Forfattere bruger sig selv politisk på en ny måde

Asta Olivia Nordenhof, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Yahya Hassen er blandt de forfattere, der aktuelt ...

Asta Olivia Nordenhof, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Yahya Hassen er blandt de forfattere, der aktuelt bruger forfatterrollen politisk og samfundsengageret. Foto: Leif Tuxen, Johan Gadegaard, Christian Liliendahl/Scanpix

Der er opstået en ny eller fornyet villighed til at bruge forfatterrollen politisk eller samfundsengageret
Tue Andersen Nexø

Danske forfattere forandrer for tiden deres forhold til samfund og politik. De låner deres sprog og deres forfatterautoritet ud for at give mund og mæle til dem, de fleste hellere taler om end taler med

Selvom vi har ytringsfrihed, er det ikke det samme som, at alle bliver hørt. Og selvom alle i princippet kan være om det store runde bord, der hedder den offentlige debat, er der nogle, der snarere bliver talt om, end som taler for sig selv.

Det er i dette spændingsfelt, en række danske forfattere i disse år er begyndt at intervenere. Her bruger de den autoritet, forfatterrollen giver, til som sproglig aktør at aflægge vidnesbyrd for tilværelser og erfaringer, der sjældent kommer til orde i samfundets diskussion med sig selv.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som sidste år udsendte den meget roste ”Dronningen af Saba og Kong Salomon”, lagde pen til en meget omdiskuteret reportage i Dagbladet Information fra en af de teltlejre, den danske regering etablerede som svar på flygtningekrisen. Forfatteren Dennis Gade Kofod som både i sine romaner, senest i ”Nancy”, og i interviews fra sin udkigspost på Bornholm problematiserer tilværelsen i det, der er blevet benævnt Udkantdanmark. Mens digteren Asta Olivia Nordenhof i flere genrer – digte, blogindlæg, interviews og i sin roman – har fortalt fra den psykisk syges synspunkt.

Eller Claus Beck-Nielsen, der i sit seneste alias, Madame Nielsen, har undersøgt flygtninge- og migrantstrømmen i ”Invasionen”. Og som det mest kendte eksempel finder man Yahya Hassan, som ikke kun i sine digte, men lige så meget i interviews og foredrag sætter sproglig strøm til ghettoerfaringerne og placerer dem i den til tider hidsige debat om indvandring og integration.

For litteraturforsker, lektor på Københavns Universitet ph.d. og litteraturanmelder Tue Andersen Nexø er der tale om en klar tendens.

”Helt klart. Der er opstået en ny eller fornyet villighed til at bruge forfatterrollen politisk eller samfundsengageret. Det handler om at sprogliggøre en række erfaringer og tilværelser – flygtningen i lejren, livet som psykisk syg i behandlersystemet eller livet i Udkantsdanmark – og på den måde melde dem ind i den offentlige debat. Ofte på måder, der overskrider de fastlagte skemaer i den gældende debat, eller som i hvert fald er svære at få hold på, ” siger Andersen Nexø.

”Her bruger forfatterne det, at de ikke som os andre er hængt op i et 9-17-job med New Public Management og MUS-samtaler og derfor har et andet perspektiv. Det kan ske i deres litteratur, som man ser hos Hassan, Nordenhof til dels og Kofod, men som i tilfældet Anne Lise Marstrand-Jørgensen behøver det ikke at være sådan. De agerer ligeså meget i form af det klassiske debatindlæg eller mere journalistisk med beretninger og vidnesbyrd.”

Lektor, ph.d. ved SDU og litteraturanmelder Jon Helt Haarder ser også den tendens. Men det, han lægger mærke til, er, at strategierne og brugen af forfatterautoriteten er forskellig fra forfatter til forfatter.

”Der er Yahya Hassan, der ligesom de amerikanske rappere opnår at veksle en stigmatiseret baggrund til kulturel kapital, som de igen bruger i den offentlige debat. Her er der tale om et mere rent vidnesbyrd. I den anden ende er der en forfatter som Anne Lise Marstrand-Jørgensen, hvor der er et skarpt og klassisk skel mellem liv og værk, men hvor hun stadig bruger sin forfatterautoritet til at kaste lys på nogle fænomener i samfundet. Den ene taler fra en verden, han kommer fra, den anden tager ud i det ’fremmede’ og vender tilbage og fortæller om det. Andre igen som Madame Nielsen sætter sig selv på spil og går med flygtningestrømmen, og liv, værk og politik glider sammen.”

Det nye er ikke, at forfattere agerer politisk. Det er en tradition, som blev indstiftet, da den franske forfatter Emil Zola i 1898 med sin berømte kronik ”J’accuse” tog den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus i forsvar, efter han med antisemitiske motiver blev justitsmyrdet som landsforræder.

”Det er den klassiske model,” fortæller Andersen Nexø.

”Den levede videre hos forfattere som Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Carsten Jensen. Her taler forfatteren som én, der har en særlig sensibilitet, på vegne af fornuften og en højere moral og fælder dom over noget i samtiden. Den nye tendens er, at forfattere som Marstrand, Hassan og Nordenhof modificerer den rolle, idet de ikke er specielt fordømmende. I stedet aflægger de vidnesbyrd på vegne af dem, der ikke selv kan.”

Helt Haarder ser den nye politiske eller samfundsengagerede forfatterrolle som led i en større dialektik mellem kunst, politik og samfund, som har løbet op igennem det 20. århundrede.

”På den ene side har vi haft særlige afdelinger for kunst, som har ophøjet kunst til noget særligt og fint: museer, kunstakademier og universiteter. På den anden side har der været en løbende kritik af den måde at have kunst på. For eksempel 1960’ernes og 1970’ernes happenings og situationisme. Så fik vi en gen-æsteticering af kunsten i 1980’erne, hvor for eksempel Søren Ulrik Thomsen talte om kunsten som et ’fyrtårn for hensynsløs skønhed’. Nu er der så en modbevægelse i gang, hvor forfattere tænker sig selv som aktører, hvor skrivningen er én blandt flere praksisser. Nogle, ligesom Nordenhof, går endda så langt som til ikke at ville være med til, at hendes digte og romaner er litteratur.”

Hvordan ser Anne Lise Marstrand-Jørgensen selv på sin rolle som forfatter med politisk sag?

”Det, jeg kan, er at skrive, og jeg har som forfatter let adgang til medierne. Det har jeg været meget bevidst om. Og jeg vil gerne låne min stemme til dem, der ikke kan tale for sig selv – give dem en platform.,” siger Marstrand-Jørgensen.

”Min indfaldsvinkel har været, at vi skal behandle andre mennesker ordentligt. Det er vildt, at vi lever i et samfund, hvor de svageste grupper enten ikke bliver hørt eller bliver mistænkeliggjort, fordi deres vidnesbyrd ikke stemmer overens med det billede af os selv, vi gerne vil have. Med mine reportager har jeg gerne villet tage den almindelige dansker i hånden og med derind, hvor de ikke kommer. Vise folk, hvad der foregår, så ingen bagefter kan komme og sige, at de ikke vidste hvad der skete, eller om det var rigtigt og forkert.”

Har du været bange for, at dine læsere ville vende dig ryggen og ikke købe dine bøger for eksempel?

”Altså, jeg har været i forfatterbranchen i mange år, og jeg ved, at intet er sikkert i økonomisk forstand, men jeg synes, det vil være et større offer at holde udsalg af min medmenneskelighed end at risikere at skulle leve på en sten.”

Tilbage hos Jon Helt Haarder lyder konklusionen, at forestillingen om, at skønlitteraturen var blevet irrelevant, bogen på vej mod døden og forfatteren røget på historiens mødding, er mere rygte end sandhed.

”Ja, det har jo været diskursen i en del år nu, og måske er der også noget om det. Men den her trend er ikke mindst interessant, fordi den viser, at det modsatte også sker. At forfatteren og litteraturen har fundet nye måde at vinde betydning og relevans på.”