Morten Ramsland er en langsom forfatter. Det siger han selv.
I samtalens løb viser det sig dog, at han også har gang i rigtig mange andre ting. Blandt andet maler han, og sære skikkelser i akryl på lærred præger familiens hjem i Brabrand.
Men det at være langsom til at skrive er faktisk noget, han insisterer på:
”Jeg har en idé om, at mine romaner skal hvile. De skal hæve, før jeg kan se, hvad det er for et brød, jeg har slået op.”
Han begynder ellers altid i fuld fart.
”Jeg skiver meget intuitivt, det kommer alt sammen herfra,” siger forfatteren og lægger hånden på maven: ”Jeg går bare i gang, når jeg kan mærke, at jeg er nødt til at skrive. Alt, jeg har brug for, er en – ikke nødvendigvis særlig god – idé, og så vokser det derfra”.
Idéen er denne gang et gådefuldt æg af guld, som har været i en families varetægt siden middelalderen. Nogle generationer tillægger ægget frugtbarhed, andre mener, det bringer ulykke, og andre igen, at det slet ikke er ægte.
”Mennesket har en tendens til at tro, at det er lige præcis NU, vi ved, hvordan tingene hænger sammen. Men selvom det, folk gjorde for længe siden, kan virke dumt, er det måske dig og mig, der fremstår dumme om 300 år. Der ligger en enorm magtudøvelse i at være den, der definerer, hvad der er rigtigt og forkert, og den myte vil jeg gerne være med til at punktere med mekanismer, der kan opstå omkring … ja, et æg,” siger Morten Ramsland.
Mens hans barske, selvbiografisk inspirerede ”Sumobrødre” foregik i barndommens 1980’ere og den forrygende slægtsroman ”Hundehoved” handlede om en norsk-dansk familie fra 1930’erne og frem, så strækker handlingen i ”Æg” sig over flere århundreder. Og det var, ”som at blive sluppet løs på en legeplads”, siger Morten Ramsland.
”Der er højt til loftet i det historiske rum. Der var drama i middelalderen, man levede på kanten af eksistensens afgrund, verden var beskidt, kropslig, farlig og fuld af overtro, og det gav mange muligheder for gode historier”.
Vi sidder i forfatterens køkken, og på en stor sort tavle bag ham er der også skrevet en historie. Et hverdagsdrama om en forstadsfamilie med tre børn. ”Husk at købe HAVREGRYN!”, står der med kraftigt kridt ved siden af det potentielt dystre faktum, at Hjalte skylder 676 kroner. Til gengæld har lillebror Silas ikke alene vundet en konkurrence, hvor han har spist 3,5 kiks på et minut, der er også nogen, der skylder ham penge.
Men som i alle familiehistorier er det svært at gennemskue sandheden, og egentlig er det Malte, bemærker Morten Ramsland, der er den mest sparsommelige af husets to yngste.
Hvilket bringer os hen til det forhold, at fortællinger om familie og slægt altid er åbne for fortolkning. Da Ramsland skrev ”Hunde- hoved” (som er solgt i svimlende 250.000 eksemplarer) opdagede han for eksempel, at familiens fælles erindringsgods hen over generationerne ’’var blevet til røverhistorier, for at sige det, som det er”.
Forfatteren havde dengang brug for at vide mere om sine slægtninge i Bergen i 1930’erne og 1940’erne og spurgte derfor til de historier, han som lille havde fået fortalt af sin farmor.
”Hendes far var skibsreder i Bergen, men i Anden Verdenskrig blev hans skibe sænket et efter et af tyskerne. Som barn kunne jeg næsten høre telefonen, som den må have lydt, når nogen ringede for at sige, at nu var endnu et skib gået tabt. Til sidst gik han fallit og døde.”
Da farmor blev gået på klingen, kom det dog frem, at skibsrederen var blevet ramt af konkurs allerede i 1930’erne, og at han først mange år senere var død som følge af en blodprop. Både tid og omstændigheder var altså kraftigt ændret.
”Men følelsen af at være prisgivet store historiske kræfter fanger fortællingen jo meget præcist. Nogle gange er det de beretninger, der er længst væk fra det, der skete, som bedst afspejler den sande stemning. Virkeligheden er tit noget rod og kommer til at stritte i alle retninger”, siger Morten Ramsland.
I ”Æg” er der også røverhistorier. Man kan mærke, at forfatteren har moret sig med at gendigte hverdagslivet i middelalderen.
”Jeg blev overvældet over de der meget groteske måder at anskue livet på; ud over det lidt, jeg kendte til hekse og nisser, var der jo et virvar af overtro og tro. Det gav mig et humoristisk element, men sagde også noget om alment menneskelige vilkår – om det at tvivle og at søge. I dag fortrænger vi nogle gange de store eksistentielle spørgsmål, men de er der jo stadig,” siger Ramsland, som, mens han skrev, blev helt opslugt af etnologiske opslagsværker som V. J. Brøndegaards bøger om folk og fauna.
Men hvorfor lade sine romaner kredse om slægtskab og rødder i en tid, hvor familien angiveligt er ved at miste sin betydning?
”Det er jo rigtigt, at familien ikke længere er en samlende instans i samfundet, der er heller ikke et økonomisk incitament til at være en familie længere. Selvfølgelig er det meget praktisk i forbindelse med, at man har små børn, men man kunne jo nok få det til at gå op alligevel. Samtidig flytter folk væk, hvor de kommer fra, så familien også mister sin praktiske funktion,” medgiver Morten Ramsland og læner sig så ivrigt frem i stolen.
”Men det betyder jo ikke, at familien rent følelsesmæssigt har mistet sin funktion. Det, at man ikke er så tydelig del af en familie længere, afføder netop et behov for det sammenhold på en anden måde. Og det får man blandt andet dækket ved at beskæftige sig med familiens historier, se bare på interessen for slægtsforskning.”
Netop i en verden, hvor globale værdier og mobilitet er modeord, er det vigtigt at vide, hvad man kommer af, argumenterer Morten Ramsland.
”Så bliver historierne endnu vigtigere, der jo en overflod af fiktioner lige nu, også på platforme som Netflix. Der er et kæmpestort behov for fortællinger”.
Faktisk er det i historierne, meningen med tilværelsen skabes, mener han.
”For at finde mening har vi brug for at sætte tingene på fortællingens formel. Det er også det, religionerne gør, alle historierne om vores skabelse, om vores vilkår, om hvad der er godt og ondt. Videnskaben giver også kun mening, når den bliver til fortællinger. Det er historierne, der skaber sammenhængskraft, og som får spejlet de følelser, man selv tumler med.”
Og så er det i orden at smøre tykt på, sådan som dine fortællere, inklusive morfaderen i ”Æg”, gerne gør?
”Bestemt!”
Historien om Morten Ramsland som en meget langsom forfatter er der også smurt lidt tykt på. For faktisk er ”Æg” ikke den eneste roman, han har skrevet på de seneste syv år. Mens ”Æg” hvilede og hævede, sådan som han kan lide det, har han arbejdet på endnu et manus, der bærer arbejdstitlen ”Lyskabinettet”.
Igen er det familien, der er i fokus, og romanen er både mere selvbiografisk og en del længere end ”Æg”. Den er nu redigeret ned fra 1400 sider til en ”mere normal størrelse”. Og kvalmen er næsten ved at indfinde sig, så han ved, den snart er færdig.
”Den udkommer formentlig allerede næste år, så det bliver to romaner lige efter hinanden,” siger forfatteren, der for første gang nogensinde er ved at overhale sig selv.