Forfattere: Danmark og Norge har forværret situationen i Afghanistan

Afghanistankrigen er tabt. De fleste skandinaviske tropper er rejst hjem, mens Taleban står stærkere end nogensinde, og landet kvæles i korruption. Det har Norge og Danmark et ansvar for, siger journalisterne Carsten Jensen og Anders Hammer, der har udgivet reportagebogen ”Krigen der aldrig ender”

Carsten Jensen (th.) og Anders Hammer har sammen skrevet bogen ”Krigen der aldrig ender”, som bygger på deres reportager fra Afghanistan.
Carsten Jensen (th.) og Anders Hammer har sammen skrevet bogen ”Krigen der aldrig ender”, som bygger på deres reportager fra Afghanistan. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

De intense øjne scanner hurtigt det fredelige forlagslokale, inden den store, kronragede nordmand rækker hånden frem med et afmålt smil. Men journalisten og dokumentarinstruktøren Anders Hammer er også vant til at leve i skudlinjen. Han har skrevet og fotograferet fra både Syrien og Irak, og han har sammenlagt boet over fem år i Afghanistan, hvor han med sine egne mørke øjne har set mennesker blive lemlæstet og dræbt over 20 gange.

”Det er den slags, man ikke glemmer,” siger han kortfattet og tilføjer, at særligt billedet af en ødelagt barnekrop, der blev båret ud af en bil, som havde påkørt en vejsidebombe få meter fra ham, stadig forfølger ham.

Sådan er livet som krigskorrespondent ikke let. Men der en grund til, at han selv bliver ved med at rejse ud.

”Man siger, at mindst tre ud af fire udsendte soldater vender hjem med en form for posttraumatisk stress, og det hører vi meget om, ligesom jeg selv bliver spurgt, om det ikke er hårdt at være i en krigszone, men man hører næsten intet om de almindelige afghaneres liv. Og forskellen på dem og mig er, at jeg altid kan rejse hjem. Det er derfor, at jeg tager derud. For man kan ikke få deres historier fra skrivebordet hjemme i Skandinavien. Og hvis nogen skal fortælle de historier, er nogen også nødt til at rejse ud for at møde virkeligheden med egne øjne. For det er journalistik for mig,” siger han ved siden af sin danske makker, forfatteren og journalisten Carsten Jensen, der nikkende tilføjer:

”Jeg har ikke været nær så meget i Afghanistan som Anders, men det er det samme, der driver mig. Da en amerikansk soldat for nogle år siden gik amok og dræbte 16 civile, vidste hele verden straks alt om ham og hans historie. Men vi kendte end ikke navnene på hans 16 ofre. Og på samme måde har vi hørt meget om de danske soldater, der blev dræbt i Afghanistan. Men intet om de op mod 100.000 afghanere, der har mistet livet i krigen,” siger Carsten Jensen, der selv har besøgt Afghanistan en del gange. Og Carsten Jensens og Anders Hammers fælles reportagebog ”Krigen der aldrig ender” bygger både på fælles og individuelle reportager i det land, som de begge mener både Norge og Danmark bærer et ansvar for i kraft af vores krigsdeltagelse.

Man kan læse bogen som en slags sørgelig statusrapport over, hvordan krigen har ramt almindelige mennesker, der nu – ifølge forfatterne – lever i et land med en dramatisk forværret sikkerhedssituation, efter at de fleste vestlige soldater er rejst hjem.

Anders Hammer: ”Det var meningen, at danske og norske soldater skulle skabe stabilitet og fred. Det lykkedes ikke, og det ser man meget tydeligt, når man rejser til Afghanistan i dag. Mange af de områder, vi besøgte for få måneder siden, kan vi faktisk ikke rejse tilbage til, fordi Taleban har indtaget dem nu. Sikkerhedssituationen er voldsomt forværret for den almindelige afghaner. Og vi mener, at der også hviler et ansvar på Danmark og Norge, som tog beslutningen om at deltage i krigen i Afghanistan.”

Men man gik vel netop ind i Afghanistan for at bekrige Taleban. Hvad skulle man da ellers have gjort dengang?

Anders Hammer: ”Det er relativt håbløst for Vesten at gå ind og forsøge at bygge vestlige demokratier rundt omkring i verden. Den eneste grund til, at vestlige soldater blev sendt ind i Afghanistan, var også terrorhandlingen den 11. september 2001. Målet var at pågribe Osama bin Laden, som man så også skød i Pakistan 10 år senere. Men hvad man egentlig ville opnå i Afghanistan, var der fra begyndelsen stor forvirring omkring. Der findes jo mange andre forfærdelige diktaturer i verden, men hvor Vesten ikke går ind.”

Carsten Jensen: ”Vi er begge enige om, at USA ikke kunne sidde angrebet på New York og Pentagon den 11. september 2001 overhørig. De var nødt til at gøre noget. Jeg besøgte Afghanistan i januar 2002 som skeptiker af krigen, men rejste hjem med en følelse af, at vores tilstedeværelse havde en god begrundelse, som ikke kun var al-Qaeda, men de fleste afghanere, jeg talte med, havde en følelse af lettelse. De havde følt sig indespærrede med Taleban, og nu åbnede verden sig igen. Mulighederne åbnede sig. Jeg vendte derfor hjem som tilhænger af vores tilstedeværelse. Men så gik der en hel række ting galt,” siger Carsten Jensen, der mener, at ”vores” vigtigste fejl var, at vi allierede os med de forkerte.

”USA ønskede en lavbud-getinvasion, det vil sige med få tropper på jorden. Og derfor ledte de efter Talebans fjender, det var den såkaldte Nordalliance, som var trængt helt op i yderkanten af Afghanistan i den nordlige del, heraf navnet. Men tidligere havde de været de krigsherrer, der efter Sovjetunionens tilbagetrækning havde påført Afghanistan en vild og udsigtsløs borgerkrig, der førte til lovløshed og kaos. Det var derfor, at Taleban opstod – for at skabe sikkerhed og lov og orden. Med fanatisk jernhånd. Men det var forkert af amerikanerne at konkludere, at krigsherrerne var afghanernes venner, blot fordi de var Talebans fjender. For krigsherrerne havde netop bragt lovløshed og kaos med sig. Tidligt i processen ville Taleban faktisk gerne forhandle. Det blev afslået. For USA og senere Nato kunne ikke skelne mellem al-Qaeda og Taleban. Men mens al-Qaeda var et internationalt terrornetværk, der havde som mål at skabe et globalt kalifat, var og er Taleban en national bevægelse, der ikke havde nogen som helst ambitioner uden for landets grænser. Og den eneste vej til fred for Afghanistan er at forhandle med Taleban. Det skulle man have set allerede i 2002.”

Set med demokratiske skandinaviske briller har vi vel ikke et stort værdifællesskab med Taleban?

Carsten Jensen: ”Flertallet af lande i verden har vi ikke noget værdifællesskab med, men det motiverer os jo ikke til at invadere dem. Vi kunne have nøjedes med at betragte indsatsen som en storstilet politiaktion mod et kriminelt netværk, nemlig al-Qaeda. Så ville det ikke have været et forsøg på at opbygge et nyt samfundssystem fra grunden. Vi var der jo heller ikke fra begyndelsen for at skabe demokrati, men fordi vi var medlem af Nato. Det blev jo en Nato-aktion. Og vi var der primært, fordi vi gerne ville udbygge alliancen med USA. Det har hele tiden været det egentlige formål. Det har rapporten fra Norge, hvor uafhængige forskere lavede en ordentlig evaluering af den norske indsats, slået fast. For den norske rapport viser, at missionen ikke nåede sine mål på nær ét: at få en tættere alliance med USA. I den forstand har den danske invasion også været en succes, men alt andet har været en fiasko. Men en så åbenhjertig rapport får vi aldrig herhjemme.”

Foto: Jens Welding Øllgaard

Anders Hammer: ”Jeg håber, at vores politikere vil lære af krigen i Afghanistan. For i dag ser vi ganske rigtigt, at den eneste måde at skabe fred i Afghanistan er at forhandle med Taleban. For man har prøvet alt militært uden held. Taleban er meget stærkere i dag end de første år inden invasionen. Den såkaldt danske provins, Helmand-provinsen, står nu i fare for at falde fuldstændigt i hænderne på Taleban. De seneste tal viser, at Taleban menes at kontrollere 85 procent af Helmand-provinsen. Og når man har tøvet i forhold til at gå ind i Syrien, handler det også om de dårlige erfaringer fra Afghanistan. Alligevel virker det ikke, som om politikerne har lært, hvor svært det er at få noget godt ud af at gå i krig for at skabe demokratier. Da Norge hjalp med at bombe Libyen, havde de norske politikere ikke engang tid til at mødes og tale om det, så de tog bare beslutningen via SMS om at sende norske piloter i krig i Libyen. Og det fik mig til at tvivle på, om man havde lært noget som helst af krigen i Afghanistan.”

I Danmark støttede Folketinget også hurtigt krigen mod Gaddafis styrker i Libyen, men var det ikke også forståeligt, når man dengang mente, at Gaddafi ville udslette hundredtusindvis af mennesker, hvis man ikke greb ind?

Carsten Jensen: ”Jo, og det var jeg selv tilhænger af dengang, hvor man sagde, at man skulle handle nu, hvis hundredtusinder ikke skulle slås ihjel på torsdag. Men siden har det jo vist sig, at man måske også der gjorde tingene værre. Og læren fra Afghanistan-krigen er, at man skal tænke sig om, før man blander sig i andres konflikter. I USA har Afghanistan-krigen ikke kun været den længste krig, men også den historisk mest upopulære. På et tidspunkt var der kun 17 procent af befolkningen, der støttede den. Og nu er den gået fra at være den upopulære krig til at blive den glemte krig. På intet tidspunkt i den amerikanske præsidentvalgkampagne er Afghanistan blevet bragt op, på trods af, at USA faktisk trapper op,” siger han og tilføjer:

”Der er stadig omkring 40.000 udenlandske soldater i Afghanistan, når man tager de 28.000 lejesoldater med. Men krigen bliver stadig behandlet med en enorm uvidenhed. Ingen taler om, at vi fra begyndelsen gik ind i en allerede eksisterende borgerkrig, og at det stadig er en borgerkrig. Og langsomt har målene også ændret sig. Så handlede det om kvinders frigørelse, siden om børn i skole og pludselig kun om sikkerhed.”

Det indfanger dramaserien ”Homeland” ifølge Carsten Jensen fint. Femte sæson foregår netop i Afghanistan, og i en scene diskuterer to af personerne krigen. ”Krigen?” siger den ene og tilføjer: ”Vi har ikke ført én krig i Afghanistan, men 14 forskellige krige. For hver sjette måned skiftede vores mål. Det har været fuldstændig usammenhængende.”

”Det tror jeg desværre er rigtigt. Vi har ikke været en stabiliserende faktor, men destabiliserende. Jeg hørte fra en tidligere britisk efterretningsofficer, Frank Ledwidge, der har skrevet flere kritiske bøger om krigen, at der var britiske efterretningsfolk i Helmand, før soldaterne kom i 2005. Og de meldte tilbage, at der var roligt og fint, men at man kunne få en krig, hvis man ville have det. ’You can have a war if you want it’. Og så kom de britiske og danske tropper. Men i dag har vi tabt, uanset hvad udenrigsministeren eller for den sags skyld Dronningen siger i en ny samtalebog.”

Men er der slet ingen lysglimt?

Anders Hammer: ”Jo, og det er der også i bogen – for eksempel unge afghanske kvinder, der gerne vil blive i landet for at gå ind i politik for at skabe positive forandringer for deres land.”

Carsten Jensen: ”Vores oplevelse af afghanerne er, at de er virkelig hårdhudede overlevere, et meget ressourcestærkt folk, men meget af den idealisme, vi mødte blandt både unge mænd og kvinder, er hjemløs, fordi regeringen er så gennemkorrupt og styret af nepotisme. Man skal købe sig til en stilling. Det handler ikke om kvalifikationer, men om man har råd til at bestikke sig til et godt job. Mange af de 200.000 flygtninge, der kom til Europa sidste år, er veluddannede unge mænd, der stemmer med fødderne, fordi de er komplet desillusionerede og ikke tror på en fremtid i Afghanistan.”

Når de mødte unge afghanske kvinder, der kæmpede for at forbedre forholdene, var det altid på trods af den såkaldt demokratiske regering, siger Carsten Jensen:

”Det er dog de kvinder, der giver forfatterne et spinkelt håb om, at Afghanistan måske engang vil blomstre. Men lige nu er det ældre mænd, der træffer beslutningerne i landet,” tilføjer Anders Hammer med et suk.

”Ofte bærer de våben, de bærer rundt på en krigsmentalitet og et krigsperspektiv på problemløsning. Der er en accept af tydelig korruption i det offentlige. Vi oplevede selv, hvordan politiet krævede bestikkelse hver dag på gaden. Men der er håb, fordi der også findes unge mennesker, der ønsker lov og orden. En del af de unge har også mere uddannelse og andre idealer for, hvordan landet kan styres. Men problemet er, at det ikke er dem, der har magten,” siger Anders Hammer og ser op med et lille lys i de mørke øjne, idet han tilføjer:

”Endnu!”