Prøv avisen
Bog

Forfatter til debatbogen ”Gå bare selv” har svært ved selv at gå hele vejen

2 stjerner
Forfatter og kritiker Jakob Levinsen har udgivet en debatbog med titlen ”Gå bare selv”, hvori han prøver at beskrive, hvordan begrebet myndighed er blevet noget, man fornægter. Foto: Susanne Mertz

Journalist og kulturkritiker Jakob Levinsen har et godt udgangspunkt i ”Gå bare selv”, men han formår ikke at følge det op, mener Sørine Gotfredsen

Det sker sjældent, at jeg sidder med en bog i hænderne og efter endt læsning har svært ved at sætte klare ord på, hvad den handler om. Men det er tilfældet her.

Forfatter og kritiker Jakob Levinsen har udgivet en debatbog med titlen ”Gå bare selv”, hvori han prøver at beskrive, hvordan begrebet myndighed er blevet noget, man fornægter. Vi har i dag ifølge forfatteren svært ved at påtage os myndighed i eget liv og agere selvstændigt, og i stedet pantsættes myndigheden hos tidsånden, hvormed man risikerer at underlægge sig en given idé om det progressive og komme på afstand af ægte frisind og handlekraft.

Udgangspunktet er godt nok, og Levinsen udfolder indledningsvis sin pointe gennem beskrivelsen af de antiautoritære gymnasielærere i 1970'erne, der ganske fornægtede deres egen myndighedsposition. Hvormed de faldt en del igennem i forhold til undtagelsen, en vis frøken Mogensen, der i gymnasiet gav den unge Levinsen indsigt i værdien af uforfærdet, engageret og naturlig autoritet.

Mange har i livet mødt denne ene lærer, der skilte sig ud ved at tage myndigheden på sig, og frøken Mogensen lægger bunden i bogen.

Desværre bliver der ikke herfra bygget overbevisende videre. De følgende kapitler mangler indlysende sammenhæng, men rummer Levinsens forskellige kritiske nedslag. Han er for eksempel træt af at høre folk sige, at de i debatten skammer sig over bestemte grupper, og han understreger, hvordan begrebet kreativ klasse herhjemme har udviklet sig til at sarkastisk skældsord. Man genkender mange kritikpunkter, men de føres ikke rigtig i mål.

Kapitlerne afvikles for hurtigt i et knudret sprog, og Levinsen har svært ved på egen hånd at skrive sig ind i substans. Han remser meget op og dyrker en slags ”kulturel namedropping”, der for eksempel kommer til udtryk i kapitlet ”Alderen rykker”. Først begrædes det, at det synes at være et ideal at forblive ung og umyndig, hvorefter Levinsen efter kort og flygtig omtale af en række film og romaner konkluderer, at forestillingen om endeløs ungdom måske blot er en historisk parentes.

Han skriver: ”Muligvis er tidsånden og populærkulturen endda allerede i fuld gang med at skabe plads til en mere fremsynet form for sameksistens mellem generationerne.” Man forstår ikke helt, hvordan Levinsen når frem til denne slutning, men man begynder at ane hans taktik. Han tager udgangspunkt i en klassisk samfundskritik, som han straks efter undsiger, sikkert fordi han ikke vil kaldes kulturpessimist. Han forekommer ret bekymret, men han nægter at være det på den konservative måde, og man indser, at denne lidt forurettede stemme vist først og fremmest er i færd med at finde sit eget ståsted i en tid, hvor mange begræder dannelsestab og historieløshed.

Jakob Levinsen græder også, men han vil ikke være en del af det mere eller mindre reaktionære grædekor, så dér står han og skal finde sin plads. Det er et dilemma, som kræver en virkelig selvstændigt debatterende pen, og en sådan har Levinsen ikke. Som læser forstår man ganske enkelt ikke, hvor han i sit inderste befinder sig.

Bedre går det, når han forholder sig til andre. Jakob Levinsen er klart mere kritiker, end han er forfatter, og hans analyse af Georg Brandes som et problematisk fyrtårn, der også var med til at umyndiggøre dansk åndsliv ved at nedgøre det på bekostning af det europæiske, rummer gode pointer.

Også hans brug af Herman Bang og Dan Turèll som eksempler på personligheder, der havde modet til at gå selv, er interessant læsning. Jakob Levinsens sprog liver mærkbart op og bliver mere læseværdigt, når han analyserer andre skribenter og deres tid, og man fornemmer hans slægtskab med Bang som en ”rodløs og utilpasset figur”.

Det er i samklang med disse skribenter, at man fornemmer Levinsens ærinde, som vel er at understrege, at individet til alle tider skal finde styrken til at blive sig selv. Dermed rummer denne bog et stort paradoks. Jakob Levinsen vil slå et slag for det myndige menneske, der går sine egne veje og er ligeglad med dikterende tidsånd, men han er samtidig selv så påvirket af tidens debat, at han har svært ved at melde frimodigt ud. Idet han ikke vil besmittes af nogen, han ikke bryder sig om.

Det er med andre ord svært at gå selv, men jeg vil hævde, at Levinsen havde stået sig bedre ved til fulde at vedkende sig den ægte kulturpessimisme, der lurer mellem linjerne. Med hjælp fra udvalgte kulturelle forbilleder, som han med stort overblik evner at analysere, kunne det være blevet en anderledes interessant bog.

Læs et interview med Jakob Levinsen her og et uddrag af bogen "Gå bare selv" her 

kultur@k.dk