Forfatterdebutant: Når der bliver stor blæst om bøger, venter jeg ofte selv med at læse dem

Forfatterdebutant Siri Ranva Hjelm Jacobsen venter ofte med at læse bøger, hvis der har været blæst om dem

 Forfatterdebutant Siri Ranva Hjelm Jacobsen er betaget af Selma Lagerlöf, der her ses ved sit skrivebord.
Forfatterdebutant Siri Ranva Hjelm Jacobsen er betaget af Selma Lagerlöf, der her ses ved sit skrivebord.

Hvem læser du?

Jeg har studeret litteraturvidenskab, så jeg er rimelig altædende, når det kommer til litteratur, men jeg bliver ved med at vende tilbage til bøger, som på deres egne præmisser er kompromisløse. Som Comte de Lautréamonts ”Maldorors sange” fra 1800-tallet, der har et så brølende, rasende og pivende sprog, at jeg kommer til både at foragte, have ondt af, samt prøver at forstå den syngende fortæller. Jeg læser også mange digte, essays, og den slags romaner, som måske i virkeligheden vil være alt andet end romaner. For eksempel C.J.L. Almqvists vildt genreblandende ”Dronningens juvelsmykke” fra 1834. Og så er jeg betaget af Selma Lagerlöf, som var en eminent forfatter og tekniker. Hendes bøger er så sublimt strukturerede. For eksempel har hun skrevet romanen ”En herregårdshistorie”, der er symmetrisk helt ned til det punkt, hvor hendes benævnelse af farver i bogen følger en farveskala.

Hvad læser du?

Jeg læser altid flere bøger på samme tid. Lige nu smuglæser jeg Niels Lyngsøs roman ”Himlen under jorden” (som udkom den 13. september, red.). Han sendte den til mig, fordi den handler om nogle temaer, jeg interesserer mig for, blandt andet køn og identitet. Jeg genlæser også Alen Meskovics ”Enmandstelt”, for jeg var i gang med slutarbejdet på min egen roman, da den udkom, og derfor læste jeg den lidt for hurtigt. Den fortjener bedre! Og så er jeg, lidt tøvende, gået i gang med Karl Ove Knausgårds nyeste, ”Om foråret.” Når der bliver stor blæst om bøger, som der har været om Knausgårds, venter jeg ofte selv med at læse, til jeg ligesom kan være alene med bogen og læse den i fred for al virakken.

Hvor læser du?

Jeg har altid en bog, der følger mig rundt i lejligheden. Og så har jeg altid en bog i tasken. Jeg har fundet en berliner-agtig café i en sidegade til Østerbrogade i København, hvor jeg godt kan lide at læse. Musikken er lav og der er lidt læsesal over den, for der sidder som regel kun mig, en mor på barsel og en freelancer med sin computer. Og så kan jeg virkelig godt lide at læse i lufthavne. Det er ret magisk at sidde midt i den store puls, mens hele verden myldrer forbi, og lade sin hjerterytme synke ned i bogen.