Prøv avisen
Interview

Forfatter: Sydstats-monumenter skal bare væk – hurtigst muligt

”Jeg tror generelt, amerikanere er et hadefuldt folk. Racisme og intolerance og manglende ligestilling mellem kønnene – vi har det hele. Vi har en stor kapacitet for ondskab. Måske bliver vi med tiden lidt mindre racistiske, lidt mindre intolerante og lidt bedre til ligestilling mellem kønnene. Men det går meget langsomt,” siger Colson Whitehead om sine landsmænd. Her sidder forfatteren på trappen til sit danske forlag. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Forfatteren Colson Whitehead var forleden i Danmark for at fortælle om ”Den underjordiske jernbane”, som han fik Pulitzerprisen for. Romanen handler om slaveriet – en arvesynd, der igen og igen får det amerikanske samfund til at knage i fugerne, senest med den aktuelle statuesag om monumenter fra Den Amerikanske Borgerkrig

Colson Whiteheads nyeste roman, der handler om et af de mørkeste kapitler i USA’s historie, slaveriet, rammer lige ned i det amerikanske opgør om retten til nationens historie. Som bekendt er monumenter af sydstatsgeneraler, -soldater og -politikere her i sommer væltet, fjernet eller tildækket over hele USA. Og det er på høje tid, mener Colson Whitehead.

”De konføderale monumenter hylder de forrædere, som greb til våben mod deres eget land for at holde folk i lænker. Hvorfor skulle vi have statuer af de mennesker stående?”.

Kan det ikke være svært at holde historiske personer op mod nutidens målestok?

Colson Whitehead ser sur ud. I de amerikanske medier er han hyldet til skyerne, ikke mindst af Oprah Winfrey, som optog hans ”Den underjordiske jernbane” i sin bogklub og fik salget og berømmelsen til at eksplodere. Måske bryder han sig ikke om direkte spørgsmål.

”Der er ingen, der lærer om historie fra monumenter. Historie lærer man i skolen. Monumenterne står der for at intimidere sorte. Mange af dem er rejst længe efter borgerkrigen for at fortælle sorte mennesker, at de skal kende deres plads. De mindesmærker handler ikke om historie, men om hvidt overherredømme,” siger han.

Hovedpersonen i ”Den underjordiske jernbane”, 16-årige Cora, er markslave på en bomuldsplantage i Georgia. Her hersker pisk, voldtægt og dehumanisering – kulminerende med en scene, hvor en bortløben slave, der er fanget igen, bliver brændt levende. Randall-plantagen er et helvede på jord. En apokalypse.

Her i avisen fik romanen i sidste uge fem stjerner og disse ord med på vejen: ”Brutaliteten skildres uden følelser fra de involverede, det er, som om rædslerne ikke giver plads til menneskelighed. Som læser kan man ikke undgå at blive påvirket.”

Efter endnu et voldsomt optrin på plantagen flygter Cora, og det foregår via ”den underjordiske jernbane”. Begrebet er et udtryk for det netværk af mennesker, der hjalp slaver til at flygte, men Whitehead har gjort jernbanen fysisk, så den i romanen er gravet ud under Sydstaterne med skinner, perroner, mudder og mørke. Togene kører efter tidsplaner og betjenes af gemytlige lokoførere, for eksempel Tom, hvis overskæg ”krøllede i enderne og vippede op og ned i takt med hans begejstring.”

Hvorfor har Colson Whitehead valgt genren fantasy til at skrive om en historisk periode, der er så grotesk, at man næppe behøver at lægge noget til?

”Når man begynder med at ændre betegnelsen for et netværk til en virkelig jernbane, er det magiske jo allerede med i strukturen. Stationerne nordpå bruger jeg til at føre Cora igennem forskellige stater, som er hver deres udgave af Amerika. Havde det været en realistisk fortælling, kunne jeg ikke have den samtale med historien, jeg har. Fantasierne gav mig mulighed for at gøre noget andet, end hvis jeg havde holdt mig til fakta,” siger forfatteren.

Hovedparten af romanen foregår i 1850’erne, og Colson Whitehead bruger ofte formuleringer som: ”Niggere satte ikke vagtposter for deres døde. Niggere hamrede ikke på sheriffens dør.” Og: ”Det nye tøj var ikke lavet af stift negerstof.”

”Jeg skriver nigger og neger, fordi de ord er historisk korrekte. En slaveejer sagde ikke ”nu vil jeg piske min afrikanske amerikaner,” han sagde ”nu vil jeg piske min nigger.”

S å her bevarer du historien, selv om de ord i dag opfattes nedladende og undertrykkende?

”Jeg er ikke ude på at censurere historien. ”Nigger” er et ord, som blev brugt i en anden kontekst – jo, det er stødende i dag, men jeg er ikke sikker på, hvordan man skulle tage det ud af en bog, der foregår midt i 1800-tallet.”

For syv år siden slettede flere forlag dog ordet ”nigger” fra genudgivelser af Mark Twains roman ”Huckleberry Finn”. Mener Colson Whitehead, det var forkert?

”De rigtige kopier af Mark Twains bøger har stadig N-ordet i sig.”

Så der er forskel på monumenter og litteratur?

”Ja, for der er kunst, og så er der historieundervisning. Man skal undervise i historie, men man skal ikke glorificere idéen om hvidt overherredømme, sådan som mindesmærkerne fra borgerkrigen gør. For mig er statuesagen meget klar, de skal bare væk nu.”

På Randall-plantagen i romanen er der ikke meget tale om tro, og senere på et ophold i flugten i North Carolina vil Cora ikke med i kirke. Også her spiller fortidens synder en rolle.

”Historisk set har Bibelen været offer for fortolkninger. abolotionisterne (modstandere af slaveri, red.) kunne pege på skriftsteder og sige, at slaveri var en synd i Guds navn, mens tilhængerne af slaveriet fandt andre steder, som de mente, gav dem ret til at holde folk i lænker. Kristendommen blev brugt som et redskab til kontrol og som undskyldning for ens handlinger. Nogle plantageejere lærte deres slaver om Bibelen, fordi de mente, det var en god måde at pacificere dem på og gøre de daglige rædsler tålelige, mens andre forbød dem at tro, fordi de var bange for, at motivet om frelse skulle skabe et håb om frihed,” siger han. ”Derfor giver kristendommen ingen mening for Cora sammenlignet med hendes hverdag.”

Colson Whiteheads egne forfædre ”må jo have været slaver”, som han formulerer det, men han interesserer sig ikke for slægtens fortid.

”Mine bedsteforældre døde, før jeg blev født, og mine forældre talte sjældent om dem, så jeg har ikke nogen stærk slægtsfølelse. Selvfølgelig kan man finde ud af noget i arkiverne, hvis plantageejerne holdt regnskab over deres slaver, men jeg har aldrig selv ledt.”

For nylig sendte en af Colson Whiteheads læsere ham noget dokumentation om hans farmor, som angiveligt kom til USA fra Barbados via Ellis Island. Ellis Island er den ø ved indsejlingen til Jersey City, hvor man mellem 1892 og 1934 modtog flere end 12 millioner indvandrere til USA.

”Barbados havde en sukkerplantagekultur, så formentlig er oplysningerne rigtige. Måske viser jeg dem til min mor. Hun er interesseret i slægtsforskning. Hendes familie kom nordpå fra Virginia i 1930’erne, og hun kan spore sin familie tilbage til sidst i 1700-tallet, mens min fars far var halvt sort, halvt indianer,” siger han og virker alligevel lidt interesseret i slægten.

”Den underjordiske jernbane” er en uforsonlig roman. Hvordan ser forfatteren fremtiden tegne sig for sorte og hvide amerikanere?

”Jeg tror generelt, amerikanere er et hadefuldt folk. Racisme og intolerance og manglende ligestilling mellem kønnene – vi har det hele. Vi har en stor kapacitet for ondskab. Måske bliver vi med tiden lidt mindre racistiske, lidt mindre intolerante og lidt bedre til ligestilling mellem kønnene, men det går meget langsomt.”

Et skridt på vejen var, da Barack Obama blev valgt som præsident, mener han.

”Vi troede ikke, vi kunne få en sort præsident, men så var han der pludselig,” siger Colson Whitehead og slår ud med armene.

”Med Obama har vi måske overvundet nogle af vores dæmoner. Det var et skridt fremad, men nu er vi så gået et stort skridt tilbage igen med Trump.”

For Colson Whitehead er det så frustrenede med Donald Trump som præsident, at han dårlig nok kan tænke på andet, siger han.

”Det der sker i Det Hvide Hus er meget distraherende. Faktisk følger jeg så meget med i den situation, at jeg ikke får læst særlig meget litteratur for tiden. Det er, som om jeg kun orker korte læsninger som noveller.”

Hvem skriver du selv til, hvem er din målgruppe til for eksempel ”Den underjordiske jernbane”?

”Jeg tænkte ikke på læserne, da jeg skrev, men på, om jeg kunne få min idé til at fungere. Det var en skør tanke, der stammer fra, at jeg som barn troede, at der var tale om en fysisk underjordisk jernbane. Og jeg havde egentlig ikke tænkt, at det var en bog om slaveri, den idé skulle ende i. Faktisk tog det mig 16 år, fra jeg fik jernbaneidéen, til jeg skrev romanen. Dengang havde jeg været for ung og ikke en god nok forfatter til at skrive en bog om slaveri.”

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af ”Den underjordiske jernbane” på