Det var en overlæge, der i sidste øjeblik lærte Søren R. Fauth, hvad der er vigtigst i livet. Den fredag eftermiddag i 2009 var han på besøg hos sin søster, Mette. Hun var 36 år, mor til to små sønner og døende af lungekræft. Omkring hende stod et helt palliativt team, men Søren R. Fauth havde knap nok givet sig selv lov til at erkende, hvad der var ved at ske.
”Jeg var selv meget stresset i den periode. Jeg underviste på fuldt tryk på universitetet og lod mig presse af flere og flere opgaver, som jeg næsten ikke kunne nå, og vores fire børn var også mindre dengang, så der var også mange behov derhjemme. Min søster var dødhamrende syg, men der var bare ikke plads til det. Og det led jeg under, for jeg lukkede simpelthen psykisk ned for hendes sygdom for at klare det andet, men samtidig vidste jeg, at hun var ved at dø, og det var ved at slå mig i stykker,” siger Søren R. Fauth:
”Overlægen kiggede på mig og spurgte, hvordan mit liv var. ’Jeg har fire børn, jeg arbejder alt for meget, og jeg er smadderstresset’, svarede jeg ærligt. ’Jeg tror, at du skal prioritere nu. Du må droppe det mindst vigtige’, sagde hun og udpegede det selv. ’Det mindst vigtige er dit arbejde. Du skal melde dig syg. Lige nu. Din søster er ved at dø’, sagde hun. Og jeg vidste straks, at overlægen havde ret,” siger Søren R. Fauth og kigger ned på det tomme spisebord i Fredericia, inden han tilføjer:
”Jeg græd, og Mette græd, men det var, som om det hele løftede sig, så der blev plads til sorgen over, at jeg skulle tage afsked med min søster, og jeg meldte mig straks syg. Jeg troede, at vi havde mindst en måned tilbage, og vi planlagde, hvordan vi skulle lave scrapbøger til hendes drenge. Vi skulle nå at evaluere hele livet sammen, og jeg skulle holde hende i hånden hver dag. En uge efter min sygemelding var hun død, og jeg sad nede på mit kælderkontor og græd og græd. Men det var en kæmpe velsignelse at blive rusket af den læge, så jeg nåede at vise Mette, at hun var vigtigst for mig.”
Søren R. Fauth beskriver scenen i sin nye bog, langdigtet ”Digt om døden”, der bærer den måske lidt misvisende undertitel ”En bog om min far”, for det er et langdigt om meget mere end faderen, der stadig lever, men er en skygge af sig og bor på plejehjem. Det var dog faderens sygdom, der i julen 2016 fik Søren R. Fauth til at skrive bogen, som ikke kun er et digt om døden, men især også om livet. Søsterens død fylder således sidetalsmæssigt kun en mindre del af det lange digt, men hendes død ligger alligevel under overfladen i hele værket som den dybeste sorg i Søren R. Fauths liv, fortæller han, mens familiens hund gør i entréen og vil ud og luftes i modvinden.
Vinden blæser liv i både himlen og Lillebælt, da Søren R. Fauth lidt efter viser sit frodige Fredericia frem. Området omkring Vejle Fjord, hvor han bor langt fra barndommen i Holbæk, er ofte blevet kaldt den kønneste plet i kongeriget, selvom de betongrå skyer på denne mørke dag falder i ét med Lillebæltsbroen. Men vejret lader hverken til at genere ham eller familiehunden, Atman, der er opkaldt efter den tyske filosof Arthur Schopenhauers hund.
For ”den store pessimistiske filosof” har fulgt Søren R. Fauth det meste af livet, og allerede som barn havde Søren R. Fauth selv ry for at have et mørkt sind – i modsætning til søsteren Mette, som han især savner på dage som denne, hvor han selv fylder 47 år. Og nu ville hun have været 46 år, fortæller han. For der var mindre end et års aldersforskel mellem de to søskende, og som børn hang de altid sammen som ”Søren og Mette” i børnebogen, der var fremme i tiden dengang.
”Jeg havde virkelig et nært forhold til hende, men familiens rolletilskrivning af os kunne godt genere os begge. Mette led under, at jeg var så dygtig, mens hun var ordblind, men ellers var hun frygteligt godt begavet. Og mine forældre mente med en vis ret, at hun havde det lyse sind, mens jeg havde det mørke. Jeg var den melankolske, bekymrede og dystre, mens min søster altid var glad og smilende. Det vidste jeg godt var løgn. For som søskende ser man også hinandens skyggesider, som forældrene bortlyver. Mette havde masser af dæmoner. Og det kunne godt gøre mig grim indeni, så jeg som dreng fik lyst til at hive sløret af mine forældres øjne. Men nu savner jeg bare hele tiden Mette.”
Du skriver også, at du selv blev kaldt ”Mette” i skolegården?
”Jo, det gjorde jeg også. For jeg lignede en pige, og min mor var frisør; hun skulle altid eksperimentere på mig, så jeg fik afrokrøller, farvet håret, og jeg ved ikke hvad, og det forstærkede min feminine side, selvom jeg faktisk også var god til at spille fodbold, når jeg ellers kunne trække vejret. For jeg havde astma og var svagelig, og jeg var lige så bange for at gå i skole som Hanno i Thomas Manns berømte roman ’Buddenbrooks’. Thomas Mann beskrev også altid de kunstneriske typer som svagelige, men jeg var også en outsider derhjemme,” siger digteren og fortsætter:
”Min relation til mine forældre har været meget præget af, at jeg er mønsterbryder. Jeg voksede op i et hjem uden bøger og er den første akademiker i familien, og det har været en kamp for mig at komme væk fra mine forældre. I mange år tænkte jeg over, hvordan jeg kunne være deres barn, men jeg følte mig også fremmedgjort alle mulige andre steder. Jeg føler ved Gud heller ikke, at jeg hører hjemme på universitetet, men mit liv har været meget præget af, at jeg har forsøgt at tage afstand fra mine forældres måde at leve på og forsøgt at være en anden slags far.”
”Digt om døden” er dog ét stort forsøg på at forstå forældrene, ikke mindst faderen, og det er en bog om tilgivelse og forsoning, forklarer han.
”Min bog startede her i huset i julen 2016, da min far sad her og hverken kunne det ene eller andet. Jeg måtte bade ham. Han havde kramper i benene, mens min mor gik og drak i skjul. Det var en grotesk jul. Det var simpelthen så voldsomt for mig, så jeg satte mig ned på mit kælderkontor, mens de første sider i bogen væltede ud af mig, fordi det emotionelle pres var så stort på grund af erindringstrykket fra min søsters død og især også mine forældres eklatante elendighed. Men skrivningen var en ventil for mine følelser, og sproget fandt en form, som passede til mine følelser,” siger Søren R. Fauth og viser kælderkontoret frem, hvor biblioteket er så stort, at bøgerne endda har indtaget den bar, der tidligere var i huset, mens en racercykel også vidner om et liv uden for biblioteket.
”I dag er begge mine forældre holdt op med at drikke, og især min mor har fået en helt ny værdighed, ligesom jeg blev meget lettet, da hun roste bogen, som jeg var bange for at vise hende. Men som hun sagde, var det jo sådan, at det var. Og jeg ved også godt, at mine forældre drak for at holde angsten nede. Jeg kunne måske lige så godt selv være blevet misbruger, i stedet misbruger jeg bare sport. Jeg fixer, når jeg kører på min cykel, og det er faktisk det samme. For jeg cykler for at trykudligne min tankevirksomhed, erindringen, bekymringerne og følelserne,” siger litteraten, der de seneste år også har opdaget kirken som et sted at finde fred.
”Jeg har også i stigende grad fundet fred i troen. Jeg har altid vidst, at jeg havde en vertikal længsel efter det guddommelige og fuldkomne, ’det hele, som kunne hele det halve’. Og det er blevet mere og mere konkret, hvor jeg især på det seneste har haft nogle meget stærke oplevelser til gudstjenester, som jeg ofte er gået lettere fra,” siger Søren R. Fauth, som også opfatter sit langdigt som en lang etisk overvejelse over, hvordan man bliver et bedre menneske.
I bogen beskriver han, hvordan hans tyske far, Jürgen, selv voksede op uden en far, fordi Søren R. Fauths farfar, Josef, faldt på Østfronten i kamp for Hitler.
”Mennesket er det ondeste dyr, der findes, fordi det kan forstille sig, så vores ondskab kommer netop fra vores fornuft. Det er vores evne til at abstrahere og borttænke næsten som en konkret anden, der gør, at vi er i stand til at gøre onde ting ved hinanden, fra mobning i skolegården til politiske ideologier, som per definition er en total abstraktion fra virkeligheden. Det handler bogen også om,” siger digteren, inden han vender tilbage til sin egen familie.
”Det har skræmt mig, at min egen farfar, Josef, som var ’ein ganz normaler mensch’ (et gennemsnitsmenneske, red.), også blev en del af Hitlers krigsmaskine. Da jeg fik fat i brevvekslingen mellem min farmor og farfar, som min bog også bygger på, sad jeg hele tiden og ventede på, at der skulle komme noget om krigen, men det hele handler om, at han savner sin familie, han er en kærlig familiefar, indtil brevene om det store slagtegilde kommer, hvor han skriver om, at det nu skal vise sig, hvem der er den svage, og hvem der er den stærke. Sådan var han selv begyndt at tænke i abstrakte billeder af fjenden. Det var ideologi, og Hitlers projekt var et abstrakt ideologisk projekt, ligesom Stalins og Maos projekter var det. Hver gang vi bliver ideologiske, bliver vi farlige. Den værste chef, jeg har haft, var super abstrakt. For det er uhyggeligt, når man borttænker individet i et forsøg på at effektivisere alting.”
Du skriver også om de ”heilende excelark” i din bog…
”Ja, for vi har reduceret mennesket til et excelark. Det var derfor, at jeg havde så svært ved at se, at min søster var ved at dø. For jeg tænkte hele tiden på at være effektiv, og den tænkning gennemsyrer samfundet. Mens vi på den ene side aldrig har været så fri for ideologier, er vi stadig ensrettet i kraft af økonomien. Det økonomiske rationale bliver lagt til grund for alt, hvad staten foretager sig. Alle argumenter er økonomiske argumenter, der handler om, hvordan man kan fremme produktivitet og effektivitet i samfundet. Der skal protokolføres og redegøres for alting, så der er skudt alle mulige styrelser ind mellem individet og den primære gerning, og det er i virkeligheden fascistoidt.”
Vi har jo trods alt ikke udryddelseslejre…
”Nej, men systemet er superensrettet. Tag en hvilken som helst arbejdsplads, og se hvor mange medløbere, der er. Hvem tør give køb på følelsen af at være en del af flokken? Det handler bogen også om. Det nemmeste er at mene det, de andre mener. Der findes ikke noget nemmere end at tilsvine Dansk Folkeparti, men man bliver ikke et godt menneske af at prale med at være medlem af Venligboerne på Facebook. Det er en narcissisme og selvgodhed. Men hykleriet er altomfattende her i landet, hvor mange tror, at man er god så længe, man har de ’gode’ holdninger, og jeg er selv en hykler. Men næstekærlighed er aldrig noget, man kan snakke sig til. Derfor er den højere retfærdighed, at det etiske og kognitive ikke hænger sammen. Selv det dummeste menneske med den laveste intelligens kan være det bedste menneske, som Schopenhauer har sagt. Og i lignelsen om den barmhjertige samaritaner er det heller ikke et medlem af kultureliten, der hjælper, når det kommer til stykket.”