Forfatteren, der hyldede den tyske militarisme

Fornemt og grundigt værk fortæller historien om forfatteren Karl Larsen, der udviklede sig fra at være en begejstret individualist i Georg Brandesfodspor til at dyrke statens undertrykkelse af individet

Jesper Düring Jørgensen: Den smilende kamæleon. Karl Larsen (1860-1931). Digter, journalist og militarist. 593 sider. 450 kroner. Museum Tusculanums Forlag.
Jesper Düring Jørgensen: Den smilende kamæleon. Karl Larsen (1860-1931). Digter, journalist og militarist. 593 sider. 450 kroner. Museum Tusculanums Forlag.

Da jeg studerede i 1960erne, flød antikvarbogkasserne med Karl Larsens propagandabøger om Tyskland og dets vidunderlige militarisme op til og under Første Verdenskrig (1914-1918). Ingen gad have disse bøger længere. Den litteraturhistoriske periode 1870-1900 henviste til hans roman Dr. Ix (1896), som vi burde læse og ellers beskrev man ham som hyperrealist af Herman Bangs slæng.

Karl Larsen (1860-1931) var en stor kulturpersonlighed i sin samtid med sit litterære og essayistiske forfatterskab. I dette gik han stålsat ind for den tyske militarisme som den statsform, også andre burde tilegne sig, så de kunne undgå demokratiets strid og føleri.

Staten skulle være over individet, aldrig omvendt. Denne holdning blev han efterhånden ugleset for, og da han samtidig slet ikke var dansknationalt begejstret, gled han efter sin død helt ud af den kulturelle debat, hvor han dog i levende live havde haft en position som en hård stift midt i det strømmende med sin ekstreme fornuftsdyrkelse.

Ikke nogen ganske rar person at studere, skulle man synes, men Jesper Düring Jørgensen har fået en aldeles spændende bog ud af at forske i det store ubenyttede brevstof, som findes i Karl Larsens arkiv på Det Kongelige Bibliotek. For hvordan gik det til, at en begejstret individualist i Georg Brandes fodspor gik hen og blev en dyrker af statens undertrykkelse af individet?

På det personlige plan havde det noget at gøre med en slags selvhelbredelse, som Karl Larsen foretog på sig selv fra midten af 1880erne. Han havde fra slutningen af 1870 erne været psykologisk indadvendt, registreret sit eget følelsesliv og nedtegnet dets detaljer i en dagbog fra 1881 indtil 1885 og var efterhånden kommet til at tvivle på følelsernes ægthed.

Ingen af de digteriske planer, han havde, fik han gjort noget ved, kort sagt: Alt gik op i tankespåner til hobe. Men som den svage , følelsesstyrede han var, strammede han sig op med tanken om logisk og disciplineret styring af sig selv såvel som det samfundsmæssige demokratiske skrig og skrål, som han fandt uværdigt.

Efter sanatorieophold i Tyskland (cirka 1884) modnedes hans tro på den tyske militarisme og disciplin som midlet mod den demokratiske syge i samfundet såvel som i individet, hvor demokratiet svarede til den frigjorte individualisme, som nu skulle bekæmpes. Hans egen indre kamp mod føleri skulle nu i stor skala bruges mod samfundets gruppe- og klassemodsætninger.

Karl Larsens stålsatte moralisme har Jesper Düring Jørgensen nu sat sig for at afsløre: Larsen var i alt for høj grad blandet sammen med den tyske propagandatjeneste i Danmark, da han på grund af fejlslagne aktiespekulationer under Første Verdenskrig kom i økonomisk uføre og modtog penge fra Tyskland.

Han var altså under ingen omstændigheder en fri intellektuel ånd, som han selv hævdede. Han var desuden stærkt afhængig af kvinder midt i sit ellers erklærede ideelle ægteskab med en ni år ældre formuende kvinde.

Men Düring Jørgensen vil også gerne se ham som mediebeherskende person, der forstod at vælge provokerende emner i samtiden og dermed bringe sig selv i centrum for debatten, og selvom han fik slag for det, fik han dermed højnet sin mediemæssige værdi, før man talte om andet end bare reklame og propaganda. Han gled i den grad i ét med sit emne, og dyrkede den heftige diskussion med sine kontroversielle synspunkter. Han tog farve af aktualiteten og Düring Jørgensen konkluderer: det kamæleon-agtige er kernen i Karl Larsens væsen.

Karl Larsen var uden fordomme, men derfor også uden idealer, når man undtager hans livslange dyrkelse af den tyske nationalmilitarisme. Han var tæt på at være en mand uden egenskaber, der dog i al hensigtsmæssighed forstod sig på at lade sig fylde af markante idéer og forestillinger, der var ud af hans tid.

Düring Jørgensen spiller her på Robert Musils romanklassiker Manden uden egenskaber netop fra 1930erne, og giver udtrykket en ny variation: det medieafhængige menneske, der opbygger sin identitet på hævdede meninger uden bund i vedkommendes eget liv og egen praksis.

Det er et troværdigt portræt, Düring Jørgensen skaber, og det lader sig læse som en stor ideologisk samtidshistorie. Vi står ved fascismens begyndelse og forstår kampen mod den splittelse, som demokrati altid er, men som disse personer ikke kunne udholde, fordi de så det som den europæiske, hvide stats undergang. Føleriet og uafgjortheden som den hvide races selvmord.

Logik og disciplin skulle redde ikke alene den enkelte, men gennem staten alle de forvirrede. Karl Larsen døde, inden der gik nazisme i hans idéer. Men han ville sikkert være faldet i, hvis han havde levet længere.

Bogen er let at læse, skønt den er et orgie i henvisninger til denne og hin kapsel med papirer på Det Kongelige Bibliotek. Hvad kan man dog ikke ved års indsats i arkivalierne komme til at vide om fortiden!

Man får en let åndenød ved al den viden, man ikke selv har undersøgt, og hvad man faktisk kunne komme til at vide, når man ser Düring Jørgensen på sporet gennem henvisninger til dette og hint værk. Ypperligt formidlet biblioteksresearch, simpelthen.