Prøv avisen
Interview

Forfatter mistede 4-årig søn: Det er vigtigt at have et sted at gå hen med sin sorg

Forfatteren Karsten Skov har et særligt forhold til Broager Kirkes kirkegård, hvor der både findes en soldatermindehøj og et gravsted for hans egen søn. – Foto: Nina Krogh Skov

Forfatteren Karsten Skov ved, hvad det vil sige at miste et barn. Han har tilegnet sin nye roman ”Enkeland” om Første Verdenskrig til sin søn, Jakob, der døde som fireårig og ligger begravet på Broager Kirkegård ved siden af soldatermindehøjen

”Kan du se den lille gård derovre?”, spørger den sønderjyske forfatter Karsten Skov, da vi står på Iller Strand med ryggen til industrimuseet Cathrinesmindes Teglværk i Sønderjylland, hvor hans nye roman ”Enkeland” udspiller sig.

Det er en smuk, sommerlig forårsdag, hvor solen spejler sig i det blikstille sund, mens fuglene synger for de små anemoner i strandkanten, og knopperne på træerne er ved at sprænges af nyt liv. Men på den anden side af fjordbredden kan den lille gård ganske rigtigt anes som en hvid prik, der gemmer på en sort historie.

”Det var fru Schwarz, der boede der. Hun mistede fire sønner under Første Verdenskrig. Da hun fik telegrammet om den sidste søns død, siger man, at hun skreg så højt, at man kunne høre det helt oppe ved Broager Kirke,” siger Karsten Skov og lader en pegefinger løbe to kilometer langs fjordbredden for at stoppe ved kirken, der selv peger op mod himlen med to spidse spir i det fjerne.

Karsten Skov kigger ned på strandens grove sten, som pludselig ligner tusind gravsten under hans fødder.

”Det er ikke til at forstå, hvilken smerte hun må have følt. Men Første Verdenskrig ramte hele Sønderjylland. Hver familie har sine historier. Og hver gang jeg holder et foredrag, kommer folk stadig og fortæller nye beretninger om, hvordan den store krig ramte deres familie,” siger Karsten Skov, der nu er klar med sin anden roman om Første Verdenskrig.

Debutromanen ”Knacker” fra 2013 har også inspireret til spillefilmen ”I krig og kærlighed”, der får premiere til efteråret – som en markering af 100-året for Første Verdenskrigs afslutning. Men den store krig bliver man aldrig rigtig færdig med her på egnen.

Sønderjylland bærer stadig både på en stor sorg og en stor stolthed, der har rødder i den store krig og årene under den tyske kejser. Ingen andre danske landsdele flager så flittigt som her, hvor Dannebrog klamrer sig til sønderjyske flagstænger overalt i det frodige og fredelige landskab. Men i mange år var det danske flag forbudt, mens de dansksindede sønderjyder var underlagt den tyske krone fra nederlaget i 1864 til genforeningen i 1920.

Siden er sønderjyderne aldrig holdt op med at flage. Og det er heller ikke tilfældigt, at Cathrinesminde Teglværk er malet rødt og hvidt, ligesom der sågar bliver udbetalt bolsjer i rød-hvide farver sammen med ugelønnen på det fiktive teglværk, som er inspireret herfra, i Karsten Skovs nye roman ”Enkeland”. Men inden kong Christian X red tiljublet tilbage ind i Sønderjylland på sin hvide hest i et hav af dannebrogsflag, havde egnen altså også oplevet en nærmest ubegribelig tragedie. 30.000 sønderjyder blev sendt i krig for den tyske kejser i Første Verdenskrig, og 5333 vendte aldrig levende tilbage. Sådan blev Sønderjylland til ”Enkeland”.

”Første Verdenskrig har optaget mig, siden jeg som dreng havde en gammel lærervikar, der selv havde deltaget i krigen. Min oldefar var også med. Men han talte aldrig om sine fire år i skyttegravene, efter han til sidst gik hjem fra Verdun.”

Karsten Skovs første roman handler om desertører under Første Verdenskrig. De sønderjyske desertører blev ikke skudt, men det kunne have store omkostninger for familien, der for eksempel kunne miste deres marker og det, der var værre:

”Jeg har lige læst en beretning om en søn, der deserterede, så faderen i stedet blev indkaldt. Faderen tilgav aldrig sin søn, at han var deserteret. Og da faderen kom hjem fra skyttegravene, snakkede han ikke til sin søn resten af livet. Det forstår jeg ikke, for hvis det var min søn, så ville jeg hellere selv derned, end at han skulle. Og min nye roman handler også mere om at kæmpe med tabet efter en søn eller mands død.”

”Enkeland” udspiller sig både ved fronten i Frankrig, men først og fremmest i området omkring Broager, hvor teglværkerne dengang var nærmest lige så vigtige som landbruget.

”Der lå omkring 40 teglværker på en stribe her. Sådan havde teglværkerne samme betydning for Sønderjylland, som Danfoss og Linak har i dag. Det var hårdt arbejde for de fattige mennesker, der også lod børnene gå til hånde, så her har været et liv uden lige. Men krigen ødelagde teglværksindustrien, mens enkerne gik i sort, fordi sognene var blevet støvsuget for mænd.”

Det ser man også på Broager Mindehøj, hvor de faldne sønderjyske soldater fra området har fået deres navne hugget ind i sten – en sten pr. familie, så fru Schwarz’ fire drenge – Theobald, Johannes, Frits og Jens Schwarz – deler én sten ved siden af de mange andre sten omkring mindehøjen, der er en sagnkonge værdig. Og på toppen er der plantet egetræer, der i princippet kan leve videre her de næste tusind år, mens stenene i skyggen vidner om liv, der blev stoppet alt for tidligt.

”Det var unge mænd, der skulle være blevet gamle og have fået familier. De fleste af dem nåede ikke engang at få børn selv. Men mindet om dem lever stadig her 100 år efter krigen, og jeg synes, at det er smukt at have sådan et sted for de efterladte og for familiernes efterkommere. For det er vigtigt at have et sted at gå hen med sin sorg,” siger Karsten Skov, der selv bor i byen og ugentligt kommer på kirkegården for at samle tankerne og behandle sin egen sorg. For på kirkegården ved siden af mindehøjen ligger hans egen søn, Jakob, der kun blev fire år.

”Til Jakob” står der også i romanen, som Karsten Skov således både har baseret på virkelige beretninger og sine egne følelser. For mens han har stavet sig gennem arkiver og lokale årbøger for at finde gode historier til sin roman, kan han personligt først og fremmest identificere sig med de sørgende enker og mødre under krigen:

”Jeg kender desværre alt for meget til tab selv. Jeg mistede min mor, da jeg var 20 år, og jeg mistede min søn, der kun blev fire år, så jeg ved, hvor vigtigt det er at kunne gå et sted hen med sin sorg. Mange af de især mødre og koner, der mistede sønner og mænd under Første Verdenskrig, skulle jo tilmed leve med sorgen over, at sønnen eller manden var begravet et sted langt borte i en anonym soldatergrav, men jeg har selv været glad for at have en grav at besøge.”

Karsten Skovs søn døde under en hjerteoperation.

”Vi havde fået tvillinger, Anders og Jakob, men Jakob havde en hjertefejl, så han blev opereret tre gange. I dag ville han have overlevet, fordi man er blevet dygtigere til den slags operationer, og det er ekstra hårdt at tænke på. Men vi troede, at han ville klare den, så vi snakkede aldrig med ham om døden. Men den kunne han godt selv fornemme. Tre dage før operationen sagde han, at han ikke ville dø. Det kom bag på os, så vi fortalte ham bare om alt det, han ville kunne, når han var blevet opereret,” siger Karsten Skov og tier et øjeblik:

”Han var den stærkeste, selvom det var ham, der var den svageste. Og de næste fire år husker jeg nærmest som en tåge. Jeg levede ikke, jeg overlevede bare. Vores anden tvillingedreng siger selv, at han fik en god opvækst, og det var også meget ham, vi overlevede på grund af. Men jeg har da tænkt, at vi spildte nogle vigtige år i både hans og vores liv efter Jakobs død. Sorgen bærer man jo altid med sig, men efter fire år begyndte livet langsomt at vende tilbage, og siden fik vi også en datter.”

Idéen til ”Enkeland” fik Karsten Skov på en måde allerede, da børnene var små, og familien var på campingferie på Als, hvor der gik en historie om, hvordan der lå en hjemhentet soldat fra Første Verdenskrig begravet på campingpladsens grund.

”Jeg ved ikke, om det var rigtigt. Men det gjorde mig nysgerrig, og siden fandt jeg en beretning om en mand, der både hentede soldaterlig ved Øst- og Vestfronten, så det er blevet en del af historien i ’Enkeland’.”

Romanen handler også om, at man kan miste børn på flere måder. En ung mor i romanen bliver således tvunget af sine forældre til at bortgive sit barn, mens en anden mor får frataget sine børn af den tysksindede, barske amtmand, fordi hun er dansksindet. Og det bygger på virkelige beretninger:

”Jeg har for eksempel læst om en mor, der fik frataget alle sine børn, fordi hun havde sendt sin ældste søn i typograflære på den dansksindede Flensborg Avis, og så længe han var i lære der, ville amtmanden tage hendes børn og give dem til tysksindede mødre. Sådan måtte kvinderne kæmpe deres egen kamp, mens mændene kæmpede i skyttegravene.”

Midt i magtesløsheden spillede troen en stor rolle for mange sønderjyder:

”Gud betød noget for dem. Det kan jeg se i beretningerne. Og jeg tror også, at tro betyder mere, når man står i en ekstremt magtesløs situation. Hvis man har sendt sin mand og sine fem sønner i krig, så kan man jo ikke gøre meget andet end at bede. Der findes jo heller ikke noget sted, der bliver bedt mere, end i lufthavne i dag. Og jeg ved, at der blev bedt meget under Første Verdenskrig her i Sønderjylland.”