Forfatter sidestiller Mao med Stalin og Hitler

I Frank Dikötters bog Maos store hungersnød fremlægger han dokumentation for de omfattende mord på den kinesiske civilbefolkning, som fandt sted under formand Mao Zedong. Manipulationen af tal og manglen på åbenhed ser vi stadig i dag, siger Dikötter til Kristeligt Dagblad

Frank Dikötter har som historiker haft adgang til lokale kinesiske arkiver og fået indblik i formand Maos brutalitet. – Privatfoto.
Frank Dikötter har som historiker haft adgang til lokale kinesiske arkiver og fået indblik i formand Maos brutalitet. – Privatfoto.

For den hollandske forfatter Frank Dikötter er der ingen tvivl. Maos regime i Kina var lige så skidt som Hitlers Tyskland eller Stalins Sovjetunionen.

Du kan ikke på nogen måde retfærdiggøre millioner af kineseres død i fredstid. Det er uanstændigt, og det er skamfuldt. Enhver, der forsøger at retfærdiggøre dette, har tabt deres moralske kompas, siger Dikötter.

LÆS OGSÅ:Hollandsk forsker opjusterer antallet af formand Maos ofre

Det er igennem hans arbejde med Kinas politiske projekt Det Store Spring Fremad, at Dikötter har fået øjnene op for den grusomhed, der blev begået i Kina under Mao. I sin bog Maos store hungersnød, der udkom på dansk i november, redegør Dikötter for, hvordan millioner af kinesere mistede livet under Maos politiske eksperiment, der havde til hensigt at kaste Kina ind i rækken af industrialiserede lande, men som endte med at slå over 45 millioner kinesere ihjel.

Problemet var, at der på det tidspunkt i Kina overhovedet ikke var landbrugskapacitet nok til at brødføde landet, mens det gik igennem en gennemgribende modernisering. De kinesiske provinsregeringer forsøgte at skjule underproduktionen af korn i Kina med oppustede statistikker, og ifølge Dikötter vidste Mao og kommunistpartiets ledelse alt om den følgende hungersnød uden at gøre noget ved det. Faktisk tillod Mao, at Kina i løbet af 1958-1962, hvor hungersnøden varede, stadigvæk eksporterede korn til Østeuropa.

Dikötter mener, at Vestens tiltagende relationer til Kina gør det nødvendigt at belyse dele af Kinas historie for et vestligt publikum.

Når du skal ansætte en person, ser du på hans CV. Der er en god grund til dette, da det fortæller lidt om vedkommendes baggrund, og hvordan han kunne tænkes at opføre sig i fremtiden. Det Store Spring Fremad, selvom det foregik for 50 år siden, har stadigvæk nogle tråde til i dag, siger Dikötter.

Det kan være det store fokus på økonomisk fremskridt frem for politiske reformer eller den store forelskelse, som centralregeringen har for statistik. De kolde tal. Manipulationen af disse tal og den mangel på åbenhed, der tillader, at disse tal bliver manipuleret. Det er alt sammen noget, vi ser træk af i nutidens Kina.

Dikötters bog Maos store hungersnød vandt den britiske litterære Samuel Johnson-pris i 2011, og juryen kaldte bogen for et slående originalt og vigtigt værk. Dikötter fortæller, at han startede på bogprojektet helt tilbage i 2006, da han begyndte at arbejde som professor i historie ved Hongkong Universitet.

Første gang jeg kom til Kina i 1985, vidste jeg overhovedet intet om den hungersnød, som Det Store Spring Fremad forsagede. Der var allerhøjst et par spredte artikler rundt omkring, som antydede, at der måske havde været en hungersnød på det tidspunkt, siger Dikötter.

Grunden til den manglende interesse for Det Store Spring Fremad har Dikötter nogle bud på:

I arbejdet med den kinesiske folkerepublik er der et vist pres. En kinesisk forsker kan blive sat i fængsel, og den kinesiske stat kan nægte et visum til en udenlandsk forsker, siger Dikötter, der dog endnu ikke selv er blevet nægtet et visum til Kina.

I det hele taget er der ifølge Dikötter stadig store historiske misforståelser til stede omkring Kina. Tidligere har han udgivet en bog, der hedder The Age of Openness China before Mao, en bog, der fortæller om Kinas liberale reformer før Mao. I lang tid har den gængse konsensus blandt historikere været, at mellemkrigstiden i Kina var præget af korruption og politisk ustabilitet, men Dikötter viser, at billedet ikke var helt så sort-hvidt.

Ekstraordinære skridt blev taget i løbet af perioden. Politiske skridt, der garanterede ytringsfriheden og retssamfundet. Ikke alt var vellykket, men generelt var omverdenen imponeret af Kinas fremskridt. Bevægelsesfriheden var der også. På det tidspunkt kunne en kinesisk bonde uhindret købe en billet for at søge lykken i Indonesien eller Malaysia, siger Dikötter.

Den kommunistiske magtovertagelse i Kina var dog skyld i mange ulykker, mener Dikötter. I Kina bliver magtovertagelsen kaldt Befrielsen, men ifølge Dikötter er dette ren propaganda.

Hvad var der at befri kineserne fra? Mange grundlæggende rettigheder blev taget fra borgerne. I løbet af et par år forsvandt ytringsfriheden, og i løbet af et par uger bevægelsesfriheden med et nyt passystem, fortæller Dikötter.

Dikötter mener ikke, at der er noget specielt kinesisk over et autoritært samfund. Nej, det er udelukkende på grund af kommunistpartiet, at Kina er blevet, som det er blevet.

Det samme skete, da bolsjevikkerne tog over i Rusland, eller da Adolf Hitler gjorde det i Tyskland. Det var en kæmpe katastrofe, og det har intet at gøre med kinesisk kultur. Kommunisterne befriede ikke Kina fra udenlandsk kolonisering. De sidste oversøiske besiddelser i Kina blev overdraget til Chiang Kai-shek (Kinas leder før Mao, red.) i 1943, siger Dikötter.

Ifølge Dikötter overdrog de kinesiske kommunister derimod store dele af det nordøstlige Kina til sovjetisk kontrol, og i realiteten var Kina op til Stalins død en sovjetisk satellitstat.

De seneste år har der været en række bøger, der har set med særdeles kritiske øjne på Mao Zedong, lederen af Kina fra 1949 til hans død i 1976. Ud over Dikötters bog har forfatteren til romanen Vilde svaner, Jung Chang, også udgivet bogen Mao: Den ukendte historie, der tegner et hårdt billede af Mao. Changs bog har dog modtaget kritik fra historikere, da den har en række problemer med kilder, der ikke kan verificeres eller indeholder informationer, der udelukkende baserer sig på mundtlige overleveringer. Samme problem har Dikötters bog ikke ifølge forfatteren selv.

Bogens data kommer fra hundredevis af kinesiske arkiver. Hele pointen med bogen er, at den ikke hægter sig op på mundtlig historie. Den hægter sig ikke op på udenlandske skøn. Den hægter sig ikke op på filtreret information. Bogen afhænger af de dokumenter, som det kinesiske kommunistparti producerede og har opbevaret, siger Dikötter.

Bundlinjen er, at det ikke kommer an på, hvor meget bevis jeg fremskaffer. Det betyder ikke noget, hvor god kvaliteten af mine beviser er. Realiteten er, at der altid vil være dem, som ikke har lyst til at høre på det. Der er nogle, som har et forvredet billede af Mao, af kommunismen og af Kina. Det er ren fornægtelse. Det er på samme måde, at der er nogle, som vil fornægte, at Hitler var ansvarlig for holocaust. Der vil altid være nogle, som fornægter, at Mao var skyld i forbrydelser mod menneskeheden og ansvarlig for millioner af menneskers død.

I sit arbejde som historiker har Dikötter oplevet, at kinesiske historikere kan være lige så kritiske med hensyn til deres system som de udenlandske.

Der er dog et skisma mellem, hvad de kan sige, og hvad de kan publicere. Jeg har talt med mange historikere, der er dybt kritiske over for Mao, men de har bare ikke lyst til at havne i fængsel på grund af det, siger Dikötter, der dog medgiver, at forholdene i Kina er blevet bedre siden Mao-æraen.

Men som Dikötter spørger, kunne det så blive meget værre?

Ud over Maos store hungersnød har Dikötter i løbet af de seneste 20 år udgivet ni bøger om Kina, herunder to bøger om Kinas historie med narkotika og en bog om kinesiske fængsler, kriminalitet og straf.

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af Frank Dikötters bog på

k.dk/kultur