Det er ikke så lidt, Vilhelm Hammershøis hustru, Ida Ilsted, står model til gennem Jesper Wung-Sungs anmelderroste roman ”Kvinde set fra ryggen”, der tegner et portræt af en kvinde med et mildt sagt rynkefremkaldende ungdoms- og ægteskabsliv.
Allerede i barndomshjemmet i Stubbekøbing står Ilsted i romanen alene med en fraværende købmandsfar, sorgen efter en død storebror og en psykisk syg mor, der aldrig har fået bearbejdet sin sorg, mens Idas anden bror er taget til København for at blive kunstmaler. Gennem ham møder hun Vilhelm Hammershøi, der hurtigt falder for hende og omvendt. Men svigermoren Frederikke Hammershøi er hurtig til at give Ida Ilsted klar besked om, at hun ikke er værdig til at blive gift med den geniale søn, hvis liv Frederikke som en moderne tigermor havde skemalagt, lige fra han kunne holde på en pensel.
Til gengæld var Ida Ilsted også i virkeligheden ikke blot malergeniet Vilhelm Hammershøis store kærlighed, men også hans absolutte yndlingsmodel, og når han ikke malede tomme rum, optrådte hun som regel på hans malerier, men mest med ryggen til, så man som betragter kun får et glimt af den gådefulde og tit lidt melankolske skikkelse på malerierne. Men det var faktisk et af Hammershøis mere sjældne frontale portrætter af Ida Ilsted, som gjorde Jesper Wung-Sung nysgerrig nok til at skrive så tyk en roman om hende, forklarer han:
”For mig er det billede i samme klasse som ’Mona Lisa’ og i hvert fald et højdepunkt i dansk kunsthistorie,” siger den danske forfatter og beskriver maleriet, som også er optrykt i romanen.
”Man kan se alle hendes rynker, blodårer, gustne hud og tørre hår, så det er på mange måder et nådesløst realistisk, men også et kærligt portræt af en kvinde, der ikke er hvilken som helst kvinde, men kunstnerens hustru og store muse. Hver gang, jeg har set det portræt, har jeg tænkt, at det er et portræt af en kvinde, som er mærket af det liv, hun har levet. Der er 17 års forskel på det portræt af Ida Ilsted og det langt lettere forlovelsesbillede, han malede af hende. Og der kan man virkelig se, hvordan tiden og ægteskabet med Hammershøi må have slidt på hende. Jeg fik en stor lyst til at være i det rum, hvor hun var. Vilhelm Hammerhøis historie er fortalt – i hvert fald gennem hans malerier, så hendes historie var langt mere interessant for mig.”
Jesper Wung-Sung havde allerede på det tidspunkt længe samlet på bøger om Vilhelm Hammershøi med den berømte maler som hovedperson, mens der kun stod lidt om hans kone og hustru, Ida. Men nu har Jesper Wung-Sung vendt rollerne om ved at gøre hende til hovedperson, selvom han kan spejle sig i dem begge, så det er ikke for ingenting, at han har dedikeret sin nye store roman til sin hustru, ”Christina, Fru Wung-Sung”.
”Det er en meget berettiget kærlighedserklæring, for det er også meget en roman om prisen for at være gift med en kunstner, der i bund og grund lever for sin kunst, så ægtefællen dybest set altid vil komme ind på andenpladsen. Der er den forskel, at Hammershøi var et geni og absolut i sin dedikation til kunsten, hvad jeg ikke er, men det betyder meget for mig at skrive. Jeg har sjældent rigtig gode dage, hvis jeg ikke skriver, og selv på ferier kan min søde kone godt gennemskue, at mit blik flakker rundt i hotellobbyerne for at spejde efter steder at skrive. Og jeg er typen, der godt kan finde på at gå tidligt i seng bare for at komme tidligere op og skrive. Det kræver naturligvis en kæmpe overbærenhed at leve med et menneske, der tænker på den måde, men jeg lever også meget af min kones kærlighed.”
Hvordan kan du så identificere dig med Ida?
”Jeg ser først og fremmest mig selv i Ida, fordi hun som jeg selv kommer fra en provinsby og får en plads i en verden med en kulturel kapital, der er fremmed for hende. Hun rykker ikke kun en liga op økonomisk, da hun bliver gift med Hammershøi, men hun rykker kulturelt set syv ligaer op. Og sådan havde jeg det i en beskeden parallel også, da jeg trådte ind på litteraturvidenskabsstudiet på Københavns Universitet, hvor jeg aldrig lærte at begå mig med samme naturlighed som alle akademikerbørnene. Men jeg har flyttet mig i den forstand, at jeg er blevet noget andet end dem, jeg gik i skole med. Jeg er ikke rundet af noget akademisk miljø. Jeg voksede selv op i en familie i Marstal på Ærø, hvor det slet ikke lå i kortene, at jeg skulle ende som forfatter, selvom min mor læste og læser meget. Men jeg var selv 18 år, før jeg selv læste en bog. For jeg forstod ikke meningen med at læse, før det pludselig opstod som et behov i mig. Derfor var skrivning og læsning aldrig forbundet med en lyst for mig som barn, men pludselig opstod det som et elementært, eksistentielt behov, der også flyttede mig fra den, jeg var engang.”
Allerede som ung blev Jesper Wung-Sung på den måde indfanget af både litteraturen og kunsthistorien.
”Ikke mindst Hammershøis billeder ramte en følelse, som allerede fandtes i mig. Der er en længsel efter noget større eller noget evigt kombineret med en forgængelighedsfølelse i de billeder. I Hammershøis ikoniske malerier ser vi kvinden fordybet eller fortabt i rummet, alene med sine tanker. Men der er netop også et forgængelighedselement af, at lige om lidt er denne kvinde væk, men rummet består. Og den følelse har jeg altid haft,” siger forfatteren.
”Jeg står op hver dag og ved, at jeg skal dø. Dermed ved jeg selvfølgelig også, at jeg først skal leve. Men jeg kan aldrig lægge bevidstheden om døden fra mig. Jeg kan huske helt tilbage i gymnasiet, at en af mine lærere sagde, at vi nu måtte investere de næste to måneder i fremtiden med intensiv læsning, fordi eksamenen havde betydning for resten af vores liv. Men jeg følte ikke, at jeg kunne afsætte to måneder til at læse, for jeg vidste jo ikke, om jeg overhovedet var i live to måneder senere, for bevidstheden om, at livet snart er slut, sad allerede i mig dengang. Den bevidsthed er stadig afgørende for den måde, jeg lever på. Og kunsten holder den bevidsthed i live, når jeg for eksempel ser et Hammershøi-maleri. Vi er her lige nu med hvert vores univers, som vi lige nu er fordybet i, men lige om lidt er vi forsvundet, og tilbage er det tomme rum.”
Hvorfor kan du ikke slippe den forestilling?
”Fordi alt andet er snyd og selvbedrag. Det eneste, der er os givet, er det, der er lige her og nu, så at investere i en hypotetisk fremtid er jo et absurd sted at anbringe sine aktier.”
Gør du ikke det, når du for eksempel skriver bøger?
”Jo, men ikke nødvendigvis i min egen fremtid. Kunst er at skrive et lille komma ind i evigheden, måske forsvinder det igen, måske bliver det stående som et refleksionsrum, efter vi er væk, ligesom de tomme rum på Hammershøis malerier stadig kan give mig et glimt af evigheden, når jeg ser på dem. Det er jo et dybt forfængeligt håb, at nogen skal læse mine bøger, når jeg er væk. Men samtidig kan jeg godt lide idéen om, hvor lille og ubetydelig jeg er i forhold til den store historie og forestillingen om evigheden. Og det er sært livsbekræftende at vide, hvor lille et komma jeg er i den helt store tekst. Den er den fornemmelse, jeg for eksempel får, når jeg står foran havet. At være uendelig stor og uendelig lille på samme tid og at have blik for mine muligheder og begrænsninger på samme tid. Og det er den samme fornemmelse, jeg har, når jeg står foran et Hammershøi-maleri.”
Hvordan ser du så på det kristne evighedshåb?
”Jeg er ikke religiøs i en dogmatisk forstand, men jeg kan som sagt godt forholde mig til den længsel efter evighed, man kan finde i Hammershøis billeder. Nogle af hans billeder virker næsten også religiøse, selvom jeg tror, at Hammershøi selv ville have svaret rungende nej, hvis man havde spurgt ham, om han var religiøs. Men når man for eksempel på et af hans malerier ser, hvordan Ida sidder foroverbøjet ved et bord, mens lyset vælter ind gennem vinduet, og en dør står på klem ind til et andet værelse på billedet, er det svært ikke at blive grebet af hans metafysik, som sikkert også kan læses kristent,” siger Jesper Wung-Sung, der dog ikke selv bekender sig til nogen bestemt religion.
”Vi opererer alle sammen med termer om retfærdighed og uretfærdighed. Fortjent og ufortjent. Lige nu modtager jeg mange lykønskninger for de ’velfortjente’ flotte anmeldelser. Det er sødt af folk at skrive, men det giver ikke nogen mening, for dybest set er verden hinsides fortjent og ufortjent. Livet er ikke retfærdigt. Men enhver religion er forbundet med forestillingen om en større retfærdighed, om ikke her så et andet sted. Det strider mod hele mit udgangspunkt, som er, at livet på et større plan er løsrevet fra begreber som retfærdighed og uretfærdighed. Der findes kun den måde, du agerer på lige nu og her. Det er for mig det, der gør livet vigtigt,” siger han og tilføjer:
”Lige nu er vi her, men om lidt er vi væk.”
Læs anmeldelsen af ”Kvinde set fra ryggen” på
k.dk/kultur