, som blev den første roman i en succesfuld krimitrilogi, og han følte sig levende, når han gav sig tid til at forsvinde ind i sine manuskripter på skærmen.
”Men efter jeg begyndte at skrive, gik mit parforhold desværre i stykker. Det var ikke, fordi vi bare gav op, og da min kæreste på et tidspunkt blev alvorligt syg, smed jeg selvfølgelig også alting for at være der for hende i de år, sygdommen rasede, men da hun så blev raskmeldt, vendte de gamle mønstre tilbage. Vi havde gået til parterapi i flere år uden at finde hinanden igen, så det var en hård tid,” siger han og tager en slurk kaffe, inden han fortsætter.
”Jeg følte mig fanget, men også fuld af skyld. For vi har et barn sammen, og man stifter ikke familie for at opløse den igen. Men det gik også op for mig, hvor meget jeg var imod 1950’er-versionen af ægteskabet, hvor man lever ulykkeligt, men holder en facade og bliver sammen for børnenes skyld. Der er selvfølgelig perioder i ens liv, hvor det kan give mening, kærligheden er jo også et valg, som Kierkegaard pointerer, men det må ikke være op ad bakke hele tiden. Der skal også være tider, hvor man føler, at man er lige, hvor man skal være, og hvor livet føles godt.”
Den fiktive Flemmings problemfyldte parforholdserfaringer ligger således heller ikke langt fra Thomas Rydahls egne oplevelser. I dag er Thomas Rydahl blevet skilt fra sin nu voksne datters mor og bor i stedet med sin nye kæreste og deres fælles lille søn i Virum, hvor de stadig er ved at sætte deres nyindkøbte villa i stand. Men her har han pludselig været med til at bestemme, hvor både skabet og bogreolerne skulle stå, og det er nyt for ham.
”Mange mænd, jeg kender, har samme erfaring af, at kvinden bliver parforholdets redaktør, så hun redigerer manden og deres sociale liv og deres fælles bolig, indtil det hele er hendes værk, så man som mand godt kan forsvinde lidt i det hele. I min roman har Flemming for eksempel næsten ingen personlige ejendele tilbage, da han bliver skilt. Det er ikke, fordi hans ekskæreste på én gang stillede alle hans ting ud til storskrald, men hun smed måske en ting ud ad gangen, til der til sidst ikke var mere tilbage. Sådan var det også lidt for mig – billedligt talt,” siger han og lader blikket glide over mod en stor Obama-plakat, hvor den amerikanske ekspræsident med et drenget smil sidder med et glas whisky i hånden som en slags skål for mænd, der tør tage styringen.
Obama-plakaten har Thomas Rydahl selv valgt, for her i huset har han altså delt indretningsopgaven med sin nuværende kæreste. Sådan var det ikke i hans første lange forhold.
”Hvis der var noget, min ekskæreste kunne lide, overgav jeg mig ofte til hendes vilje, fordi jeg ikke ville tage konfrontationen og vise, hvem jeg var, og hvad jeg mente. Den afhængighed af sin partner tror jeg, at mange mænd har, hvor kæresten bliver gjort til en slags mini-mor, hvilket er dybt uretfærdigt,” siger han, mens han laver mere kaffe.
”Mænd klamrer sig også til kvinder, fordi de ikke selv kan finde ud af at tale om følelser. Hvor kvinder typisk kan dele deres følelser med alle deres veninder, fordi de har øvet sig i det, siden de var små, er mænds sociale liv ikke bundet op på at dele følelser, medmindre man er til fodboldkamp, hvor man pludselig godt må kramme og skrige af glæde eller skuffelse. Det kan lyde stereotypt, men mange mænd mangler simpelthen kompetencer til at udtrykke følelser. Det kan give problemer i parforholdet, men det gør også, at mange mænd kun taler om følelser med deres kæreste, fordi hun jo lige er ved hånden, og man måske har sværere ved at åbne op. På den måde bliver ens kæreste hele ens verden, og det er ikke sundt.”
Men Kierkegaard fik jo aldrig forenet kunstrollen med sit eget kærlighedsliv?
”Nej, han valgte forfatterskabet i en ultimativ grad, og der er jeg ikke. Jeg tror, at man skal være til stede i sit parforhold for at få det til at fungere, ligesom man også må øve sig i at være nærværende over for sine børn. Men man skal bare ikke give slip på alle sine egne drømme, for så visner man. Hvis man ikke forbinder sig selv med de dybe længsler, man har, så er man lige pludselig for langt væk fra sig selv. Det var der, jeg var, da jeg var i mit livs krise for nu snart 10 år siden. Men jeg skrev mig på en måde tilbage til mig selv. Før var min kunstneriske side forsvundet, men jeg måtte have fat i den side af mig for at finde mig selv igen. Det handler om at være tro mod sig selv. Det er dybest set det, min roman handler om, og det smukke er, at det også er den største kærlighedsgave, man kan give andre. Det har jeg også lært af Kierkegaard. Når man finder et næb at synge med, kan man også bruge det til gavn for andre. Det er det, jeg har forsøgt nu.”