Forfatter: Svigtene i en slægt kan sætte sig igennem i mange generationer på subtile måder

To historier i forfatter Kristina Stoltz’ slægt har inspireret hende til at skrive en roman om, hvordan svigt og svære valg får konsekvenser mange slægtled frem. Skriveprocessen var præget af melankoli og sorg, men resultatet blev forfatterens hidtil lyseste roman

I forfatter Kristina Stoltz' slægt har flere mødre af forskellige årsager måttet forlade deres børn. De svigt, det har affødt gennem generationer, tager hovedpersonerne i den nye roman "For evigt" afsæt i, men handlingen er fiktiv, understreger Kristina Stoltz.
I forfatter Kristina Stoltz' slægt har flere mødre af forskellige årsager måttet forlade deres børn. De svigt, det har affødt gennem generationer, tager hovedpersonerne i den nye roman "For evigt" afsæt i, men handlingen er fiktiv, understreger Kristina Stoltz. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix.

70-årige Baby blev som treårig forladt af sin mor, der stort set forsvandt fra den ene dag til den anden. Baby blev et vildt barn, der søgte ud i skoven og kunne sidde i timevis og iagttage livet i skovbunden og lytte til vindens raslen i træernes blade. Hun bliver selv tidligt mor, men vil ikke bindes af forældreskabet. Så i perioder forlader hun sin datter, Anna, for at udleve sine drømme og få afløb for sin frihedstrang. Hun har levet et eksperimenterende og bohemeagtigt liv med mange kærlighedsforhold, arbejdet med gadeteater i Paris, været lastbilchauffør og børnehavepædagog og haft sin egen ventetøjsbutik. Forholdet til datteren er problematisk, og da Baby forsvinder og ikke giver lyd fra sig i to år, er det både en sorg og en lettelse for Anna. I en form for protest mod Babys livsvalg har hun selv valgt at leve et liv med et job som sosu-assistent og en mere stabil tilstedeværelse for sin egen datter, Cajsa.

Disse tre generationer af kvinder er hovedpersonerne i forfatter Kristina Stoltz’ nye roman, ”For evigt”. En samtids- og kollektivroman, der med de tre kvinder i centrum undersøger temaer som forældreskab, omsorg, omsorgssvigt, kærlighed og sorg. Det er temaer, som den prisbelønnede forfatter tidligere har behandlet i flere af sine bøger, men i sin nye roman har hun gravet dybere ned i den betydning, som svigt og svære valg har for de næste mange generationer i en slægt.

Romanen er ikke selvbiografisk, men inspirationen kommer fra hendes egen familie.

”Både på min mors og min fars side af slægten er der mødre, som er blevet smidt ud af hjemmet eller selv har forladt det og derfor ikke har haft mulighed for at have noget med deres børn at gøre. På min fars side var det min farmor, der havde den erfaring af en mor, som blev smidt ud og forment adgang til sine børn; på min mors side var det min oldemor. Af forskellige – ikke helt afklarede – grunde fik de ikke mulighed for at være mødre for deres børn, og med tiden er det blevet tydeligere og tydeligere for mig, at det har haft store konsekvenser, ikke kun for deres børn, men også for de næste slægtled – og for alle dem, som vi i familien er tæt på,” siger hun.

De brudte bånd 

På sin mors side kender Kristina Stoltz ikke så meget til historien, men ved dog, at hendes tipoldemor blev smidt ud af hjemmet sin mand og måtte forlade den herskabslejlighed på Frederiksberg ved København, som dannede rammen om deres fælles liv.

”I familien har der været forskellige spekulationer om, hvad grunden var. Om min tipoldemor måske var blevet gravid igen og blev smidt ud, fordi hendes mand ikke ønskede flere børn, eller at han måske havde fundet en anden kvinde. Men resultatet var, at han stod tilbage med to drenge og en pige – og pigen var min oldemor. Når min mor taler om det, tillægger hun mange af de problematikker, der har været mellem mødre og børn i den gren af familien, det svigt, der skete dengang,” siger Kristina Stoltz.

På hendes fars side, hvor det var hendes farmor, der blev forladt af sin mor, er historien mere præsent, og det er i høj grad Kristina Stoltz’ farmor, der har dannet grundlag for og inspirereret til karakteren Baby i ”For evigt”.

”Min farmor voksede op i en velhavende familie i Norge, og da hun var tre år gammel, blev hendes mor smidt ud af hjemmet, sandsynligvis fordi hun havde forelsket sig i en anden mand. Hun flyttede i hvert fald kort efter sammen med en anden mand, og det blev faktisk en historie i tabloidpressen i Norge, fordi mine oldeforældre var et kendispar. I mange år fik min farmor ikke lov at have kontakt med sin mor,” fortæller Kristina Stoltz.

Ud over en hemmelig brevveksling mellem farmoderen og dennes mor havde de to ingen kontakt, før farmoderen blev teenager. På det tidspunkt fik hun igen kontakt med sin mor og havde udsigt til at skulle flytte hjem til hende, da moderen pludselig døde.

”I romanen vokser Baby op i en velhavende svensk familie, og bruddet med moderen minder meget om det, min farmor oplevede. Ligesom min farmor har Baby i romanen også levet et spændende liv, hvor hun har været god til at få det bedste ud af alting og har en stor optimisme og livsappetit. Fra et barnebarns perspektiv er det et spændende og sjovt og frit liv, og sådan har jeg også først og fremmest set på min farmor. For mig var hun et varmt, fantasifuldt og kærligt menneske. Men fra en søn eller datters perspektiv ser det anderledes ud. Der er en masse vrede og sorg over de svigt, de har været udsat for, men også stor kærlighed, og den ambivalens har jeg forsøgt at skrive frem i romanen,” siger Kristina Stoltz.

Ikke en slægtsroman 

Hovedpersonerne i ”For evigt” tager altså afsæt i forfatterens egen slægt, men herfra udviklede romanen sig i mange retninger, og handlingen er fiktiv, understreger hun.

”Det magiske og fantastiske ved at skrive fiktion er jo, at historien og karaktererne får deres eget liv, og der sker ting, som jeg som forfatter ikke havde forudset. Jeg havde heller ikke forudset, at romanen skulle blive så myldrende med så mange bipersoner. Derfor vil jeg heller ikke kalde den en moderskabs- eller slægtsroman, men en samtids- eller kollektivroman,” siger Kristina Stoltz.

I arbejdet med at skrive romanen læste Kristina Stoltz en del litteratur om traumer og svigt, og hvordan de nedarves til de næste generationer, ikke kun som noget, der overføres via handlemåder og psykologiske mekanismer, men også som noget konkret fysisk i form af spor i menneskers arvemateriale.

”Forskningen viser, at holocaustoverleveres traumer sætter sig spor i efterkommernes dna. Det var ret skræmmende at læse, men også udtryk for, at vi ikke nødvendigvis behøver at føle så stor skyld over de mønstre, vi gentager,” siger hun.

I forhold til sit eget liv er hun blevet mere tilgivende over for sig selv, fortæller hun.

”Da mine børn var små, var jeg ekstremt forhippet på, at ingen af de dårlige mønstre fra min familie – blandt andet med skilsmisser og psykisk sygdom – måtte gentage sig. Men jeg er blevet mere tilgivende over for mig selv og mine egne fejl, og jeg er blevet mere ydmyg, fordi jeg har indset, at noget alligevel har gentaget sig på de her lumske måder. Meget ligger helt fysisk i os. Den måde, vi er blevet vugget som barn, ligger i vores krop, så vi gentager det, medmindre vi hele tiden er hyper-bevidste om at ville gøre det anderledes,” siger hun.

I arbejdet med romanen er hun desuden blevet opmærksom på, hvordan et bevidst forsøg på ikke at gentage tidligere generationers mønster kan indeholde en ny form for svigt.

”Jeg tror på, at man til dels kan bryde mønstre af svigt, hvis man er bevidst om det. Men på en underlig bagvendt måde er der alligevel ofte noget, der gentager sig. I romanen vælger Anna for eksempel at leve et mere stabilt liv end sin mor. Men selvom hun ikke er fysisk fraværende i sin datters liv, som hendes egen mor var, er hun måske mentalt fraværende ved at leve mere passivt,” siger forfatteren.

Melankolien rodfæstede sig ikke 

Skriveprocessen var hård, fortæller hun.

”Jeg plejer at få et halvdepressivt dyk, inden jeg skal i gang med en ny bog, fordi jeg skal i kontakt med nogle dybe lag i mig selv. Men når jeg så kommer i gang med at skrive, plejer det at lette. Denne gang var det, som om jeg blev nede i mørket under hele skriveprocessen, måske fordi jeg kom i kontakt med nogle mønstre, der trak lange tråde tilbage i min slægt. Derfor skrev jeg første udkast meget hurtigt. Jeg måtte drive nogle dæmoner ud, mens jeg skrev,” siger hun.

Da bogen var skrevet færdig, kunne Kristina Stoltz imidlertid konstatere, at den melankoli og sorg, hun oplevede i skriveprocessen, ikke havde sat sig så tydelige spor i romanen, som hun forventede.

”Det er blevet den lyseste og mest håbefulde roman, jeg har skrevet, blandt andet fordi bipersonerne kom til at repræsentere nye muligheder for forandring, forsoning og heling. Svigtene i en slægt kan sætte sig igennem i mange generationer på subtile måder. Men det håbefulde er, at selvom vi er dybt præget af svigt og mønstre i vores slægt, består et levet liv af møder med mange mennesker, og de møder kan være forvandlende,” siger Kristina Stoltz.

En af bipersonerne i romanen, Cajsas veninde Olivia, repræsenterer et andet tema, som blev mere fremtrædende i romanen, end forfatteren havde forudset, nemlig klimaforandringer og klimaaktivisme.

”Da jeg fandt ud af, at Cajsa skulle være klimaaktivist, voksede Olivias karakter. Hun er den i romanen, som erkender klimakatastrofen på et dybereliggende niveau, og det kan jeg identificere mig med,” siger Kristina Stoltz.

”Da jeg satte mig ned og læste om klimaforandringerne, vældede en kolossal sorg ind over mig og en rædsel og dybere erkendelse af katastrofens omfang. Det eneste, der kunne få mig ud af den tilstand, var at handle,” uddyber hun.

Hun begyndte at deltage i klimaaktivisme sammen med det internationale aktivistnetværk Extinction Rebellion og var i samme periode med til at stifte gruppen ”Forfattere ser grønt”.

”At stille mig ud på gaden sammen med de andre aktivister fik ikke sorgen til at lette, men jeg fik håbet tilbage. Sorg udspringer jo af kærlighed, og klimasorg udspringer af kærlighed til den verden og den natur, vi er ved at miste. Selvom min krop alene ikke kan redde verden, ligger der alligevel en kæmpe kraft i at stille sig ud på gaden sammen med en masse andre kroppe og råbe, at vi ændre vores måde at leve på, og at vi kræver lederskab i den proces nu og her.”

Og selvom der kan synes langt fra fraværende mødre til klimaaktivisme, er der en sammenhæng, forklarer Kristina Stoltz:

”Vi har omsorgssvigtet naturen så længe, og det kan ikke blive ved, for dybest set elsker vi jo livet og den verden, vi ikke har passet godt nok på. På samme måde finder Baby, Anna og Cajsa også ind til den kærlighed, som sorgen og vreden dækker over, og når frem til en form for forsoning,” siger hun.