Forfattere, der holder af hverdagen

Herman Bang og Peter Seeberg er blandt de forfattere, der har et godt øje til det almindelige liv

Som en særlig tendens har hverdagen i dansk litteratur været til stede siden 1824. Først som den såkaldte poetiske realisme omkring 1830, senere en kritisk realisme for så at nå et højdepunkt med Georg Brandes og Herman Bang (billedet).
Som en særlig tendens har hverdagen i dansk litteratur været til stede siden 1824. Først som den såkaldte poetiske realisme omkring 1830, senere en kritisk realisme for så at nå et højdepunkt med Georg Brandes og Herman Bang (billedet). . Foto: Ritzau Scanpix.

Med lidt omvending af klummetemaet ”Bøgerne og hverdagen” kan vi let komme til ”Hverdagen i bøgerne” eller med et andet ord: realismen.

Som en særlig tendens har den i dansk litteratur været til stede siden 1824. Først som den såkaldte poetiske realisme omkring 1830, senere en kritisk realisme for så at nå et højdepunkt med Georg Brandes og Herman Bang. Derpå det folkelige gennembrud omkring 1900, 1930’ernes socialistiske realisme og 1960’ernes middelklasse-realisme.

Men hvad er hverdagen?

Tingene og menneskene eller menneskenes indbyrdes forhold? Realismen har mest været interesseret i det sidste, menneskenes indbyrdes relationer forstået bredt som samfundet. Så hverdagen er i realismen altid tegn på noget andet end hverdagen selv: vigtige tendenser i samfundslivet så som klassekamp, tidens udbredte nervøsitet, kvindefrigørelsen og så videre.

Hverdagen er i fortællende kunst, epikken, noget man bruger til at sætte en begivenhed eller en forandring i scene. Så faktisk forlader man hurtigt hverdagen, efter at den et blevet berørt som en omverden.

Herman Bang er berømt for den slags omverdens-regi, næsten som på en teaterscene:

”Bai skiftede Frakke til Toget./ – Satans saa lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet lidt over Regnskaberne” (fra ”Ved Vejen”).

Altså er vi på en togstation med en stations-bestyrer, der venter på, at toget snart skal komme. Men toget er noget usædvanligt og kræver skifte til uniformen, når det kommer. Hverdagens almindelighed er snarere regnskaberne, som han endda har siddet og kedet sig over, så sædvanlige er de.

Denne vekslen mellem det sædvanlige og det usædvanlige er sådan set realismens kernesituation. For at kalde det almindelige frem sendes noget usædvanligt ind i det stillestående miljø, og her er toget, som ventes, den begivenhed, der skal oplyse det sædvanlige. Det usædvanlige er en lampe, der tændes midt i det sædvanlige og oplyser det. Den almindelige grå hverdag er svær at fortælle om uden en sådan lampe over miljøet.

En af de forfattere, der kan blive længe i miljøet uden at skulle sende en forandring ind i det lige med det samme, er Peter Seeberg, som havde en kærlighed til det almindelige liv:

”Han slukkede lyset, tog gummistøvlerne på i entreen og så lige i postkassen, hvor annonceavisen og girokortet fra et lotteri opholdt sig solo. Hvem skulle for resten skrive? Han tog halstørklæde, frakke, handsker og hat på. Lukkede døren og låste, lagde nøglen i lommen”.

Men selv Seeberg kan ikke lade være med at lægge en psykologisk ”begivenhed” ind i beskrivelsen. Der er ikke noget brev i postkassen, altså ensomhed og kontaktløshed, som der også ligger i bemærkningen om, hvem der skulle skrive? Omverdenen bliver symbolsk, den peger ind på en tilstand i hovedpersonen. (Portræt af Henry Gabrielsen, fra ”Om fjorten dage”).

Men igen – hvad er hverdagen? Tingene eller menneskene?

Hverdagen er jo altid opfattet af et menneske, som den er hverdag for. Der ligger derfor en slags bedømmelse i ordet ”hverdag”, en hævdelse af uforanderlighed og vaneliv. Men idet opmærksomheden rettes imod hverdagen, forvandler den sig til en slags dramatik og får betydning, og det er det, der sker i den realistiske prosa.

Hverdagen er der nok til at starte med, men den får ikke lov til at bestå i sin uforanderlighed. Opmærksomheden i realismen vil noget med den, bruge den til sit eget formål som for eksempel ensomheden, samfundets forbedring eller påpegning af driften som den dybeste magt i tilværelsen.

Som man kan se, unddrager hverdagen sig i høj grad beskrivelse. Man kan eksperimentere med optagelser af den i timevis, men meget få ville gide at se sådanne film, hvor der intet sker, for eksempel otte timers søvn i en mørk nat, hvor lyset tændes én gang, fordi en skulle ud at tisse.

Nej, hverdagen skal have et skud dramatik for at blive interessant at se på eller være i. Og det får den så i de bøger, vi læser. Men i randen af realismens opmærksomhed kan vi få et glimt af hverdagen i regibemærkningerne til handlingen og dens formål. Hverdagen får aldrig lov at være sig selv. Bøgerne og billederne æder den op med mening, retning og betydning. Bogen og hverdagen er faktisk hinandens modsætning.

I klummen ”Bøgerne og hverdagen” causerer professor Bo Hakon Jørgensen over danske forfatteres beskrivelser af dagligdags fænomener og ting.