Carla Luffe opfatter selv sin erindringsroman ”Til rette vedkommende” som et kærlighedsbrev til sin mor, som hun savner, siden de mistede kontakten for fem år siden. Og det meste af bogen er også skrevet i brevform – især til moderen.
”Jeg føler, at jeg har mistet hende til Gud – og i hvert fald til min stedfar. For jeg kan stadig huske, at hun var en anden, før hun blev forelsket i Gud,” siger den 29-årige forfatter og tilføjer:
”Det virkede dejligt for hende. Hun virkede så glad. Men det var hendes oplevelse, ikke min. Da vi var børn, forventede min mor og især min stedfar, at vi skulle være lige så forelskede i Gud. Der var aldrig plads til, at vi selv måtte føle eller tænke noget, så der blev heller ikke plads til, at vi selv fandt troen.”
I stedet fik Carla Luffe og hendes to søskende at vide, at de skulle angre deres synder, som de ikke altid vidste, hvad var – og glæde sig over troen. Ellers blev de straffet i soveværelset.
”Jeg lærte at lade, som om jeg talte i tunger. Det blev jeg god til. Men jeg kunne ikke fornemme Gud selv. Vi fik at vide, at vi skulle tømme os selv, så der blev plads til Gud og hans hellige ånd. Men det lykkedes aldrig, og jeg tænkte meget over, hvad jeg gjorde forkert.”
Carla Luffe var kun en lille pige, da moderen blev medlem af frikirken KBC (Københavns Bibeltrænings Center) og siden blev gift med en ny mand fra frikirken, der med sin fremgangsteologi kan sammenlignes med de kontroversielle frikirker Evangelist og Faderhuset.
”Den nye Far”, som stedfaren bliver kaldt i bogen, opdrog både sine stedbørn med bibelcitater og tæsk, men havde også meget onkelhumor og opmuntrede Carla Luffe til at spille klaver, så hun en dag kunne få en plads på kirkens ærefulde scene sammen med lovsangsbandet, som hun dog selv syntes lød som en dårlig X Factor-audition.
Derhjemme måtte hun kun lytte til kirkens musik, mens hun i smug optog popsange fra radioen på kassettebånd – ”som en lille synder”, ligesom stedfaderen også havde en svaghed for den italienske tenor Andrea Bocelli. Men ellers var der regler for alting. I kirken fik hun at vide, at onani var sex med Satan, hun blev forbudt at lege med ikke-kristne børn, og da hendes mormor forærede hende en Harry Potter-bog i fødselsdagsgave, blev den straks smidt ud af stedfaderen, der ikke ville have det ”djævelskab i sit hjem”. Om søndagen var der næsten også altid dæmonuddrivelser på programmet. Og Carla Luffe kom tilmed i frikirkens egen skole, hvor hun sad i en skillevægsbås og læste i lærebøger, der havde censureret evolutionslæren væk.
Hun var en kvik elev, men fik skældud, hvis hun stillede spørgsmål. For målet med skolen var ikke at lære at tænke selv, men at lære frikirkens lære.
”Jeg fik hverken tid eller lov til at skabe mit eget moralske kompas, fordi min egen samvittighed blev overflødiggjort af kirken og min stedfar. Hvis jeg var ulydig, blev jeg straffet, så jeg lærte at tie stille og spille glad. Det værste var også, at jeg ikke måtte tænke eller føle noget selv. De virkede slet ikke interesserede i, hvordan jeg havde det. Det vigtigste var, at jeg var en pæn pige i kirken.”
Storebroderen fik ifølge Carla Luffe flest tæsk derhjemme, så til sidst stak han af og angav stedfaderen til Statsforvaltningen. Derfor flyttede familie til Jylland under påskud af, at stedfaren skulle lede en menighed der. Men det vidste menigheden ikke.
”Siden har de forgæves forsøgt at række ud til forskellige jyske frikirker, men ingen vil have dem, fordi de er så skråsikre i deres egen bibelforståelse, at de opfatter alt andet som kætteri, så nu sidder de alene med deres egen religion i Jylland, mens de grundlæggende bare venter på at blive hentet af Jesus, når han kommer tilbage. I november prøvede jeg igen at komme i kontakt med min mor, og vi aftalte, at vi skulle mødes i København, men hun aflyste. For hun vil kun mødes, hvis vi mødes omkring deres tro med min stedfar, men det synes jeg er en unfair præmis. For jeg er jo stadig hendes datter, selvom jeg ikke føler det samme som hende,” siger Carla Luffe, der heller ikke ved, om moderen har læst bogen:
”Resten af min familie har læst bogen og støtter mig i den. Og især min lillebror blev meget rørt af at læse den, fordi den sætter ord på nogle ting, som han jo også har oplevet, med at føle sig forkert ved at blive stoppet med skyld og skam. Gennem min egen far har jeg hørt, at min mor ikke kan forstå, hvorfor jeg har haft behov for at skrive bogen. Men det har været en stor lettelse, ja næsten en slags uddrivelse, at få min historie over på papir, og flere har allerede takket mig for at skrive om det. For troen er et tabu for mange,” siger forfatteren og tilføjer:
”Det er først de sidste fem år, jeg har kunnet tale om det. Og nu leder jeg efter min egen tro. For jeg forstår, at det er vigtigt at tro. Jeg kan sagtens se det smukke ved trøsten, fællesskabet og roen i troen på, at der er nogen, der tager sig af en.
Det er et svært grænseland, hvor meget troen skal fylde, men jeg kan ikke forstå, at der ikke er plads til, at troen kan se ud på andre måder.”
”Jeg tror faktisk, at hun vil blive glad, hvis hun læser den. For så kan hun se, hvor meget jeg stadig elsker hende og tænker på hende. Jeg har også fået meget ud af min opvækst. Jeg er en glad pige, så jeg har ingen grund til at klage. Bogen har bare været min måde at komme videre på ved at fortælle, hvad jeg har tænkt og følt, så der bliver plads til, at jeg kan mærke mig selv igen. Da jeg var barn, var der ikke engang plads til, at man selv kunne mærke Guds nærvær. Og hvis man bliver tvunget til at tro, kan det aldrig blive mere end en falsk forelskelse. Nu har jeg formået at skabe plads til glæden ved at blive ved med at konfrontere skylden og skammen. Jeg tror ikke på Gud, sådan som min mor tror, og derfor er mit eget nærvær vigtigere end en guds.”