Prøv avisen
Interview

Forfatteren, der tegner om det uperfekte moderskab: "Jeg nægter at skamme mig"

Line Kjeldsen Jensen tegner barselslivets svære sider. Her ses tegningen med titlen ”Min mor siger, jeg vidste, hvad jeg gik ind til.” – Alle tegninger: Line Kjeldsen Jensen.

De seneste tre år har Line Kjeldsen Jensen inspireret sit publikum med ærlige tegninger om det uperfekte moderskab, nu senest i en ny bog. Nogle mennesker har undervejs fortalt hende, at hun var en dårlig mor – men det har kun givet hende mere blod på tanden

En mor, der har låst sig ude på toilettet for at undslippe sin mand og to skrigende småbørn. Et par, der skændes om, hvis tur det er til at blive hjemme og passe det feberramte barn. Opvask, snot og kaos. Situationerne er fra 42-årige Line Kjeldsen Jensens liv som mor til tre og foreviget på hendes tegninger. Med en blyant, sårbarhed og humor som værktøjer har hun siden 2016 udstillet sandheden om moderskabet med dets tilhørende følelser af både bitterhed og kærlighed. Det absurde og det kaotiske. Det hyggelige og det smukke.

Tegningerne bliver offentliggjort næsten i det sekund, de er færdige, på hendes profil på det sociale medie Instagram. Her følger 17.000 mennesker med hver eneste dag. Hun har også samlet tegningerne i to bøger, hvoraf den seneste, ”Det store regnestykke: En ægte kærlighedshistorie”, netop er udkommet. På nogle af tegningerne i den seneste bog er hendes mor på 69 år også med, da hun til tider har mindet Line Kjeldsen Jensen om, at hun vel vidste, hvad hun gik ind til, da hun blev mor. At hun burde være mere taknemmelig. Lykkelig endda.

Line Kjeldsen Jensen siger, at hun forestiller sig, at hendes mor har været bekymret for selve offentliggørelsen af tegningerne og familiens private problemer. At svære ting er noget, man taler om inden for hjemmets fire vægge, så man ikke ”får ørene i maskinen” ved at sige dem højt.

”Min mor var nok bekymret for, at nogen kunne finde på at sige, at jeg var en dårlig mor,” siger Line Kjeldsen Jensen.

Hun fortæller, at moderen ikke var bekymret uden grund, for der var nogle, som tog imod Line Kjelsen Jensens arbejde, præcis som hun havde frygtet. I forbindelse med udgivelsen af sin første bog deltog Line Kjeldsen Jensen i et tv-interview. Hun husker at have sagt noget i retning af, at det er hårdt at være på barsel og kedeligt at tømme opvaskemaskinen hver dag. Flere hundrede mennesker reagerede efterfølgende med vrede kommentarer på internettet om, at hun slet ikke burde have fået sine børn. Men det har kun styrket hendes overbevisning om, at hendes arbejde er vigtigt:

”Verden siger stadig, at kvinder skal elske deres børn, blive hjemme og tie stille om, hvordan de har det. Virkeligheden er bare en anden, når man står i det, og det bliver vi nødt til at tale om. Det er meget problematisk at sige til nogen, der har det svært, at de ikke burde have det sådan. For det går ikke væk, og så får man det endnu værre, fordi man nu også skal til at skamme sig over, hvad man føler. Og jeg tror, at mit tegneprojekt er blevet et oprør mod den måde, samfundet tænker på. Jeg nægter at skamme mig over, hvordan jeg har det,” siger hun. Hun har derfor valgt ikke at lytte til sin mors råd, men i stedet fortsætte med at dele sine tegninger, så andre i det svære barselsliv ikke skal føle sig alene.

”Og måske kan jeg få folk til at grine lidt ad det samtidig. For jeg bruger jo humor som våben. Mine tegninger er ikke en slagsang om, hvor uretfærdig verden er. De er også en kærlighedserklæring til mand og børn og en konstatering af, hvor absurd tilværelsen kan være. Som når man skændes med sin mand om, hvem der har sovet dårligst,” siger hun.

I begyndelsen var det slet ikke meningen, at projektet skulle være et oprør. Line Kjeldsen Jensen begyndte på det for at undgå at blive skør, mens hun var på barsel. Hun havde et spædbarn, en toårig, en teenager, en skadet fod og en musikermand, der var hjemmefra fire dage om ugen. Hun var efterladt fastlåst og isoleret i hjemmet.

I hendes nye bog er barslen forbi, og hun skal til at bevæge sig ud i verden igen og finde sin plads i den. Det er en udfordring, når man både skal være sig selv, en god mor og en god partner. Og fordi så mange har kunnet se sig selv i hendes tegninger, er de blevet til mere end bare skildringer af hendes egen hverdag med børn. De skildrer mange menneskers hverdag – og kamp.

”Der er behov for at bryde med forestillingen om, at vi skal være perfekte, og at man kun kan være mor ved at ofre sig selv. Vi kommer alle sammen til kort, mænd som kvinder, når vi forsøger at leve op til de idealer,” siger Line Kjeldsen Jensen og taler om en perfekthedskultur, som er blevet til inden for de sidste par årtier.

Hun er selv vokset op i en helt anden tid – i 1970’erne som barn af nogle ”1968’er-agtige forældre”. De tog hende med til demonstrationer og til middage hos vennerne, hvor hun fik lov til at sove ude i garderoben.

”Jeg husker det som en dejlig og tryg barndom. Men på grund af den perfekthedskultur, der er i dag, er mange af de ting, som mine forældre kunne slippe af sted med for at realisere sig selv dengang, sværere at slippe af sted med for os. I dag bliver alt, der ikke er barnets behov, anset som noget dårligt,” siger hun.

Ud over oprør, opvask og skænderier indeholder hendes tegninger også en masse kærlighed. Som tegningen af, at hun kommer sent hjem og som det første går ind og ser på sin sovende datter. Der er også taknemmelighed. Som når hun reflekterer over, at hun måske burde ringe hjem til sin egen mor lidt oftere.

”Man får nogle erkendelser om sine forældre, når man selv får børn. Om at alt det, jeg står i nu, det har min mor stået i med mig. Selvom hun måske i dag har fortrængt det lidt. Og tænk, at man går rundt og tillader sig at synes, at hun er lidt irriterende. Det er jo utrolig utaknemmeligt. Samtidig forestiller man sig, at ens egen baby, som man ligger og aer og elsker så højt, pludselig en dag også bliver en voksen kvinde, som vil synes, man er irriterende,” siger Line Kjeldsen Jensen.

I dag, tre år efter at hun først startede med at hænge sit vasketøj ud til offentlig skue, handler det for hende også om fællesskab, når hun deler sine tegninger med andre i samme situation som hende selv:

”Folk siger, at hvis de møder andre, som følger mine tegninger, så føler de med det samme, at de kender hinanden. Og at de kan slappe af, fordi de ikke skal gemme sig bag en facade. Det er jo helt vildt smukt.”