Først da Sofie Jama tager sit skrigende lyserøde divatørklæde på til ære for fotografen, får man et lille visuelt ”hint” om hendes muslimske baggrund. Ellers ligner hun mere en popstjerne, men det er gennem litteraturen, at hun synger sin smerte ud. Nu debuterer hun som romanforfatter med ”Et andet menneske, et andet liv”, der er inspireret af hendes eget liv.
”Engang var jeg gedehyrde i Somalia, nu er jeg akademiker i Danmark. Og jeg har på mange måder bygget bro mellem mine to tilværelser ved at skrive. Når ingen andre forstod, hvordan jeg faktisk kunne savne kampen for livet under krigen i Somalia, mens jeg har isoleret mig i min lejlighed i lange perioder, kunne jeg altid gå til tastaturet som min fortrolige ven,” siger Sofie Jama, mens et smil lyser op i ansigtet.
Det er svært at forestille sig, at hun virkelig var 14 år, da hun for første gang satte sig ind i en bil på vej til en endnu større maskine for at flyve fra Somalia til Danmark sammen med sine forældre og sin store søskendeflok. De skulle familiesammenføres med Sofie Jamas onkel, der havde fortalt de danske myndigheder om, hvordan søsteren og hendes mange børn flygtede fra sted til sted under borgerkrigen i Somalia, men overalt stødte på nye bomber. Men alligevel kunne bilturen skræmme hende.
”Jeg var rædselsslagen, for jeg havde aldrig prøvet at være i sådan en fart hverken i bilen eller flyet,” siger forfatteren, der hurtigt skulle opleve mange omvæltninger i den nye tilværelse, der ventede hende i Danmark.
”De første to år i Danmark var noget af det grummeste, jeg har oplevet. Vi boede i Aalborg i et hus med mine mange søskende. Og der var for eksempel nogen, der bogstaveligt talt kastede lort på vores dør og skrev ’Niggere, rejs hjem’. Sådan oplevede jeg racisme stort set hver dag. På det tidspunkt var det Socialdemokraterne, der havde magten, og politikerne virkede mere tolerante og politisk korrekte dengang, men folk var meget vrede og indebrændte. Det synes jeg, er blevet bedre siden, tro det eller ej,” siger hun og smiler igen:
”Nu taler politikerne direkte om tingene, og folk tør tale højt om problemerne, og når man får lov til at sige tingene højt, er der ingen grund til at være indebrændt. Når jeg er i Sverige, og svenskere siger, at det må være forfærdeligt at bo i Danmark som sort indvandrer, siger jeg: ’Nej, jeg er mere tryg i Danmark end her, hvor folk er overdrevne venlige, så det virker falsk.’ Og selvom jeg ikke er enig i Dansk Folkepartis politik, kan jeg godt forstå deres mission. For det er jo menneskeligt at ville beskytte sin egen stamme.”
Kontrasten mellem at drive dromedarer rundt på en afrikansk slette og livet i en rød murstensbygning i Nordjylland var også voldsom. I Somalia kunne hun ligge på et tyndt filttæppe, mens myggene og sulten holdt hende vågen om natten, når hun da ikke vandrede barfodet rundt mellem skarpe sten og giftige slanger i månens klare skær for at undgå den ulidelige varme om dagen, men her bekæmper vi ethvert ubehag, mener hun.
”Vi bor i et magelighedsland. Hvis man har hovedpine, som jeg har i dag, skal man da have en pille, så det går væk. Men i mange år valgte jeg muligheden for at medicinere mig fra alting fra, fordi jeg hellere ville mærke tingene, som de er.”
”Jeg savnede også tidsløsheden i Somalia, hvor man ikke hele tiden blev forstyrret af mails og beskeder. Da jeg var barn, var tiden cirkulær, tiden fulgte solens bane, og sommetider lod vi endda dromedarene beslutte, hvor vi skulle hen, fordi de vidste, hvor der var vand. Det var et enkelt liv, hvor man ikke var fremmedgjort for naturen.”
Bogen lever på samme måde op til sin titel, for den handler om tre mennesker, der hver for sig må flygte til Danmark og blive et andet menneske med en helt anden tilværelse. Den somaliske jegfortæller Baraka bliver således både ven med den ældre jødiske kvinde Esther og den palæstinensiske flygtningedreng Umar, der har hver deres ar på sjælen.
I romanen bruger Sofie Jama kvindeomskæring som metafor for, hvordan andre kan mærke én for livet, selvom det ikke kan ses udefra. Og et af hendes mål med romanen er også at vise, at omskårne kvinder også har en seksualitet, og at de ikke behøver at leve med skam over den beslutning, som andre har taget for dem.
”Herhjemme er kvindeomskæringer heldigvis forbudt, men det har chokeret mig at opdage, hvor mange somaliske piger der er omskåret. I en dansk skoleklasse med fem somaliske piger vil jeg tro, at tre-fire er omskåret. Og det har faktisk intet med religion at gøre. For der står intet om kvindeomskæringer i Koranen, så den tradition kan i stedet føres tilbage til faraoerne,” siger hun.
Troen er derimod også en styrke i romanen, hvor Baraka tilbringer sin barndom med at drive dromedarer rundt på afrikanske sletter – med en stærk tro på, at Allah er med hende overalt.
”Det undrer ofte folk, når jeg siger, at islam handler om barmhjertighed, fordi det er de løftede pegefingres politiske islam, der fylder i medier. Men da jeg var barn og flyttede rundt på sletterne med dyrene i Somalia, var vores forståelse af islam helt anderledes end det, jeg så senere, da jeg rejste tilbage til Somalia i forbindelse med bogen for et års tid siden. Landet var simpelthen blevet uigenkendeligt for mig med en wahhabistisk strømning fra religiøse skoler i Saudi-Arabien og golfstaterne i det hele taget, som ikke er den islam, jeg kendte til. Jeg voksede op med en sufistisk islam, der var indbegrebet af kærlighed og barmhjertighed, men nu handlede den mere om eksklusion og løftede pegefingre. Det syntes jeg, var meget trist,” siger hun og tilføjer:
”Engang var religionen vores faste holdepunkt i kaosset og virvaret i krigen. Og man kunne bede uden at dømme dem, der ikke gjorde det. Jeg bad selv fem gange om dagen som et ritual, fordi det gav mig ro, men religionen handlede ikke om social kontrol. Min far lærte os derimod, at Koranen siger, at man ikke skal dømme andre, men finde på 99 undskyldninger for folks adfærd, og selv derefter har man sikkert overset noget, fordi ingen kan kende en andens hjerte og skjulte kampe. I Danmark har jeg faktisk hørt en kristen præst sige noget lignende, og sådan mindede min barndoms barmhjertighedsislam meget om den kristne næstekærlighedstanke.”
I Danmark har hun også oplevet stor gæstfrihed fra især ældre kristne mennesker, da hun som teenager senere voksede op i forskellige små jys-ke landsbyer.
”Da jeg kom til Danmark, var det tit ældre kristne mennesker, som jeg følte mig forstået af. De talte også meget langsomt og tydeligt, så jeg kunne forstå dem, og det var også, som om de gerne ville have mit selskab. Og jeg havde ikke så meget tilfælles med mine jævnaldrende, fordi jeg havde nogle erfaringer med mig, som en på 100 år ikke kunne have på det tidspunkt. Men de ældre kvinder tog mig med til banko og i kirke, hvor jeg fik et chok ved at opleve nadveren. I Somalia havde jeg bevidnet kannibalisme, fordi folk var så des-perat sultne. Men dér i kirken stod præsten og sagde: ’Dette er Jesu Kristi blod’, så jeg tænkte, at somaliske kannibaler måske alligevel ikke var så slemme, når danskerne spiste deres egen gud,” siger hun og griner, inden hun tilføjer:
”Men venskabet med de ældre kristne kvinder lærte mig også, hvor ens vi tænkte. For nylig fortalte en præst mig om julefreden under Første Verdenskrig, hvor englændere og tyskere mødte hinanden og opdagede, at de faktisk var ens unge mænd, der gerne ville synge julesalmer om fred. Og da de opdagede, hvor meget de havde tilfælles, måtte deres overordnede skifte dem ud på begge sider af skyttegravene. For nu kunne de ikke skyde på hinanden mere. Sådan beskyder vi også hinanden fra mentale skyttegrave i dag, hvor meget få gør sig umage for at finde ud af, hvor meget vi faktisk ligner hinanden, og hvor meget vi har tilfælles. Hvis folk opdagede, hvor meget i hvert fald de monoteistiske religioner faktisk ligner hinanden, ville det også være sværere at opretholde fjendebilleder af hinanden,” siger Sofie Jama.
Sådan går det også i hendes roman, hvor den muslimske jeg-fortæller som 17-årig bliver veninde med den jødiske kvinde Esther på 79 år. For Esther har også prøvet at leve under kummerlige forhold som kz-lejrfange, så de to kvinder kan spejle sig selv i den anden på tværs af aldre og religioner.
”Vi skal møde hinanden med fordomsfrihed, men det er meget svært, for det er nærmest et grundvilkår, at vi møder hinanden med fordomme. Det gør jeg også selv, men jeg bestræber mig på at lade være. Og når jeg opdager, at jeg er fordomsfuld, prøver jeg at minde mig selv om, at vi er ens, fordi vi alle er alene. Vi bliver født alene, og vi går herfra alene, men vi har brug for de samme ting, mens vi er her – søvn, mad, toiletbesøg og kærlighed. Og det levende væsen foran mig har det på samme måde. Der starter vi,” slutter hun, inden døren går op, og en forlagskvinde fortæller, at interviewet desværre er forbi.