Forfatter om faderens selvmord: Jeg ville ønske, at han havde fået samme hjælp som mig

I erindringsromanen ”Farskibet”, der udkommer i næste uge, fortæller den 29-årige forfatter Glenn Bech om de frygtelige konsekvenser af faderens selvmord. Familien var bestemt ikke bedre stillet uden en far, som han ellers skrev i sit afskedsbrev

”Selvmord er aldrig en løsning”, siger Glenn Bech, der som femårig mistede sin far og skriver om kaosset efter faderens selvmord i ”Farskibet”. – Foto: Leif Tuxen.
”Selvmord er aldrig en løsning”, siger Glenn Bech, der som femårig mistede sin far og skriver om kaosset efter faderens selvmord i ”Farskibet”. – Foto: Leif Tuxen.

Den første sætning i forfatteren Glenn Bechs omfangsrige selvbiografiske debutroman ”Farskibet”, skrev han, da han var 16 år:

”Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.”

Sætningen, der er henvendt til Glenn Bechs afdøde far, står alene som et efterladt digt på den ellers tomme bogside, som om der egentlig ikke er mere at sige. Men det er der. For romanen, der har taget fem år at skrive, er på over 550 sider i en ofte sprængt form med forskellige skrifttyper og fortællerstemmer, der må afspejle det kaos, som faderens selvmord udløste i familien og i Glenn Bech, så de mange ord i ”Farskibet” nærmest virker som ét oprørt hav.

I mange år følte den nu 29-årige forfatter faktisk, at der ikke var ord til at beskrive, hvordan det var at miste sin far som femårig og med det samme føle, at han skulle trøste både sin mor og lillebror. Som en slags alt for ung far for dem begge.

”Mit første barndomsminde er, at min mor fortæller mig, at min far er død. Måske er det sådan en traumeerindring, der i virkeligheden har overskrevet alt andet. Derfra virkede det i hvert fald ikke vigtigt, hvem jeg var. Jeg tilsidesatte straks mine egne følelser. Nu handlede det om min mor. Det oplevede jeg med det samme. Jeg skulle holde om hende, så hun kunne græde. Og som jeg husker det og beskriver det i bogen, stod hun med min fars selvmordsbrev i hånden, da hun fortalte om hans død. Det gjorde hun i virkeligheden ikke, har jeg siden fået fortalt, så allerede den scene må jeg ubevidst have digtet videre på senere, og i romanen beskriver jeg også scener fra før, jeg havde et sprog, så alene det gør det til en fiktionsroman. Men følelsen kan jeg stadig mærke,” siger Glenn Bech og tier et øjeblik i telefonen fra sin lejlighed på Nørrebro i København, som på mange måder ligger langt fra barndommen i Horsens.

”Jeg har ingen erindringer om min far, men jeg husker, hvordan jeg straks følte, at det nu var min opgave at opmuntre min mor og sørge for, at hun var glad. Når hun løb op i soveværelset for at græde, prøvede jeg at stoppe hende, fordi jeg ikke ville have, at hun skulle være ulykkelig, og senere følte jeg, at det også var min opgave at beskytte hende og min lillebror, da hun fandt en ny, voldelig mand, som vi kom til at bo sammen med i Horsens,” siger Glenn Bech.

Det var selvfølgelig alt for stort et ansvar for sådan en lille dreng, men afmagten og sorgen efter faderen satte sig i ham som en grundfølelse af forladthed – og af ikke at slå til, da den første stedfar for eksempel ifølge romanen voldtog moderen for øjnene af ham.

”Jeg kunne hverken beskytte min bror eller mor, og jeg begyndte at skamme mig og hade mig selv for det i en alder, hvor jeg ikke havde sprog for det. Men følelserne tog bare til i styrke. Jeg overlevede kun ved at fortælle mig selv, at jeg en eller anden dag nok skulle få min hævn. Vreden skulle omsættes til noget, der på en eller anden måde kunne kompensere for det, jeg havde oplevet. Jeg ville vise over for mig selv og hele verden, at jeg faktisk var noget værd. Og i stedet for at brænde skolen ned eller selv at gå til i et misbrug, endte jeg med at skrive denne her bog, så det har været en indre nødvendighed at skrive den,” siger Glenn Bech og tilføjer, at han dog ikke har skrevet bogen for at hævne sig på nogen eller hænge nogen ud, selvom han går tæt på sine nærmeste i erindringsromanen, der først og fremmest er skrevet for at vise konsekvenserne af et selvmord.

”Jeg har givet min mor og min bror lov til at læse med, men bogen er først og fremmest et ærinde mellem mig og min far. For jeg vil forklare, hvad det betød, at han forsvandt. Min far troede aldrig, at han var god nok. Han følte sig utilstrækkelig som mand, som far og som menneske. Det kan man læse ud af hans selvmordsbrev, som jeg først læste for fem år siden. Han troede, at det ville være en befrielse, hvis han forsvandt, så vi kunne ’begynde forfra’, og han opfordrede min mor til at vælge sin næste mand med større omhu. Han skulle bare vide, hvilke voldelige mænd min mor siden ville finde. Men jeg tror, at min far var syg, da han tog beslutningen om selvmordet. For selvmord løser aldrig noget, og det er sørgeligt, at han valgte at falde i søvn i sin sorg over ikke at føle sig god nok.”

Det var også derfor, at faderen drak, ligesom hans far drak før ham, fortæller Glenn Bech.

”De var ofre for en giftig maskulin kultur, hvor man ikke talte om følelser. Men ifølge de historier, jeg har hørt, var der ikke noget at sige til, at min far ikke troede på sig selv. For min farfar nedgjorde ham konstant. En af min mors veninder har for eksempel fortalt, hvordan min farfar kun dukkede op for at påpege alle fejlene, da min far forsøgte at lægge et tag derhjemme. Og sådan må min far have følt, at han gjorde alting forkert.”

Samme følelse kæmpede Glenn Bech selv med gennem det meste af sin barndom og ungdom, men med en helt anden strategi end faderen – og lillebroren, der ifølge erindringsromanen som barn var mere udadreagerende, når han ikke sad angstfuld foran sine computerspil. Men selv forsøgte Glenn Bech i stedet at overbevise sig selv om, at han var noget værd ved at blive en mønsterelev i skolen.

”Jeg tænkte nok også, at uddannelse var min billet væk fra Horsens, hvor jeg i forvejen følte mig anderledes som homoseksuel, så jeg kæmpede som en soldat i skolen for at klare mig, og jeg fik også 12 i alting i gymnasiet, så jeg kunne frit vælge studieretning. Jeg ville gerne læse noget, der kunne gøre mig klogere på livet. Det kunne både være blevet filosofi og teologi, men jeg valgte psykologi, fordi jeg tænkte, at det var mere vendt mod samfundet og erhvervslivet.”

Han klarede sig også godt på studiet og havde et ph.d.-forløb i sigte, da han skrev speciale om de psykiske konsekvenser af at få en kræftdiagnose.

”Men jeg blev ikke selv hjulpet af at læse psykologi ud over at få et teoretisk sprog for noget af det, jeg selv havde været igennem. Jeg arbejdede manisk med at skrive et godt speciale, mens jeg sideløbende gik på en forfatterskole. En aften besluttede jeg pludselig til at søge ind på Forfatterskolen, og jeg arbejdede utrætteligt på min ansøgning fra 10 om formiddagen til tre om natten i flere uger, hvor jeg måtte drikke whisky for at falde i søvn. Jeg nåede at sende dem fem forskellige versioner af min ansøgning, fordi jeg rettede den til hele tiden. De havde aldrig set en ansøger, der var så opsat på at komme ind.”

”Mit første barndomsminde er, at min mor fortæller mig, at min far er død,” siger forfatteren Glenn Bech, hvis far begik selvmord, da sønnen var fem år. – Foto: Leif Tuxen.
”Mit første barndomsminde er, at min mor fortæller mig, at min far er død,” siger forfatteren Glenn Bech, hvis far begik selvmord, da sønnen var fem år. – Foto: Leif Tuxen.

Glenn Bech kom også ind. Til gengæld var han i mellemtiden brændt helt sammen med sit speciale og endte med at skrive et helt nyt speciale, som var mere lystbaseret. Sådan blev han psykolog på et speciale om spilleridentitet i computerspillet ”World of Warcraft”, som han havde spillet meget som teenager. Og derfra lavede han et nyt Word-dokument, som skulle blive til ”Farskibet”. Endnu en krise meldte sig dog i julen 2017, efter han manisk og indelukket havde arbejde flere år på sit erindringsværk, hvor han igen følte, at han var ved at brænde sammen.

”Hele mit liv havde handlet om at dække andre behov og især at være der for min mor og min bror, så jeg havde også dårlig samvittighed, da jeg i sin tid flyttede til København for at læse psykologi, for jeg følte, at jeg skulle være der for dem hele tiden. Men nu begyndte jeg selv at se en psykolog, en specialist i psykoterapi, i januar 2018. Ham var jeg i terapi hos gennem 2,5 år, og det var gennem det forløb, at jeg følte, at jeg begyndte at få plads til mig selv igen. Det var mere givende for mig end hele psykologistudiet,” siger Glenn Bech og tilføjer:

”Jeg ville ønske, at min far havde fået samme hjælp. Han var et offer for det, jeg kalder giftig maskulinitet, han var et offer for sin fars forventninger og vold mod sine nærmeste, og fordi min far selv voksede op i den kultur, opsøgte han ikke selv en psykolog, men brugte og misbrugte i stedet alkoholen. Jeg var selv et sensitivt og indadvendt barn, som min far nok var det. Men hvis jeg skal være stolt af noget i mit liv om mange år, er det ikke at videreføre mine barndomstraumer til mine børn, hvis jeg får nogen,” siger den unge forfatter, der tror på, at det vil lykkes.

”Jeg har bedt om hjælp og fået den. Det er også det, der har gjort, at jeg kunne færdiggøre ’Farskibet’, for nu har jeg fået bearbejdet mine egne traumer så meget, at jeg kan skrive om dem, og mit forhold til min mor har aldrig været bedre. Det sidste halve år er vi gået i familieterapi sammen, hvor jeg har fået lov til at tale ud, og vi har fundet nogle sundere grænser over for hinanden, så jeg for første gang nu føler en asymmetri til fordel for barnet, altså mig. I dag har jeg en kæreste, som jeg har haft i 2,5 år, og ham ville jeg heller kunne have haft et meningsfuldt forhold til, hvis jeg ikke havde været til psykolog, så det har givet mig en ny retning og en ny optimisme,” siger han, inden han lader sig fotografere ved Nørrebrohallen, hvor de hvide striber på asfalten ligger som snoede livsforløb, der godt kan falde på plads, selvom de tager et sving.

”Barndomstraumer kan forkrøble én senere i livet, og man er ikke herre over, hvad man bliver udsat for, men det kan være godt at tale om, det kan være godt at græde, og det kan være godt at turde være sårbar. Det fik min far ikke med hjemmefra, og det gjorde jeg heller ikke, men det ved jeg nu. ”