Huden er blevet tynd og gennemsigtig som sider i Bibelen, men kroppens forfald, der hele tiden peger på døden, er den eneste sandhed, der står tilbage for jegfortælleren i Peder Frederik Jensens nye bog. ”Skullfucking” hedder den. Det er svært at sige, om den er en lille roman eller et langdigt. For selv sætningerne er blevet afstumpet korte som knækprosa i værket, der kan minde lidt om en syret 2017-udgave af Prædikerens Bog.
For det handler om livets tomhed uden Gud, hvor de tanker, der plager mennesket et sted under kraniet, hverken kan finde mening eller skønhed, men kun tomhed og steder at tisse.
Fortælleren er blevet en skygge af et menneske. Han lever i en verden, hvor alt det smukke er blevet grimt, fordi alle sandheder er blevet misbrugt. Han lever derfor med Peder Frederik Jensens ord i en ”liturgiløs verden”, hvor de store ord er blevet tomme skaller, mens freden, frelsen og fællesskabet er blevet fremmedord. Det er den dystre dystopi, som præstebarnet og forfatteren Peder Frederik Jensen skriver frem i sin bog, som han selv beskriver som en slags efterlysning af Gud.
Det kan virke som et naturligt tema, for Peder Frederik Jensen er vokset op i en berømt teologfamilie som søn af præsten Elsebeth Diderichsen og teologiprofessoren, domprovsten, forfatteren, debattøren og den senere rektor for præsternes efteruddannelse og højskoleforstander Ole Jensen, som regnes for en af K.E. Løgstrups største disciple. Men faktisk er tankerne om Gud først for nylig begyndt at vende tilbage i Peder Frederik Jensens liv og tekster:
”Hvis man er omgivet af religiøsitet og højskolekultur hele sin barndom, er det nok meget naturligt, at man begynder at spørge efter mening andre steder. Det var det i hvert fald for mig, da jeg var i begyndelsen af 20’erne, så i stedet for at søge ind i teologien blev jeg uddannet bådebygger.
Det lyder ellers meget Noa- agtigt…
”Ja, og det bliver omfavnet utrolig meget af teologer, som rigtig godt kan lide det. Og det handler nok om Noa. Men jeg ville altså ikke bygge både til frelse. Jeg ville bare finde nogle andre måder at gribe livet an på. Mine forældre var nære venner med Auken-familien. Margrethe Auken var min gudmor, men jeg syntes, at det var tankevækkende, at Ida Auken valgte at blive teolog som sin mor. For jeg ville selv et helt andet sted hen.”
Peder Frederik Jensen fandt ro i håndværket, men de store håndværkerhænder søgte også mod tastaturet og førte ham ind på Forfatterskolen, hvor han begyndte at skrive sine bøger, der i begyndelsen var renset for teologi og kristendom. Men som profeten Jonas, der sejlede i sin egen retning, fulgte Gud alligevel på sin egen måde, mens Peder Frederik Jensen skrev om mennesker i eksistentielt stormvejr, fortæller han:
”Det er lidt bemærkelsesværdigt, at kristendommen var fraværende i mine første bøger. Da jeg stod i et menighedshus i Hasle og fortalte om min novellesamling ’Banedanmark’, sagde en af tilhørerne for eksempel, at han havde bemærket et totalt fravær af religiøsitet i bogen. Det havde jeg ikke tænkt over selv, men det hænger måske sammen med, at kristendom har fyldt så meget i hele min barndom, at jeg søgte efter mening andre steder, da jeg blev voksen. Men da jeg så udgav min store roman ’Vold’ sidste år, sagde en af mine venner, at det virkede som en stor eftersøgning efter Gud. Sådan havde jeg heller ikke tænkt det dér, da jeg skrev den, men jeg kan godt se, at det er rigtigt. Og sådan er det også i min nye bog, hvor min eftersøgning efter det guddommelige helt klart er der, den ligger bare ikke i det umiddelbare.”
Bogen er derimod netop skrevet som ”en allergi mod store ord”, men længslen efter en mening, der rækker ud over mennesket selv, ligger der stadig. Det er bare svært at finde Gud i en tid, hvor alle de store ord hele tiden bliver misbrugt, forklarer han:
”Den måde religiøsitet bliver brugt på nu, er jo meget manipulerende, fordi man stiller sig i position, hvor der selvfølgelig er tvivl, men også hele tiden er svar. Troen er smuk som en personlig trøst, men den bliver lynhurtigt fæl, når den bliver spændt foran politikere, der vil misbruge den for at holde andre nede og ude. Det ser man for eksempel lige nu i USA, hvor Trump misbruger kristendommen til at få sin egen dagsorden igennem. Længe før han lagde hånden på Bibelen for at blive taget i ed som ny præsident, havde han jo fået bibelbæltet med sig ved at tale frygten op med Bibelen i hånden. Det kan undre en lidt, når hans budskaber nærmest taler stik imod Bibelens ’frygt ikke’-budskaber,” siger Peder Frederik Jensen og tilføjer:
”Jeg har heller ingen fornemmelse af, at troen skulle betyde noget for Trump på det personlige plan. Men hvis man kan bilde folk ind, at man taler på vegne af Gud, kan ingen jo sætte spørgsmålstegn ved ens autoritet. Og man ser det endda også herhjemme, hvor kristendommen på den ene side er fraværende, men på den anden side bliver brugt utrolig meget i værdipolitikken. Det ser man for eksempel, når Martin Henriksen bruger kristendommen til at skille danskere fra fremmede. Man er kun dansker, hvis man fejrer de kristne højtider, sagde han senest. Men der er ikke meget ånd i sådan en ytring.”
Når kristendom bliver brugt politisk, bliver det en form for ”liturgiløs kristendom”, hvor kristendom bliver reduceret til ord, der har til hensigt at fremme ens egen dagsorden, mener han.
”Så har troen intet at gøre med at finde fred, men så bliver den et beskidt politisk våben. Og det frastøder mig, ligesom jeg synes, at det er meningsløst at tale om, at man kun er dansker, hvis man er kristen. Det er jo absurd. Kristendommen er en mellemøstlig ørkenreligion med et universelt værdisæt. Kristendommen har selvfølgelig præget Danmark meget, men det er absurd at hævde, at den skulle være noget eksklusivt dansk. Og på samme måde bruger andre jo islam politisk. Jeg har selv rejst en del i Vestafrika, hvor jeg har set muslimer, der udstrålede en enorm fred. Men freden hænger sammen med reaktionære og patriarkalske strukturer, og freden kan vende til det modsatte, hvis man modsætter sig dette. Det er et grundlæggende træk ved religion, som jeg har svært ved, at den kan misbruges, når den bliver et politisk våben. Det fik mig engang til at mene, at verden ville blive et mere fredeligt sted uden religion, hvad min mor blev meget stødt over.”
Sovjetunionen var jo heller ikke noget særligt fredeligt sted…
”Nej, men sovjetmarxismen kan man måske også opfatte som en erstatningstro. Måske har folk også bare brug for at tro. Det viste sig jo også, at der var mange, der bevarede en tro under kommunismen. Og troen er jo også smuk, når den bliver en personlig trøst, fordi man føler, at man på en eller anden måde kan læsse af over for Gud eller få mod ved at tænke på livet i et evighedsperspektiv. Men troens største problem i dag er vel stadig, når den bliver brugt politisk. Og det sker hurtigt, når religionen hele tiden fristes af at skulle kunne fortælle noget om alting. For så bliver den misbrugt af Trump, Martin Henriksen eller den folkekirkelige højrefløj for den sags skyld. For man kan finde det alle steder. Selv Alternativet, der måske vil insistere på et meget verdsligt samfund, er jo selv dybt præget af en form for nyreligiøsitet. Det er bare en slags new age-filosofi, der synes at præge dem.”
På den måde virker det, som om alle politiske projekter altid skal have en religiøs overbygning. Men det bliver tit en religiøsitet uden dybde, mener han.
”Det er den tilstand, jeg skriver om i ’Skullfucking’. For hvis samfundet på overfladen glemmer Gud, bliver der plads til de overfladiske ypperstepræster, der har alle svarene. Uffe Elbæk og Martin Henriksen bliver ypperstepræster. Men de er ypperstepræster uden metafysik. Og min bog kan vel godt læses som en reaktion på et samfund, der har mistet metafysikken. For det, tror jeg, skaber en åndelig hjemløshed, som jeg selv kæmper med. Hele livet er jeg blevet spurgt, om jeg er troende, fordi jeg er teologibarn. Men jeg har stadig svært ved at kalde mig kristen, fordi det ord er blevet så misbrugt, og troende derfor forveksles med truende. Og jeg synes også, at det er svært at forstå, at kristendommen for eksempel stadig bliver brugt til at holde homoseksuelle nede flere steder i verden. Men jeg er også stadig påvirket af min fars tænkning om gudstabet og det vigtige i at huske forvalteransvaret i forhold til Jordens ressourcer. For jeg deler hans bekymring for, at naturen udelukkende bliver betragtet som et redskab, ligesom jeg selv er bekymret for, at religion udelukkende bliver betragtet som et redskab. Inderligheden har jeg selv svært ved at finde. Men jeg må jo savne Gud, når jeg efterlyser ham i mine bøger.”