Forfattere vil være historikere – med ret til at digte

Historiske romaner er på mode, og forfatterne bruger gerne månedsvis på at studere historiske kilder i arkiverne for at genskabe datiden så præcist som muligt. Men enhver roman er også fri fantasi, og det kan skabe forvirring, lyder det fra eksperter

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

De higer og søger i gamle bøger, forfatterne. Bruger time efter time i arkiverne, hvor de med notatblok og fotografiapparat studerer gamle, sprøde dokumenter med blegnet blæk.

Det er spor efter fortiden, de vil have. Spor, der viser, at lige præcis sådan lå slaverne stuvet sammen på skibene over Atlanten, og sådan lugtede der på et fiskemarked i middelalderen. Eller i en rendesten i 1700-tallets København. Alle detaljer skal med, for det, forfatterne skriver, skal tilbyde læseren en oplevelse af at være der selv, som stod de i den rendesten eller lå på slaveskibet og hev efter vejret.

Velkommen til den historiske roman anno 2016! Bogen er ”historisk” og ”autentisk,” men samtidig fuld af fantasi. Det sidste, fordi den er en roman og dermed forbeholder sig retten til frit at digte videre på historien.

Men mens den historiske roman altid har haft det forbehold, så bevæger forfatterne sig nu helt tæt på historien i en grad, så det måske kan blive svært at skelne mellem bogens handling og det, der virkelig skete.

Den historiske roman er en populær genre. For nylig udkom Mich Vraa’s ”Haabet” om Danmarks fortid som slavehandlende kolonimagt i Vestindien og Birgithe Kosovics roman om Erik Scavenius, ”Den inderste fare”.

I næste uge udkommer Luther-romanen ”Viae Deus Audet Scire – Veje Gud tør kende” af Oscar K., og i oktober kommer Bjarne Reuters ”Englene i Avignon”, der udspiller sig i 1300-tallet og beskrives som ”en historisk, overdådig og fantasifuld roman”.

Af nyere historiske romaner kan desuden nævnes Ida Jessens ”En ny tid”, Maria Hellebergs ”Thomasines frihed” og Kim Leines ”Afgrunden” og ”Profeterne i evighedsfjorden”.

Men hvorfor er det, at forfatterne ikke bare kan holde sig til deres metier og digte alt, hvad de skriver, frit fra leveren? Og hvornår har man skrevet sig så tæt på virkeligheden, at det ikke længere er forsvarligt at lirke en lille hvid løgn ind?

Bjarne Reuters nye bog er en udløber af den research, forfatteren lavede til ”Løgnhalsen fra Umbrien” fra 2004. Bogen handler om pave Clemens V – en virkelig historisk person – som skal rejse mod den hellige bro, Ponte il Duce, for at få renselse med hjælp fra en eksorcist, hvad der er opdigtet.

Bjarne Reuter har researchet i arkiver og på historiske steder for at ramme stemningen i middelalderens Sydeuropa præcist. For at bevare den nødvendige autenticitet er en historisk korrekt ramme essentiel, mener han. Men derudover er ”Englene i Avignon” ingen fagbog.

”Jeg tror, at fiktionen ofte kan kreere en genvej til det, man på anden vis ikke kan skrive sig frem til. I arbejdet slog det mig, at den magi, jeg ledte efter, lå i legeringen skabt af fiktion og fakta.”

Man kunne jo vælge at skrive om en fjern fremtid. Eller bare om nutiden. Men der er noget ved det historiske stof, som vækker lysten til at skrive, mener Bjarne Reuter.

”Jeg får foræret en ramme, som giver mig en digterisk frihed, som jeg ikke får, når jeg skriver om vor tid. 1314 var kirkehistorisk en brydningstid, den var voldsom og grusom og selve afsættet til den katolske kirkestat, vi kender i dag, og som – i min skildring – leverer en forudsætning for det opgør, som førte frem til Luther og Reformationen i 1517,” siger han.

Også forfatteren Ole Dalgaard, der skriver under aliasset Oscar K., har bevæget sig helt tæt på realhistorien i sin nye Luther-roman ”Viae Deus Audet Scire – Veje Gud tør kende”. Bogen er skrevet i samme sproglige stil som middelalderens og har forklarende fodnoter nederst på siderne.

Ole Dalgaard har brugt dagevis på at læse dokumenter om Luther, som han har fået adgang til i Wittenberg-arkiverne. Og han har læst om kristen mystik, geografi og vejrforhold på Luthers tid for at kunne give så nøjagtigt et billede som muligt.

”Det har faktisk været lidt ligesom at studere,” siger Ole Dalgaard.

Men han har også ”listet” noget ind, som slet ingen historisk sandhed har. For eksempel et par fiktive bipersoner. Og sidst i bogen fremgår det, at Luther på sit dødsleje læser en erotisk tekst af den kristne filosof Thomas Aquinas. Det står for Ole Dalgaards helt egen regning:

”Det forbeholder jeg mig retten til, for det er en roman, og jeg har et budskab, som jeg mener er vigtigt at få ud. Det er, at vi så ofte sætter Luther i bås som fornuftsteolog. Mit greb er at vise, at Luther også var et følelsesmenneske,” siger han.

Men det er noget rod, at romaner forsøger at ligne ”rigtig” historie, mener Claus Møller Jørgensen, der er lektor i historie ved Aarhus Universitet.

”Man kan let komme til at få fornemmelsen af en slags gidseltagning. Hvorfor skriver forfatterne ikke bare noget, der er helt og aldeles opdigtet? Hvorfor skal en historisk person tages som gidsel i en historie, der alligevel bare er opfundet?”.

Birgithe Kosovics netop udkomne bog om Erik Scavenius, ”Den inderste fare”, har for nylig i Politiken vakt undren hos historikere for på den ene side at fremstille Scavenius’ bedrifter faghistorisk korrekt og på den anden side fremstille den tidligere statsminister som en mand med et lystigt sexliv og en meget stor libido – noget, der ikke findes kildemateriale om.

Det er fint, at forfatterne går i arkivet og dyrker dét for at sætte en scene, på samme måde som en rekvisitør leder efter tidssvarende rekvisitter til et teaterstykke, der foregår i en anden tid. Men det er vigtigt at vise, hvornår noget i handlingen er det pure opspind, ellers skaber det forvirring, mener Claus Møller Jørgensen.

”Der ingen tvivl om, at historiske romaner har betydning for, hvad folk tror om fortiden. Fordi de er så læste, simpelthen. Når man tænker over det, er det en pakkeløsning, hvor alting er mudret sammen. Man har ikke en afdeling for rene fakta og ren fiktion. Og skelner læserne rent faktisk? Det er et genremiks, som kræver, at man helt klart deklarerer, at her er tale om en roman,” siger han.

Netop derfor er det usmart som romanforfatter at benytte fodnoter og videnskabelige henvisninger i en skønlitterær tekst, mener Claus Møller Jørgensen.

”Det, vil jeg mene, er snyd. Hvor er så fodnoterne til det, der ikke er sandt? Man må markere, hvad der er historisk, og afstå fra at gøre det, hvis bogen indeholder stof, som ikke kan kildebelægges. Teksten er noget andet, end det, den giver sig ud for at være.”

At lokke læserne til med ”autenticitet” er dog et trækplaster, forfattere har brugt siden 1700-tallet. Af den banale grund, at virkelighedens historier ofte er mindst lige så gode som dem, man selv finder på, forklarer Johnny Kondrup, professor i litteratur ved Københavns Universitet.

Forfatteren Anne Marie Løn har blandt andet beskrevet, hvordan hun havde en følelse af, at der stod ”flammer” om hovedet på hende, da hun læste den virkelige historie om slægten Hofman-Bang, der var udgangspunkt for hendes roman ”Dværgenes dans” fra 1999.

”Der ligger et kolossalt og inspirerende stof. Samtidig har nogle forfattere brug for begrænsningen. De søger virkelighedsstoffet, fordi det giver en modstand, og finder, at rammerne forløser det kreative potentiale bedre, end hvis man havde fuld frihed,” siger Johnny Kondrup.

Man kan godt blive forvirret, men forvirringen er også en del af legen, påpeger han.

”Helt overordnet skal man ikke regne med, at en historisk roman kun fortæller sandheden. Selv fodnoter kan være opdigtede, og det er tilladt. En romanforfatter har frie hænder, så længe han eller hun ikke digter imod kilderne, men kun med dem. Det nytter ikke meget at forsøge at opstille grænser, for det er i selve grænseoverskridelsen og legen med grænsen mellem fiktion og fakta, at magien opstår,” siger Johnny Kondrup.

Den første rigtige historiske roman i litteraturhistorien er sir Walter Scotts ”Waverley” fra 1814. Herhjemme ses det første eksempel med B.S. Ingemanns ”Valdemar Seier,” fra 1826, der havde undertitlen ”En historisk roman”.

”Det er en tid, hvor nationalstaterne befæstes, og den historiske roman bliver et redskab til at fremdrage nationalstatens glorværdige fortid. For Ingemann er det vigtigt at vise, hvilke store bedrifter bisper og konger har ydet i fortiden. Og ved fremdragelsen af det bliver romanen også en bekræftelse på, at den danske nation vil være stærk, så længe den hviler på kristendommen,” fortæller Johnny Kondrup.

Ingemanns roman blev også brugt som led i den kulturelle oprustning mod tyskerne i de slesvigske krige senere i 1800-tallet. Men omkring 1900 sker et skifte i den historiske romans rolle.

”Senere kommer vi ud over den naive nationale selvglæde, og den historiske roman kan i høj grad også bruges til at pille myter fra hinanden. Johannes V. Jensens ’Kongens fald’ handler om, hvor uglorværdig en person Christian den Anden var, præget af tvivlesyge og forfølgelsestanker. Romanen bliver hos Johannes V. Jensen til en negativ national myte, et signalement af det danske sind og dekonstruktionen af en national figur. Som igen bliver symbol på nationens manglende levedygtighed”.

I dag bruges den historiske roman mest af alt til at få os til at tænke over fortiden. Et godt eksempel på det er Mich Vraas nye roman ”Haabet”, om hvilken forfatteren selv skriver, at ”han ikke er historiker”, og at det ikke har været hans ærinde at starte en debat om Danmarks slavefortid i Dansk Vestindien. Men det er altså sket alligevel, og forfatteren har til Politiken udtalt, at han finder det på sin plads med en undskyldning for den kynisme, hvormed Danmark indgik i den verdensomspændende slavehandel i kolonitiden.

Man skal i virkeligheden ikke være så bekymret for, om læserne af de historiske romaner kan finde hoved og hale i fakta og fiktion, mener Johnny Kondrup.

”Vi har en elementær lyst til at læse om den virkelighed, vi befinder os i. Det viser sig blandt andet i, at historiske romaner og biografier er meget læste genrer, og jeg tror, at det skyldes, at de tilbyder en fortolkning af den virkelighed, der kan opleves meget fragmentarisk. I realhistorien er alting brudstykker, afbrudte forløb og løse ender. Litteraturen tilbyder en mening i alt det uoverskuelige,” påpeger han.

Mens historikere må finde sig i at være bundet på hænder og fødder af at vise, hvordan verden engang var, kun gennem de kilder, der er til rådighed, kan romanforfatterne selv lege med de manglende brikker i puslespillet. Og så kan det godt være, at det ikke er sandheden, de får frem. Men måske er det noget, der næsten er vigtigere, mener Johnny Kondrup:

”Det er et helt elementært meningsbehov.”