Forfatter udgiver mesterlig roman om tyske flygtningestrømme efter Anden Verdenskrig

Anne Lise Marstrand-Jørgensens ny roman ”Sange om stilhed og hjem” er så menneskelig, så grusom, så mørk og så smuk

Anne Lise Marstrand-Jørgensen udkommer med bogen Margrethe I.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen udkommer med bogen Margrethe I. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix.

Der skal tales stille nu. For stort bliver ikke større af at blive råbt. Og har Anne Lise Marstrand-Jørgensen før overtrumfet sig selv i sine mange historiske romaner, så er det dog lige netop her: på tysthedens slagmark, i den neddæmpede, pludselige ømhed midt på den bare bund, i smertens minimalisme og skrigets stumhed, at hun i min verden når sit forfatterskabs højdepunkt. 

”Sange om stilhed og hjem” er en katedral af en roman, en stilhedens katedral. Hvordan kan man ellers fortælle om et lille tysk flygtningebarns rædselshistorie fra slutningen af Anden Verdenskrig, hvor hun sammen med hundrede tusindvis af andre flygtede fra den sovjetiske hærs fremmarch og sit eget lands sammenbrud? Hvordan fortælle uden at hviske?

Nu skal I høre. Og hvad I hører, kan I næsten ikke fatte.

Historien begynder hos en lille familie i Østpreussen i januar 1945. Den elskede storebror Willi på 14 år er lige blevet indkaldt til folkestormen, hvor alle drengebørn og mænd mellem 14 og 70 år nu skal melde sig i en krig, der for længst er tabt. De fleste kommer aldrig hjem. Far er ved Østfronten. Om han lever, er der ingen, der ved.  Kort efter erobrer russerne landsbyen, de bor i. Barnet ligger på loftet og hører sin mors skrig nedenunder. Det skrig gør barnet stumt. Men hun overlever – som den eneste i huset. 

Det er det barn, vi følger de næste mange måneder. En lille pige på knap 12 år. Først er vi på den enorme vandring gennem ruinbyer og iskoldt landskab, hvor sneen lægger sig som hvide lagner hen over de døde kroppe. Så på et skib til Danmark for til sidst at lande i en lejr i København for tyske flygtninge. Her lever hun under fangelignende forhold og med ”frostsår i sjælen”, lagt for had af den almindelige dansker – de er jo stadig fjenden! Romanen slutter små to år senere.  

Mod en håbløs intethed

For at overleve klæder barnet sig fra nu af i Willis hullede sweater og kalder sig Uwe. Skridt følger skridt i en uendelig, håbløs intethed. Men lys er der også. Uventet hjælpsomhed. Som Fruen (med stort F), der har to små børn med på flugten og er tidligere forstander på et børnehjem. Hun beskytter Uwe så godt, hun kan. Men også Fruen har hænder med blod på. Ingen kan sige sig fri i dette limbo. Skylden ligger tungt over markerne og i barnets eget sind. Og hver nat taler hun med storebror Willi. Vær som polarforskerne, har han sagt til hende. Læg mærke til hver detalje, det er din overlevelsesstrategi.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen ser mørket i øjnene med en grænseløs autenticitet med sin nye roman "Sange om stilhed og hjem", skriver anmelder Liselotte Wiemer om bogen, der udkommer i dag.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen ser mørket i øjnene med en grænseløs autenticitet med sin nye roman "Sange om stilhed og hjem", skriver anmelder Liselotte Wiemer om bogen, der udkommer i dag. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Uwe er vores gennemgåede hovedperson og fortælleren af første del af romanen. I anden del skifter vinklen. Vi er i København og følger den unge Simon, der går på konservatoriet. Simon får den idé at opføre sit eget korværk sammen med lejrens fanger. Smukt er det, fuld af modstand blandt hans nærmeste, er det også. For hvor går grænsen mellem medlidenhed og landsforræderi? Især for en mand med jødiske aner.  

Uwe melder sig til koret. Åh, disse kor, der er blevet så legendariske i filmverdenen. Nu kaldes han "sørgesangeren" og bliver korets førende stemme. Nok har livet gjort ham stum. Men han kan synge. Og mellem Simon og Uwe knyttes et helt særligt skæbnefællesskab. Begge mistede de deres mor, begge bærer de på et fatalt svigt. For krig betyder, at ondskab og godhed, svigt og heltedåd ligger så forbandet tæt på hinanden. Bliv et menneske, skrev Simons mor til ham, da hun lå på tuberkulosehospitalet, andet råd får du ikke.

Stilheden brudt

Når afmagten breder sig er det dét, det hele handler om: at være et menneske. Med fejl og skyld og skygger. Og det er det, Marstrand-Jørgensens "Sange om stilhed og hjem" synger om. Den dobbelthed i sandheden, der ekkoer nat og dag, hvis du tør bevæge dig helt derud, hvor verden ender. 

Denne pinagtige nuancering gør, at romanen aldrig bliver dømmende. Og sært nok: heller aldrig desillusioneret. Forfatteren ser mørket i øjnene med en grænseløs autenticitet. Og der, langt inde i mørket, fanger hun stjernerne. Sådan som det sker i en af bogens mest rørende scener, hvor Simon og Uwe for første gang udveksler ord. Sig et enkelt ord og derefter det første, der falder dig ind, hedder legen. "Mor," siger Simon. "Savn," svarer Uwe.  

I romanens tredje og korteste del støder endnu en fortæller til. Hvem det er, skal ikke røbes her. Det er en del af en overraskende, men også sært neddæmpet afrunding. Men hvad skal man ellers gøre? Der ER jo ingen slutning. Krigene fortsætter. Flygtningestrømmene fortsætter. De modsatrettede følelser fortsætter. Og i den aktuelle debat er Anne Lise Marstrand-Jørgensen i øvrigt selv en af tidens mest modige og højtlydende stemmer.

Men i romanens rum råder stilheden. Trådene frem til nutiden og dermed ens egen indre flygtning, forræder eller sørgesanger må man selv spinde. For her ligger håbet. 

Sådan er det med stor kunst. Den tier, når den taler.  

 
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sange om stilhed og hjem. 450 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.