Det er sommeren 1968. Astrid, som bor i Sydslesvig med sin tyske mor og sin far, som er stærkt dansksindet, skal for andet år være feriebarn i Danmark. Hun skal med toget hele vejen fra det nordlige Tyskland til en stationsby tæt på Limfjorden, hvor hendes danske værtsfamilie venter på hende. Når hun kommer frem, vil konduktøren hjælpe hende af toget, og hun vil stå ud med et papskilt om maven med sit navn på.
Et godt stykke inde i Annegret Friedrichsens nye roman, ”Astrids somre”, er vi i fortællingen nået til Astrids anden rejse som feriebarn i Danmark. Historien fortælles gennem Astrid som jeg-fortæller, og romanen følger hende, fra hun er seks år, til hun er teenager – med et afsluttende kapitel med et lille hop i tid, hvor hun er blevet ung voksen og skal finde sin vej videre i livet.
”Jeg ville gerne fortælle historien fra barnets perspektiv og har forsøgt at være konsekvent med det. Der er ingen alvidende fortæller, der kan gå ind og sætte tingene på plads eller afkode de ting, som Astrid ikke forstår og kun langsomt begynder at få hold på," siger den 61-årige forfatter bag bogen, Annegret Friedrichsen, der er ansat som forskningsbibliotekar på Aarhus University Library i Emdrup, som hører under Det Kongelige Bibliotek og skriver skønlitteratur i sin fritid. Romanen "Astrids Somre", der udkom i søndags, er hendes andet romanværk efter "Porcelænskvinden", der udkom første gang i 2012.
"Jeg har altid været optaget af, hvordan børn oplever verden, og hvordan de fornemmer alt det uudtalte, især det tabubelagte og sorgfulde, som de voksne ofte undlader at tale om, fordi det netop er for smertefuldt og for betændt,” siger hun.
Kollektive erfaringer fra grænselandet
Som hendes navn antyder, er Annegret Friedrichsen selv vokset op i Sydslesvig som barn af en tysk mor og en dansksindet far, og hun har brugt nogle af sine barndomserindringer i romanen om Astrid. Men bogen er ikke autofiktion, og ingen af personerne er kopieret fra virkeligheden, understreger hun. I stedet har hun brugt generelle og kollektive erfaringer fra sin generation i Sydslesvig til at komponere en fortælling, der fra barnets perspektiv sætter fokus på de traumer, som verdenskrigene har sat i flere generationer i grænselandet.
”Som barn mærkede jeg, at der var ting, de voksne helst ikke talte om, og som jeg kun langsomt blev klar over eksistensen af. Vi hørte brudstykker af fortællinger, og vi fornemmede, at der var noget uudtalt og fortiet,” siger hun,
I romanen bliver Astrid en række somre sendt på ferieophold i Danmark hos en dansk værtsfamilie, som mange sydslesvigske børn gjorde. De arrangerede ferieophold for sydslesvigske børn begyndte i 1919 og sluttede i 2020. Efter Anden Verdenskrig, hvor der var udbredt fattigdom i Sydslesvig, blev de meget populære og fortsatte derefter med stigende fokus på, at børn fra det danske mindretal syd for grænsen kunne få nærmere indblik i dansk kultur og sprog under de lange sommerophold i Danmark.
”Jeg har selv været feriebarn. Det gav mig mulighed for at se mig selv udefra og blive bevidst om min flersprogede og flerkulturelle baggrund. Når man opdager andres blik på sig selv og får øje på de små forskelle i madvaner, sprog og traditioner, styrker det ens identitetsdannelse,” siger Annegret Friedrichsen.
Særligt krigen forties
I bogen ser man gennem Astrids øjne de små forskelle på livet i et villakvarter i udkanten af en sydslesvigsk landsby og livet på en stor gård syd for Limfjorden. Under sit første sommerophold smager Astrid koldskål for første gang, og hun oplever, at ikke alle opfatter hende som dansk, selv om det er sådan, hun bliver opfattet syd for grænsen.
Den første sommer var hun nervøs og blev bange, da der ikke straks var nogen på stationen til at tage imod. Men den anden sommer kender hun rejsen og familien – Tove og Erling og deres børn Tom og Mette – og karlen Karl, der ikke bryder sig om tyskere, fordi hans far var modstandsmand og blev taget til fange af nazisterne.
Astrid pakker selv sin kuffert og husker træskoene, som hun ikke havde med sidste år. Dem får hun brug for på gården med alle markerne og dyrene og den enorme have, hvor Tove dyrker nærmest alt, hvad familien har brug for af frugt og grøntsager. Tove gør sig umage med at tale rigsdansk og ikke dialekt, når hun vil være sikker på, at Astrid forstår, hvad hun siger, mens Erling altid taler dialekt, og det gør Karl også i en grad, så Astrid det første år ikke forstår meget af, hvad han siger.
Hjemme er hun vant til at tale både tysk og dansk, og hun har en farbror, der kan frisisk. Hun har gået i tysk børnehave og er begyndt i den danske skole, hvor også hendes storebror har gået. Hendes storesøster har til gengæld gået i tysk skole, for hun har en anden far, der bor langt nede i Tyskland, som hendes forældre ikke taler om. Der er meget, de voksne ikke taler om, især krigene. Indimellem taler de ældre i familien plattysk, når de siger noget, børnene ikke skal høre. Men efterhånden forstår Astrid en hel del af det. Sværere er det med sønderjysk, som hun indimellem hører sin far tale.
Til sin anden sommer som feriebarn pakker Astrid to af sine yndlingsbøger ned i kuffertens sidelomme, den tyske udgave af en Pippi Langstrømpe-bog, Pippi Langstrumpf geht an Bord (Pippi Langstrømpe stiger ombord), og en dansk Søren og Mette-læsebog fra skolen. Astrid er vild med at læse, og sproget bliver for hende også en vej til at forstå sig selv og danne sin identitet, ligesom det bliver et grænsefelt, hvor forskelle markeres.
Den anden sommer som feriebarn er på mange måder lykkelig – fuld af solskinsdage med leg i haven og ribssaft og koldskål til dessert. Men indimellem lurer de betændte spørgsmål om krigen og om forholdet mellem dansk og tysk.
De mærkbare traumer
Hjemme i Sydslesvig dukker svære spørgsmål også op, og i løbet af bogen intensiveres episoderne, hvor de voksnes traumer bliver mærkbare, og Astrids erkendelse af kompleksiteten i slægtens og samfundets historie vokser. Faderen, der som regel er munter, bryder indimellem ud i vrede og frustration og efterlader moderen tavs med røde pletter på kinderne og våde øjne, og børnene tavse og forundrede. Efterhånden forstår Astrid, at der er en sammenhæng mellem faderens vredesudbrud og hendes farfar, der døde i en krig, han blev tvunget til at deltage i. Og hun ser forbindelsen til sin farmor, som ifølge faderen altid sang før krigen, men som Astrid aldrig hører synge.
”Mine oldeforældre mistede to sønner, en i hver verdenskrig. Det har kastet lange skygger ind i vores familie, og det bruger jeg i bogen, hvor samme historie findes på Astrids fars side. Jeg forsøger gennem sansninger og små hverdagsbilleder at vise, hvordan den store historie sætter spor i den lille historie,” siger Annegret Friedrichsen.
Hun understreger, at forholdene i grænselandet i dag er langt bedre, end da hun voksede op i 1960’erne og 70'erne. Fortidens fjendskab og mange fortielser er afløst af fredelig sameksistens og værdsættelse af mangfoldighed, der præger grænselandet og i mange tilfælde de enkelte familier, mener hun.
”I mange familier taler man både dansk og tysk hjemme. Andre har tysk som hjemmesprog, men taler dansk i skolen. For de unge i mindretallene i dag er krigstraumerne langt mindre nærværende. Til gengæld fylder det at være flersproget og flerkulturel. På den måde er der en parallel mellem grænselandets nationale mindretal og de etniske mindretal i Danmark,” siger hun.
Annegret Friedrichsen fornemmer, at flere danskere på grund af medieomtalen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020 har fået større viden om grænselandets historie. Men der findes fortsat ikke ret mange nyere skønlitterære beretninger om, hvad grænselandets omtumlede historie har betydet for mindretallene. Det håber hun, at hun kan råde en smule bod på med ”Astrids somre”.
”Jeg har forsøgt at tegne et tidsbillede, der både siger noget specifikt om at vokse op i et mindretal i grænselandet dengang og noget universelt om at vokse ind i to sprog og kulturer,” siger hun.