Prøv avisen
Interview

Forfatter: Sandheden afhænger af synsvinklen

Romaner kan hjælpe læserne med at se livet fra flere synsvinkler, så man bliver klar over, at der findes mange subjektive bud på sandheden, mener Jan Kjærstad, som her bliver spejlet i en skulptur på Louisiana under det nordsjællandske kunstmuseums litteraturfestival i sidste uge. – Foto: Leif Tuxen

Gode romaner har spørgekraft nok til at plante nye spørgsmål i læseren, mener den norske forfatter Jan Kjærstad. Han er aktuel med romanen ”Storefjeld”, som er et forsøg på at dykke dybere ned i nationaltraumet fra Utøya

Den norske forfatter Jan Kjærstad har før brugt ordet ”underliggørelse”, og det er stadig centralt for ham. For romaner kan ”underliggøre” det, der ellers er blevet talt så meget om, at ordene til sidst er blevet opbrugt og har mistet deres kraft, så det, der i begyndelsen virkede som dybe visdomsord, ender som klichéer.

Men når en fortælling bliver ”underliggjort” gennem en roman, er det, som om de slidte ord bliver pløjet op og gjort frugtbare igen, så nye spørgsmål spirer frem, mener han. Og med sin roman ”Storefjeld” har Jan Kjærstad taget den mest slidte og sørge-lige fortælling i nyere norsk historie og gjort den til en roman. For selvom ”Storefjeld” ikke handler direkte om Anders Breiviks massakre på Utøya den 22. juli 2011, er der ingen tvivl om, at romanen er et forsøg på at dykke dybere ned i det nationale traume, som terrorhandlingen udløste. Og skal man tro anmelderne, er det lykkedes.

Her i avisen blev romanen karakteriseret som ”medrivende og tankevækkende” og fik fem stjerner af anmelderen. Og selv er Jan Kjærstad lettet over, at bogen heller ikke er blevet mødt med aggressivitet i hjemlandet, når man tænker på, at bogen behandler et emne, der stadig er traumatisk og følsomt for mange nordmænd.

”22. juli er det vigtigste nationaltraume i norsk historie siden Anden Verdenskrig. Jeg skrev selv fire artikler til norske aviser om det, for hændelsen optog alle. Men en vigtig begivenhed bliver ofte en kliché, så det bliver vanskeligt at skrive godt om den, fordi den er blevet talt og skrevet ihjel, så man ikke længere ser, hvad det drejer sig om, fordi alle de vigtigste ting er blevet fortalt så mange gange, at de er blevet glemt. Men jeg tænkte, at det var muligt at udvide stoffet i romanform,” siger Jan Kjærstad med et fast blik bag brilleglasset:

”Jeg har en stærk tro på, at en roman kan give en erkendelse, som man ikke kan skabe gennem sagprosa, journalistik eller film. Jeg ville gerne skrive en roman, der tog fat om det fundamentale, så den kunne rejse de store spørgsmål om menneskesyn, livssyn og verdensanskuelse, der ligger under overfladehistorien om tragedien. For jeg tror måske, at det største kvalitetskriterium for en roman er, at den har spørgekraft nok til at vække nye spørgsmål.”

Til gengæld gik Jan Kjærstad hurtigt væk fra at skrive romanen om de virkelige begivenheder på Utøya i sommeren 2011 i et 1:1-forhold. I stedet skruede han tiden tilbage til 2008 og antallet af døde markant ned, så drabene i romanen ”kun” går ud over Arbejderpartiets leder, Arve Storefjeld, og fire af hans familiemedlemmer. Men Jan Kjærstad havde en klar idé med at nedskalere fortællingen, forklarer han:

”Alt bliver mere nøgent og klart, når man tager det ned i skala. Sådan er det også i musik. Et symfoniorkester skaber ofte en grød af musik med sit hav af toner, men i en strygekvartet kan man både høre harmonierne og melodien godt, mens man samtidig langt klarere fornemmer strukturerne i musikken. Man ser meget nemmere, hvordan et stykke musik er bygget op, når man hører kammermusik, end når man hører symfoniorkestermusik. Og sådan prøvede jeg at fylde de samme ofte forbudte følelser ind i et mindre rum gennem romanen, så man bedre kunne overskue dem.”

På den anden side har den norske forfatter bevidst forsøgt at skabe forvirring med sin form. For Jan Kjærstad har inddelt sin roman i tre dele, der er fortalt af tre forskellige fortællere – journalisten Ine Wang, byretsdommeren Peter Malm og den mulige gerningsmand Nicolai Berge.

Det er ikke første gang, Kjærstad fortæller en flerstrenget historie set fra forskellige synsvinkler. Op gennem 1990’erne fortalte han også historien om Jonas Wergeland set fra tre forskellige personer i en romantrilogi, der blev hans internationale gennembrud med ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren”, som også sikrede ham Nordisk Råds Litteraturpris i 2001. Og han er heller ikke den første, der ”underliggør” sine historier ved at fortælle dem fra forskellige synsvinkler, påpeger han:

”Det er et gammelt kneb. En af mine hovedopgaver på universitetet handlede også om den synoptiske tradition fra de tre evangelier Matthæus, Markus og Lukas. Mar- kusevangeliet er ældst, derefter kom Matthæus og Lukas med deres evangelier. Man ser, at det er tre fortællere, der ser stoffet fra tre forskellige vinkler. Noget af stoffet er fælles, men der findes for eksempel meget mere stof i Matthæusevangeliet end i Markusevangeliet, mens Lukasevangeliet kommer med helt nye historier til fortællingen. Og jeg tror, at læserne godt kan lide historier, der er flettet sammen af flere fortællere, der alle tror, at de har sandheden. Sandheden er ikke så enkel, og når man hører tre forskellige vidneudsagn, forstår man måske, at sandheden er endnu mere indviklet.”

Jan Kjærstad mener på den måde også, at romaner med flere forskellige fortællere kan klargøre for læserne, at enhver er sin egen subjektive verden. For det hører med til at blive dannet, mener han:

”Når man er et barn, ser man ikke, at der findes andre måder at opleve livet end ens egen. Og det er en vældig vigtig dag i livet, når man indser, at der findes andre mennesker, der ellers ligner mig, men mener noget helt andet. For indtil da har man troet, at alle har ment det samme som en selv. Men det er vigtigt at erkende, at alle mennesker har sin egen verden, for når man forstår det, kan man også bedre udvikle empati og respektere andre. Og når man dræber et andet menneske, dræber man på den måde også en hel verden.”

”Storefjeld” er med sin underliggørelse af tragedien samtidig også et forsøg på at fremlægge de forbudte tanker, som ellers sjældent kommer frem.

”For eksempel er en tragedie som den 22. juli også en mulighed for at fremme karrieren for journalister. I min roman er journalisten Ine Wang for eksempel allerede i gang med at skrive en biografi om Storefjeld, da han bliver fundet dræbt. Selvom hun sørger over den ulykke, er den timing en lykke for hende karrieremæssigt. Og det gælder også mig selv. Jeg har nu skrevet en bog, som snylter på ulykkerne. Men sådan beskriver jeg også modsætningerne i os selv. Journalisten er ægte fortvivlet og bestyrtet over Storefjelds død. Hendes tårer er ægte, men samtidig indser hun, at det er hendes nye store chance, mens dommeren i bogen betragter mediedækningen som en form for underholdning, som han inderligt håber snart vil slutte, så alting kan vende tilbage til det normale igen. For han kvalmes over, at folk sidder med deres kaffekopper foran fjernsynet og venter på næste episode, som om tragedien var en tv-serie.”

Kan man ikke også se det som en forbudt tanke, at den 22. juli faktisk var med til at skabe sammenhold i Norge?

”Jo, der kom også en snert af selvtilfredshed, fordi vi tacklede krisen så flot og ikke gav efter for terroristens ønsker. Nu får selv den gamle, forfaldne regeringsbygning lov til at stå, fordi man vil vise, at det ikke lykkedes terroristen at fjerne den. Og der har været en stor tilfredshed med, at man har gennemført en retssag eksemplarisk, hvor den tiltalte endda fik lov at forklare sig.”

Mange nordmænd følte nok også en form for sammenhold, fordi man nu havde en fælles fjende, forklarer Jan Kjærstad, der sammenligner den 22. juli med tiden under Anden Verdenskrig.

”Mine bedsteforældre talte altid om krigstiden under Anden Verdenskrig som den bedste tid i deres liv. For man havde en klar fælles fjende, mens alle hjalp hinanden. Og de havde aldrig haft det så godt, fordi alle måltiderne var festmåltider, for man var glad for den mad, man havde. De længtes jo ikke tilbage til krigen, men de fik alligevel en særlig glans i øjet, når de talte om den. For det er ofte sådan, at når man lever intenst med en trussel udefra, så vil livet også få en anden glød. På samme måde er der mange nordmænd, der finder en form for behag i at sidde og snakke om, hvor de var den 22. juli. Og om de deltog i roseoptoget eller mindegudstjeneste og så videre.”

På forfatterens køleskab i Norge hænger der også et skilt, hvor der står: ”Du lever 29.000 dage, hvis du er heldig. Hvor mange husker du?”, fortæller han og tilføjer:

”Måske vil jeg huske denne dag, fordi jeg er på Louisiana og bliver interviewet og er nervøs, men mange dage, hvor vi bare lever livet med at skrive og spise aftensmad med familien, husker man ikke. Men når man bliver presset af en udefrakommende begivenhed, husker man det, ligesom de fleste nordmænd ved, hvor de var, da Norge slog Brasilien i fodbold under VM i 98. Det var kun en fodboldkamp, men folk gik helt bananas som små børn. Og jeg løb selv ud og omfavnede naboerne,” siger Jan Kjærstad og tøver, inden han tilføjer:

”Min far døde i maj. Han blev 99 år og havde levet et godt liv, så det var, som det skulle være. Men de sidste dage på sygehuset var alligevel så intense, at jeg aldrig glemmer dem. For nu skulle vi pludselig sætte os ned og planlægge begravelse og blive enige om valg af kirke, og hvilke salmer der skulle synges – og hvem der skulle tale til begravelsen. Og da fik jeg følelsen af at leve intenst, fordi jeg var i kontakt med det mest basale i livet. Det får også en til at tænke over meningen med livet, når man bliver konfronteret med døden.”

På samme måde skabte den 22. juli en længsel efter mening i det norske folk, men nu er alle de flotte taler, der bandt befolkningen sammen, allerede blevet til tomme ord og hule klichéer, mener forfatteren.

”Ord som ’empati’, der ellers gik lige ind i folks hjerter under talerne fra statsministeren og kronprinsen, blev hule, fordi de ikke blev praktisk politik. Allerede året efter sendte regeringen børn, der havde fået asyl gennem 10 år i Norge, ud af landet. Og et ord, man også kunne stryge af sproget, var ordet ’ansvar’. Ingen tog ansvar. Selvom der var massiv kritik af sikkerheden og redningsak- tionen, som gjorde, at Breivik blev bremset så sent, blev den øverste leder af politiet bare siddende. Ingen tog ansvar. Men slagordet i Norge blev: ’Jeg tager ansvar og bliver siddende’,” siger den norske forfatter, inden han rejser sig for at komme videre til næste interview. For nu er både tiden og ordene opbrugt.

Foto: Leif Tuxen