Prøv avisen
Interview

Norsk forfatter: Der er mange måder at føle sig overset eller udsat på i en søskendeflok

Den norske forfatter Helga Flatland har netop besøgt København for at tale om sin nye roman ”En moderne familie”, der især handler om søskenderelationer. Foto: Leif Tuxen

Der kan være meget forskellige oplevelser af at vokse op i den samme søskendeflok. Det mener den anmelderroste norske forfatter Helga Flatland, der er aktuel med den danske oversættelse af romanen ”En moderne familie”

Artiklen er første gang udgivet 23. juni 2018.

Kain og Abel prøvede begge at komme i kontakt med deres ”bedstefar” i Himlen, men havde hver sin oplevelse af, hvor svært det var at blive anerkendt. Konkurrenceforholdet mellem søskende fortsætter både i Bibelen og litteraturhistorien. For søskende er lavet af det stof, der giver gode dramaer, hvad enten det drejer sig om Askepots kamp med sine stedsøstre eller Thomas Manns fortolkning af Josef og hans brødre. Og derfor undrer det den norske forfatter Helga Flatland, at der ikke findes flere norske samtidsromaner, der drejer sig om søskende.

”Der er søskende i mange romaner. Men det er få samtidsromaner, der har søskende som hovedtema. Og det gav mig lyst til at skrive en roman om søskende,” forklarer Helga Flatland, der i øjeblikket er i Danmark for at tale om sin anmelderroste roman ”En moderne familie”, som netop er udkommet i dansk oversættelse.

”Jeg voksede selv op i en familie med tre søskende. Det har måske også givet mig lyst til at skrive om søskende, for jeg synes, at relationen mellem søskende er meget kompleks og derfor meget spændende. Og på den måde bruger jeg naturligvis også mine egne erfaringer fra at vokse op i en søskendeflok, selvom jeg skriver ren fiktion. Inspirationen kommer jo altid et sted fra, og det er vanskeligt at skille ad, hvad der er mig, fiktion eller tekst,” siger hun og tilføjer:

”Det er måske heller ikke så interessant. Enhver skabende kunstner er jo dømt til at tage udgangspunkt i sig selv, sin egen fantasi og sine egne erfaringer, men for mig handler det meget om at omskrive det.”

Selv har Helga Flatland kredset om familien som tema i det meste af sit forfatterskab, der også tæller den roste romantrilogi ”Bliv hvis du kan, rejs hvis du må”, ”Alle vil hjem, ingen vil tilbage” og ”Der findes ingen helhed”. Og den nye roman handler ikke bare om søskende, men ser den samme familie gennem tre forskellige søskendes synsvinkler, og det kommer der tre forskellige fortællinger ud af i den samme ”fuga” i ”En moderne familie”, forklarer hun.

Romanen er også bygget op omkring de tre vidt forskellige fortællerstemmer. For det er en selvstændig pointe for Helga Flatland, at man typisk opfatter sig selv og sin egen rolle i en søskendeflok helt anderledes, end de andre søskende ser en. Og sådan kan man være vokset op i den samme familie med vidt forskellige oplevelser af den:

”Man kan stå i samme situation, men opleve den helt forskelligt som søskende. Og det har været en udfordring som forfatter at beskrive den forskel, så de tre søskendes fortællinger på den ene side ligner hinanden lidt, men også fraviger hinanden,” siger Helga Flatland, der også tidligere har prøvet at opbygge sine romankompositioner omkring forskellige stemmer.

”Det er en vældig interessant måde at skrive på, for det giver jo en mulighed for at skildre en situation fra forskellige vinkler og derigennem også vise, hvordan alle opfatter virkeligheden subjektivt. Sandheden er jo subjektiv, og de forskellige versioner af virkeligheden opleves jo som sande fra alle synsvinkler, men når man ser, at andre har et andet billede af virkeligheden, kan det være med til at nuancere billedet lidt.”

Romanen begynder, da de tre voksne søskende Liv, Ellen og Håkon inviteres med til deres fars 70-årsfødselsdag, som han fejrer ved at invitere hele familien med til Italien, hvor der venter dem en overraskelse, som de tre søskende reagerer meget forskelligt på.

”Liv er ældst, og på mange måder har hun indrettet sit liv efter forældrenes forbillede, så det bliver et chok for hende, da forældrene annoncerer, at de skal skilles. Liv har taget sine forældres værdier til sig, og derfor oplever hun det også, som om hendes livs fundament smuldrer, da glansbilledet af forældrenes ægteskab nærmest bliver opløst med et skuldertræk. Det udløser derfor en krise for hende, så forældrenes skilsmisse også går ud over hendes eget ægteskab og forholdet til hendes egne børn,” afslører Helga Flatland.

Og der er en grund til, at Helga Flatland hele tiden vender tilbage til familien som motiv:

”Jeg synes fortsat, at familien er den måske vigtigste institution i samfundet, men formen på familien er mindre vigtig. Familien er og har altid været noget, jeg udforsker i romanen. Hvad sker der med familien, når generationerne forskydes, så forældre på 70 år stadig er ’unge’ og sultne på resten af livet, og når man venter, til man nærmer sig 40 år, med at få børn? Jeg er ikke optaget af at rette nogen moralsk pegefinger her, jeg er oprigtigt nysgerrig på tematikken, og jeg tror, at jeg har skildret det, som måske kan være én af konsekvenserne. Jeg tror også, at vi vil se, at begrebet familie ændrer sig. Den vil fortsat være vigtig, men mere defineret af den enkeltes opfattelse.”

Hvordan vil du selv definere en familie?

”Jeg mener, at familie er det sted, man føler, at man hører til. En familie kan bare være mange ting, og ægteskabet behøver ikke at være en forudsætning for at have en familie.”

Det samme mener Håkon også i romanen, men selvom Helga Flatland måske identificerer sig mest med ham, har hun som en god mor fordelt sine følelser på alle de tre søskende:

”Jeg er ikke eksistentialist på samme måde som Håkon, men jeg stiller også spørgsmål til måden, vi forholder os til ægteskabet i en moderne verden. Det fascinerer mig at så mange fortsat vælger at gifte sig og indgå et troskabsløfte, selvom de kender skilsmissestatistikken. Det kan jo være, at alle tænker, at det ikke sker for dem, men mest sandsynligt tror jeg nok, at de fleste tænker på det som en vigtig ramme, som noget symbolsk, men også som et løfte og en kontrakt, som ganske udramatisk kan brydes.” Sådan går det – uden at afsløre for meget – i ”En moderne familie”, hvor forældrenes skilsmisse også ændrer forholdet mellem de tre søskende:

”I denne familie tror alle tilsyneladende, at de har et nært forhold til hinanden. De anser sig selv for at være meget nære, men det viser sig, at den nærhed forudsætter, at alle indtager deres bestemte roller, så dynamikken i fællesskabet må ikke ændre sig, hvis idyllen skal være intakt. Men hele balancen forskyder sig lidt, da forældrene fortæller, at de skal skilles, og det er nok til at rokke ved de fastlåste roller. For så må de tre søskende finde en ny måde at være søskende på – måske på en lidt mere moden og selvstændig måde,” afslører forfatteren alligevel.

Helga Flatland trorikke, at det er unormalt, at voksne mennesker bærer deres roller fra barndommens søskendeflok med sig ind i voksenlivet:

”Jeg kan se det på min egen lillebror på 25 år, som jeg stadig kan behandle som den lille, selvom han jo er voksen. Og i enhver familie tror jeg, at der er uudtalte forventninger til familiens dynamik, fordi man er vant til at forholde sig til, at familien ikke kun indtager faste pladser omkring spisebordet, men først og fremmest i forhold til hinanden. Det er en gruppedynamik, hvor alle har en fast plads.”

Er du så selv en anden, når du er sammen med din familie?

”Ja, det tror jeg. Jeg har et godt forhold til min familie, men ikke et lige så naivt forhold til mine forældre som Liv, der betragter sine forældre som en urokkelig konstant i livet. Næsten som Gud. Men jeg betragter mine forældre som mennesker, der også godt kan udvikle sig, ligesom jeg selv har udviklet mig. Men jeg er faktisk lidt usikker på, hvordan min familie ser på mig i forhold til, hvordan mine venner ser på mig. Men jeg tror måske, at min familie stadig fastholder mig en smule i den rolle, jeg havde, da jeg var barn. Når man møder nye mennesker, kan man jo i princippet blive en anden hver gang, men i ens familie er der forventninger til, hvordan man opfører sig. Man siger også, at ens familie kender en bedst. Men man drives jo netop samtidig af familiens forventninger, som hurtigt kan blive selvopfyldende.”

I romanen er rollefordelingen i søskendeflokken for eksempel tydelig, da Håkon på 1,95 meter indtager rollen som lillebror, da han lægger sig ned på bagsædet, efter forældrene har sagt, at de skal skilles. For så skal han være den lille, mens Liv nok skal tage ansvar som den store. Men det viser sig, at alle tre søskende føler sig hensat til bagsædet på forskellige måder:

”Man kan jo både føle sig som en central del af familien og en perifer del af en familie, men der er mange måder at føle sig overset eller udsat på i en søskendeflok. Mens Liv føler, at det er hende, forældrene har kontrolleret mest, føler Ellen sig klemt som det mellemste barn, mens Håkon har følt sig lidt uden for søskendeflokken. Sådan har de hver sin oplevelse af at være en del af den samme familie.”

Foto: Leif Tuxen