Prøv avisen

Forfattere farer oftere i blækhuset for at kritisere anmeldelser

Forfatter og filosof Peter Tudvad, der er aktuel med romanen "Forbandelsen" om Søren Kierkegaards liv, er en blandt flere forfattere, der går i offensiven i offentligheden, når hans bøger anmeldes. Foto: Sofie Amalie Klougart

Når skønlitterære forfattere i stigende grad tager til genmæle, skyldes det blandt andet, at kritikere har mistet deres autoritet

En roman bør tale for sig selv! Men sådan er det ikke længere. Forfattere farer i stigende grad til tasterne for at kommentere en anmeldelse og med beske ord i aviser og på sociale medier kritisere kritikerens dom eller endda selve kritikeren.

Forfatter og filosof Peter Tudvad, der er aktuel med romanen Forbandelsen om Søren Kierkegaards liv, er en blandt flere forfattere, der går i offensiven i offentligheden, når hans bøger anmeldes.

En bog er jo ikke en tilfældig ytring, ikke blot en enkelt sætning, et debatindlæg eller en kronik, men netop et værk, som forfatteren kan have brugt flere år på at skabe. Så tror da pokker, at man ikke er ligeglad med, hvilke misforståelser eller forvrængninger en anmelder efter en døsig time eller to med værket kolporterer, siger Peter Tudvad.

Efter udgivelsen af Forbandelsen, der er hans første roman, har han flittigt brugt sin Facebook-profil som en sikkerhedsventil for ikke at eksplodere på grund af overtryk, som han siger. Tidligere sendte Tudvad uden tøven sine holdninger om kritik af hans fagbøger til aviserne, men ikke denne gang, da en roman ifølge ham er et kunstnerisk produkt, som det bør stå enhver frit for at synes om eller ej.

LÆS OGSÅ: Er dagblads-kritikken generøs nok?

Især på de sociale medier, hvor det er mindre formelt og tonen ofte langt hårdere, tager forfattere til genmæle. Men at udtrykke sin utilfredshed over en anmeldelse her eller som et avisindlæg er fuldstændig det samme. Det mener Lars Bukdahl, litteraturkritiker på Weekendavisen, som får mange reaktioner på sine anmeldelser, blandt andet fra Jan Sonnergaard og Jens Christian Grøndal.

Kunstnere kan være kolerikere og hudløse. Og de værste er begge dele. De sociale medier er tydeligvis blevet en licens til at kommentere på anmeldelser. Og det dekorum, der før har hersket, er opløst i et vist omfang, siger Bukdahl.

Han nævner desuden, at andre forfattere pakker deres utilfredshed ind i længere kommentarer eller artikler af mere principiel karakter. Som for eksempel når forfatteren Mathilde Walter Clark i en større artikel kritiserer hele anmelderkorpset for at have et for lavt niveau kort efter en anmeldelse af hendes bog.

Problemet er, at man risikerer at fremstå latterlig. Det er ikke forbudt at sige fra over for anmeldere, men det er i bund og grund en umulig diskussion, for præmissen holder ikke. En forfatter, der lige har skrevet en bog, kan ikke indlede en diskussion om de kunstneriske problemer, jeg måske synes, der er i bogen. Det er hårdt, men det er en smagsdom. Det er svært at se, at der ligefrem kan komme en erkendelse ud af det, siger Lars Bukdahl.

Det er professor i litteratur og kritiker Nils Gunder Hansen enig i. Han mener, at tendensen til at tage til genmæle har flere forklaringer. Det hænger blandt andet sammen med et generelt autoritetstab i samfundet.

Folk har en tilbøjelighed til at klage over alt muligt. Og en kritiker har simpelthen også mistet sin autoritet. I gamle dage var det en større ting at blive anmeldt. Aviserne var mægtige, og kritikerne var mægtige, og det kostede mere at svare på en anmeldelse. På den måde er man brudt ind i templet, og i dag er det hele bare mere fragmenteret og med mange nye medier, siger Nils Gunder Hansen.

For det andet, påpeger han, har især yngre forfattere i dag et uafsluttet forhold til deres bog.

Flere er begyndt at skrive videre på deres bog på deres hjemmeside eller på blogs, og på den måde er det svært for en anmelder at bedømme en ny bog, når de efterfølgende kan komme og forsvare det med, at den jo ikke var færdig.