Prøv avisen

Forfatteren, der beskæftiger sig med de største emner i verden

Nicklas Bendtner taler med pressen under landsholdets træning mandag d. 30 maj 2011 på Helsingør Stadion. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2011). Foto: .

Cormac McCarthy besidder en poetisk begavelse og kunstnerisk ærlighed ud over det sædvanlige. Vi tegner et portræt af USAs måske vigtigste nulevende forfatter

Cormac McCarthy har aldrig været interesseret i følsomhed. Henry James og Marcel Prousts psykologiske realisme er, slog han engang fast i et interview, ikke litteratur. Romanforfattere bør beskæftige sig med døden det største emne i verden mener han.

Og det gør McCarthy selv i høj grad.

Hans romaner drypper af blod og skildrer menneskeligt misantropi i form af mord, skalpering, halshugning, kannibalisme og generel afstumpethed. I hans hovedværk Blodets Meridian (1985), som i dag udkommer på dansk, erklærer en af de centrale figurer, at krig eksisterer, fordi unge mænd elsker den, og gamle mænd elsker den i dem. I Alle de smukke heste (1993) bekendtgør den gamle Duena Alfonsa, at det, som er bestandigt i historien, er grådighed og tåbelighed, og dette er en ting, som selv Gud som ved alt, der kan vides synes ude af stand til at ændre.

LÆS OGSÅ: Blodets strøm og tidens gang i det vilde vesten

Viljen til at udforske menneskehedens mørkeste, grimmeste sider er med til at gøre Cormac McCarthy til en af de førende kandidater til titlen som USAs vigtigste nulevende forfatter, fremfører Steven Frye, der er professor i litteratur ved California State University i Bakersfield og formand for det akademiske selskab the Cormac McCarthy Society.

Cormac McCarthy giver sig i lag med det, som Herman Melville betegnede som de mægtige emner: teologiske, kosmologiske og eksistentielle spørgsmål om tilværelsen. Han er interesseret i vold og misantropi som et grundlæggende menneskeligt vilkår, men han forklarer dem ikke nødvendigvis. Han gør indsigelse mod den episke tradition, der altid giver vold en mening i form af eksempelvis et forsvar for familien eller fædrelandet, og siger ærligt, at der ofte ingen hensigt er med brutalitet, siger Steven Frye.

Cormac McCarthy er, påpeger mange kritikere, en pessimist, der ikke er bange for at stirre ned i afgrunden og skildre den skrøbelige fernis, der adskiller mennesket fra urkræfterne. Han kigger ind i de mørkeste hjørner af den menneskelige eksistens med en lampe af blod, som forfatteren Benjamin Percy udtrykker det i et interview med magasinet The Atlantic. Og det er en afspejlning af den verden, vi lever i, påpeger Steven Frye.

De, der begræder den umådeholdne vold i Cormac McCarthys romaner, fejllæser ham. Tænd for tv-nyhederne og se, hvad der finder sted af mord, krig, etniske udrensninger og anden menneskelig grusomhed. Det er disse forhold, han udforsker, siger han.

LÆS OGSÅ: Karen Blixen kørte også traktor

Den i dag 79-årige Cormac McCarthy er opvokset i sydstaten Tennessee og skrev i begyndelsen af sin karriere i den såkaldte Southern Gothic (sydstatsgotiske) litterære tradition, der ofte karakteriseres af utilpassede figurer, hærgede omgivelser og groteske, dystre hændelser i forbindelse med fattigdom, fremmedgørelse, racisme, kriminalitet og vold. Siden midten af 1980erne har han hovedsagelig skrevet i western-genren, hvilket har givet ham anledning til at beskæftige sig med amerikanske myter om blandt andet genrejsning gennem vold og erobringen af det uendelige vilde vesten.

McCarthy skriver i netop disse traditioner, fordi han ser dem som særligt afstemte til at forholde sig til de spørgsmål om livet og døden, som han behandler i sine værker, forklarer Steven Frye.

Cormac McCarthys første roman udkom allerede i 1965, men hans rødder i Syden var et langt stykke hen i hans forfatterskab med til at kategorisere ham som en regionalt funderet sydstatsforfatter uden bred appel. Det begyndte at ændre sig med udgivelsen i 1985 af Blodets meridian, der af den toneangivende kritiker Harold Bloom blev betegnet som den bedste amerikanske roman siden William Faulkners I min sidste time. Alle de smukke heste i 1992 var yderligere et skridt i retning af den brede anerkendelse, som den pulitzerprisvindende roman Vejen i 2006 beseglede.

Også Joel og Ethan Coens stjernespækkede filmatisering af Ikke et land for gamle mænd i 2007 og John Hillcoats filmatisering af Vejen to år senere var med til at gøre Cormac McCarthy til en slags litterært allemandseje.

McCarthy er del af en bredere gruppe af amerikanske romanforfattere, heriblandt Mark Twain og William Faulkner, der har kæmpet med at blive anerkendt som internationalt betydningsfulde skribenter. Det er først for relativt nylig, at han for alvor er begyndt at blive oversat uden for USAs grænser, bemærker Steven Frye.

Cormac McCarthy, der lever et tilbagetrukket liv i delstaten New Mexico, er født katolsk, men har i sine yderst sjældne interview antydet, at han er en form for agnostiker med en respekt for spiritualitet og gudstro. Han regnes blandt de amerikanske forfattere, der er stærkt inspirerede af King James-udgaven af Bibelen, som ofte betegnes som en støbeform for det engelske sprog.

Cormac McCarthy kanaliserer Bibelen på så mange forskellige niveauer, at kun Herman Melville kan overgå ham. Vi ser bibelske motiver og referencer helt tilbage i hans første romaner, og også stilistisk kan vi hos McCarthy høre genlyden af King James-Bibelens særlige, krystalklare prosa og digteriske skønhed. Dens ord, vendinger, syntaks og rytme er vævet ind i hans værker, forklarer Steven Frye.

Og den amerikanske forfatters romaner er gennemsyrede af kristen mytologi og af Bibelen, særligt Det Gamle Testamente.

McCarthys værker er hjemsøgt af Gud på en måde, som han ikke selv synes at være, bemærker Steven Frye.

Dette gør sig i høj grad gældende i McCarthys måske mest kendte roman, den knugende smukke Vejen, der skildrer en navnløs fars og søns gruopvækkende vandring gennem et askegråt, postapokalyptisk landskab hjemsøgt af åndeligt og fysisk menneskeligt fordærv. Litteraturanmeldere fremhæver, at manden og drengen i romanen er bærere af ilden, og at den yngre kan betragtes som en slags messias, mens den ældre er en gudlignende figur.

I fortællingen kommer og går forestillingen om Guds eksistens, og det er småt med håb, men der er dog en åbning over for tro. I et interview med avisen New York Times i 1992 giver Cormac McCarthy selv en slags forklaring på den nihilisme, der er en næsten konstant understrøm i hans værker:

Liv uden blodsudgydelse eksisterer ikke. Forestillingen om, at menneskeslægten kan forbedres på en eller anden måde, at alle kunne leve i harmoni, er en meget farlig idé. De, som drages af denne forestilling, er de første, som opgiver deres sjæle, deres frihed. Ens ønske om, at det vil være sådan, trælbinder en og gør ens liv intetsigende.