Jeg blev introduceret til Eminems første plade i 1999 af min ven, som jeg havde en rapgruppe med. Men året efter, lige der omkring hvor Eminems andet album, ”The Marshall Mathers LP”, udkommer, begynder vores venskab at gå i stykker. Min ven vil pludselig ikke tale med mig, og jeg føler mig meget alene og meget forladt, da jeg går i Amager Centret og køber Eminems nyeste plade. Og jeg tænker, at hvis jeg hører den, kan jeg være up to date og tale med ham om den. Men i stedet for at dele det med min ven, ender det med at blive en meget introvert lytteoplevelse, hvor jeg må diskutere pladen med mig selv hjemme i Urbanplanen (på Amager, red.).
”The Marshall Mathers LP” samler trådene op fra Eminems forrige plade og beskriver et univers med umotiveret vold, stoffer og vrede. Men man kan også mærke, at Eminem er blevet mere introvert. Han er blevet gjort bevidst om sit ansvar som rapper og kontroversiel rollemodel, men han afviser det. Og så stikker han fingeren i såret på nogle af de allermest betændte problematikker i datidens USA. Columbine-massakren og Clinton og Lewinsky-affæren for eksempel.
Da jeg lyttede til pladen dengang, var det derfor befriende for mig at mærke, at intet var tabu. Alting kunne gøres grin med, og man kunne svine folk til. Der var intet filter. Det var også en plade, som testede amerikanernes forhold til ytringsfrihed. Mange mente, den var for voldsom, for homofobisk, for sexistisk, og det interessante i den sammenhæng er jo så at diskutere, hvor bogstaveligt kunst skal tages. Hvor langt ude, hvor makabert, og hvor meget over stregen må man gå? Eminems plade er autobiografisk, grotesk, en mareridtsoperette af vredesudladninger, og han lærte mig at tage min egen vrede og kanalisere den ud gennem lyrik. Det var mit eneste våben dengang, for jeg var ikke en slagsbror, men vendte alting indad. Så jeg begyndte at skrive om mit miljø og min egen indestængthed, min frustration over mig selv og min familie.
Konceptet med at bruge sin egen smerte i kunst stiftede jeg for første gang bekendtskab med, da min mor spillede Eric Claptons ”Tears in Heaven” for mig. Men jeg følte, at Eminem tog det til et andet niveau, fordi han i modsætning til Clapton udlægger alle de rådne og forbudte tanker. Der er ikke så meget guf eller kant i at konstatere, at man ”must be strong and carry on”, og jeg tænkte tit: Hvor er vreden, selvbebrejdelsen og de dunkle tanker? Hos Eminem får det frit spil på et absurd makabert niveau.
Jeg havde det faktisk lidt med Eminem som teenager, som jeg havde det, da jeg læste Karl Ove Knausgård i mine 20’ere. Det var en værdsættelse at opleve en kunstner, der skræller sig selv fuldstændig bar. Hvem han er, hvor forfærdelig han er, alt det vi ikke troede, vi turde høre. Det har jeg taget til mig, og det har inspireret mig til at skrive min debutroman.
I dag har jeg et lidt ambivalent forhold til Eminem, for jeg synes ikke, han har lavet nogle særligt gode plader siden 2003. Han var og er stadig min største inspiration, men han er også en kunstner, som desværre ikke er vigtig længere. Det er, som om benzinen og vreden forsvinder, i takt med at man bliver verdensberømt og ikke nødvendigvis har de samme problemer at fortælle om. På Eminems nyeste plader er det mere en leg end en mand, der har noget på hjerte. Og den med noget på hjerte vinder altid hos mig. Den, der har noget at fortælle, og ikke bare vil fortælle noget. Det er også vigtigt for mig som forfatter. Jeg var meget nervøs for, om min debutroman ville blive alt, hvad jeg havde at byde på. Men jeg tror nu mere, jeg har skrevet mig ren. Jeg er kommet ud med det allermest nødvendige og kan nu arbejde videre ud fra mig selv.
