Prøv avisen

Forfatteren, der altid var på vej

For Henrik Pontoppidan var skrivearbejdet altid en fortløbende proces: Altid følte han sig undervejs, altid bestræbte han sig på at blive klogere på sig selv og sin omverden.

Præcist og engageret portræt af Henrik Pontoppidan i serien om danske kanonforfattere

At Henrik Pontoppidan havde udgivet en , betød ikke, at han var færdig med den. Skrivearbejdet var for ham var en fortløbende proces: Altid følte han sig undervejs, altid bestræbte han sig på at blive klogere på sig selv og sin omverden. Derfor vendte han tilbage til sine værker og ændrede dem i flere omgange.

LÆS OGSÅ:Pontoppidan: Kun døden kan udfri

Han ville gerne være en folkelig forfatter og søgte i sine bearbejdelser at gøre fremstillingen stadig enklere, klarere og mere overskuelig. Ændringerne kunne imidlertid også medføre, at en tekst fremtræder i et nyt perspektiv. Det gælder for eksempel de små romaner Sandinge Menighed og Det ideale hjem, hvor slutningen og dermed hele handlingen bliver ganske anderledes end i de oprindelige versioner.

Dette for Pontoppidan så karakteristiske træk er et af dem, som Thorkild Borup-Jensen fremhæver i sin Henrik Pontoppidan. En kanonforfatter, der er næstsidste bind i en serie om 14 kanonforfattere. Hele den ge-digne serie er skrevet af Borup-Jensen. Det nu foreliggende bidrag er med sit rolige og nøgterne overblik, sit engagement og sin præcision betegnende for de små indbydende og appetitvækkende bøger, hvortil yderligere billedmaterialet bidrager.

Fremhæves må endvidere sansen for velvalgte citater, blandt andet dette: Dér, hvor lidenskaben koger, må poeten sætte sin gryde over. Det var netop, hvad Pontoppidan gjorde. Han er de stærke holdningers og følelsers forfatter, samtidig med at han er en køligt behersket stilist. Denne dobbelthed er i overensstemmelse med hans grundholdning: På den ene side respekterer han de personer, hos hvem lidenskaber koger i en grad, der gør dem utilgængelige for kompromiser men på den anden side er han på vagt over for fanatismens og intolerancens blindgyder.

Pontoppidans relevans for de nye læsere, som en i høj grad hevender sig til, synes Borup-Jensen ikke at være i tvivl om. Noget af det aktuelle hos ham understreger han indirekte i sin gennemgang af den sidste af forfatterens tre store romaner, De dødes rige, der karakteriseres som en forfalds- eller undergangsroman.

Når Borup-Jensen blandt de krisetegn, som Pontoppidan opstiller, nævner den overdrevne sundhedsdyrkelse, der for mange er blevet selve livets essens, dets centrale indhold, må man uvægerligt tænke på den næsten religiøse holdning til sundhed i vore dage.

Henrik Pontoppidan. En kanonforfatter er pædagogisk tilrettelagt og let at læse. I fire store hovedkapitler, der hver især udgør en helhed, følges lige så mange veje både til personen Pontoppidan og til hans produktion.

Borup-Jensen slutter af med at antyde nogle af de dybe og varige spor, som forfatteren en af de meget få danske nobelpristagere har efterladt sig i vores litteratur og nævner i den forbindelse forfattere som Martin Andersen Nexø og Tage Skou-Hansen, Svend Åge Madsen, Jens Smærup Sørensen og Ida Jessen.