I en berømt sketch afholder de britiske komikere i Monty Python den årlige konkurrence om at genfortælle de syv bind og 4215 sider af ”På sporet af den tabte tid”. På 15 sekunder.
Véronique Aubouys projekt er det stik modsatte. I 27 år har den franske filmmager og performancekunstner filmet almindelige mennesker, mens de læser et uddrag Marcel Prousts monumentale romanværk. Filmen ”Proust Lu” (Oplæsning af Proust) varer allerede 140 timer, og når den vises i sin fulde længde på kunstskoler og museer som Grand Palais og Musée d’Art Moderne i Paris, er der non-stop forevisning i fem dage og fem nætter.
”Vi lægger tykke gulvtæpper og bløde puder ud på gulvet, så folk kan falde i søvn, vågne op og se videre. Folk kommer og går. Der er garvede Proust-læsere, selvfølgelig, men også mange, der ikke kender Proust og faktisk får lyst til at læse romanen. Engang viste vi filmen i en lille landsby i Bretagne. Beboerne kiggede ind hver dag, når de havde gjort deres indkøb, for at høre et lille stykke og sludre med naboerne. Og nej, Proust er ikke kun for eliten. Det er vidt forskellige mennesker, der læser ham i dag,” siger Véronique Aubouy.
150 år efter sin fødsel i 1871 er Marcel Prousts monumentale værk blevet det måske mest studerede franske litterære værk i verden. Der findes Proust-selskaber verden over, også i Danmark, og nogle af de vigtigste institutter for Proust-studier findes ved amerikanske universiteter.
Frankrig, der aldrig skabte en klassisk digter med samme europæiske status som Shakespeare og Goethe, har til gengæld Proust, der opfandt den moderne roman uden et klart handlingsforløb eller intriger.
Hans ”madeleine-kage” – den lille sandkagelignende delikatesse som dyppet i te bringer fortiden tilbage i et splitsekund – er blevet et litterært fælleseje som indbegrebet af det flashback, der opstår, når et sanseindtryk genopliver et minde fra en svunden tid.
Men hans værk har også fået et ry som et uindtageligt litterært citadel med alenlange sætninger, der slynger sig som lianer om romanens murværk og, for nogle læsere, dækker indgangen til. Alene det at oversætte de flere tusinde sider er blevet sammenlignet med at rense en hangar med en tandbørste.
”Marcel Proust byggede ligesom Balzac og Zola før ham et kæmpemæssigt persongalleri med over 250 personer og skabte dermed sit eget univers,” siger Mireille Naturel Nathalie, professor i litteratur og Proust-ekspert ved Sorbonne Universitetet.
”Men hans forbillede var digteren Baudelaire, og hans litterære udtryk er langt mere poetisk og inderligt. De lange, snoede sætninger, han er så kendt for, er netop en del af dette poetiske univers. Hvorvidt ’På sporet’ er en selvbiografisk roman er stadig genstand for debat, men givet er det, at han var inspireret af virkelige personer, hvoraf nogle følte sig udstillet i romanen,” siger Mireille Naturel.
Marcel Proust blev født den 10. juli 1871 i et Paris, der netop havde overstået en belejring af den prøjsiske hær og et fransk nederlag i en krig, der endte med tabet af Alsace og Lorraine.
Hans far, Adrien Proust, kom fra en beskeden familie, men en af de mest prominente læger i Paris. Hans mor tilhørte derimod en velstående jødisk familie. Marcel blev katolsk døbt, men betragtede nærmest sig selv som agnostiker. Derimod var han levende interesseret i trosspørgsmål. Som han skrev til sin bankier og ven Lionel Hauser i 1915:
”Måske er jeg ikke troende, som du skriver, men jeg har været optaget af religion hver evig eneste dag i mit liv.”
Moderens familieformue tillod den svagelige, astmaplagede Marcel at bruge sig liv på skrive. Og den dobbelte familiearv kom til at gennemsyre hele hans litterære værk med både katolske og jødiske personer.
Combray, hvor fortælleren i ”På sporet af den tabte tid” tilbringer dele af sin barndom, er den fiktive udgave af Illiers vest for Paris, hvor Proust som barn tilbragte somrene hos sin farmor. Og fortællerens paniske angst for at blive skilt fra sin mor spejler ligesom jalousien, som karakteriserer flere af hans romanpersoner, hans eget besidderiske forhold til moderen.
Hele romanværket er en analyse af fortællerens, men også Prousts egen homoseksualitet og rejsen hen i mod at blive forfatter. Han er en slags litterær Freud, der udforsker sjælens krinkelkroge, men uden, som senere forfattere, at dyppe sin pen i psykoanalysens blækhus. Proust havde ikke hørt om begreberne underbevidsthed og ødipuskompleks, som Freud udviklede i Wien, mens han selv skrev i Paris. Han kendte dem fra sig selv.
”Freud tager udgangspunkt i drømmene og drømmetydningen, og for Proust er søvnen et vigtigt tema. Hovedscenen i ’På sporet af den tabte tid’, hvor fortælleren længselsfuldt venter på at blive kysset godnat af sin mor, er en klart freudiansk scene. Det samme er hans udforskning af seksualiteten,” skriver professor emeritus Jean-Yves Tadié i sin bog om parallellerne mellem Freud og Proust.
Netop derfor taler romanen stadig ind i nutiden. Den er ikke kun en guidet rejse ind i Prousts eget indre landskab, men også i læserens. Et dyk ned i det, der udfolder sig under ”den ukendte sø”, som han med et poetisk og litterært udtryk kaldte det, Freud gav navnet underbevidstheden.
”Proust er følelsernes forfatter. Han beskriver jalousien og kærligheden, skylden og sorgen over at miste dem, man elsker. Det er eksistensens almengyldige sjæleveje, han beskriver. Han holder et spejl op, så læseren genkender sig selv og føler, at det er ham – eller hende – Proust skriver om,” siger Mireille Naturel.
150-året for hans fødsel markeres med udgivelsen af et nyt, hidtil ukendt værk, som skjulte sig blandt forfatterens efterladte papirer, og som ifølge forlæggeren er et forlæg til ”På sporet af den tabte tid”.
”Les soixante-quinze feuillets” (de 75 ark), som titlen ganske enkelt lyder, indeholder de virkelige navne på de personer, Marcel Proust udleverer med en ofte nådesløs humor i sit hovedværk. Og det vil ”give adgang til den oprindelige proustianske krypt takket være de nøgler, forfatteren ligesom har glemt i teksten”, lover forlaget Gallimard.
Hvilket mere eller mindre er den hellige gral for Proust-elskere.
”Nogle får aldrig hul på ham som forfatter. Men får man først døren op, bliver man aldrig færdig,” lover Mireille Naturel.