Forfattere protesterer mod islam-plakater

De Konservatives plakat med ordene ”stopnaziislamisme” bliver heftigt kommenteret på sociale medier, hvor en række forfattere langer ud efter partiets sprogvalg

I et interview med Jyllands-Posten forsvarer De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, partiets stop-islamisme-kampagne. Han understreger, at der ikke kan tages en "ordentlig debat" om emnet, før man kalder tingene for deres rette navn.
I et interview med Jyllands-Posten forsvarer De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, partiets stop-islamisme-kampagne. Han understreger, at der ikke kan tages en "ordentlig debat" om emnet, før man kalder tingene for deres rette navn. . Foto: Scanpix.

”Et lavpunkt i dansk politik”. ”Klamt”. ”Usmageligt”.

Sådan lyder nogle af reaktionerne på den grønfarvede plakat, som danskerne kan støde på ved blandt andet busstoppesteder rundt omkring i landet i disse dage. Budskabets afsender er De Konservative, der som led i sin såkaldte STOP-kampagne op mod det kommende folketingsvalg sidestiller islamisme med nazisme.

Teksten med de fire ord "STOP NAZI ISLAM ISME" oven på hinanden er ikke god stil, mener forfattere, der til dagligt arbejder med sproget. Nu protesterer en bred front fra kulturlandskabet mod ordlyden og de skjulte sproglige budskaber på valgplakaten.

”Det her er det groveste og mest usmagelige, jeg nogensinde har set i dansk politik. Teksten antyder, at der er en sammenhæng mellem nazismen og Islam. Jeg kan slet ikke fatte, at vi er nået dertil i Danmark,” skriver forfatter Kasper Colling Nielsen på sin Facebook-profil.

Hans kollega Niels Lyngsøe har sådan set ikke noget imod sammenligningen mellem nazisme og islamisme, ”da der er en del lighedspunkter mellem disse to afskyelige bevægelser”, som han skriver på sin Facebook-profil. Det ifølge Lyngsøe ”infame” ved valgplakaten er snarere orddelingen:

”Jeg er digter, jeg ved noget om linjebrud, og om hvordan man kan bruge dem til at lægge betydninger ind i en tekst, betydninger der ofte vil snige sig bag om den bevidste læsning og lægge sig i det ubevidste som en diffus fornemmelse … Under den legitime sammenligning gemmer der sig således en dehumanisering af samtlige muslimer. Klamt,” lyder kritikken.

Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen spørger retorisk på sin profil om ”det er lavpunktet i dansk politik, vi oplever nu?” ”Jeg håber ikke, nogen synker dybere. Nogensinde”, lyder kommentaren.

Det ”tåkrummende pinlige stykke propaganda”, skriver forfatter Christian Mørk om plakaten i en kommentar på Facebook.

”Mine damer og herrer, må vi præsentere den mest historieløst forsimplede, nedgørende, latterligt generaliserende og simpelthen uanstændige kampagne. ’Nazi Islam’ - og en efternølende ’Isme’, når blodet allerede er i kog - sådan lige i øjenhøjde over hinanden, hvad? Konservative bør skamme sig.”

I et interview med Jyllands-Posten forsvarer De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, partiets stop-islamisme-kampagne. Han understreger, at der ikke kan tages en "ordentlig debat" om emnet, før man kalder tingene for deres rette navn.

Men moderate muslimer føler sig også ramt af ordene på plakaten. Socialistisk Folkepartis folketingsmedlem Özlem Sara Cekic er dybt rystet og skriver følgende på sin Twitter-profil.

”Som dansk muslim skammer jeg mig over hvordan mine trosfæller bliver hetzet hver dag. Konservative rammer bunden!”

Se en af plakaterne nedenfor