Forfatteren, der kæmpede imod apartheid

André Brink ændrede Nelson Mandelas syn på verden. Nu er den sydafrikanske forfatter død

Blandt Andre Brinks hovedværker er ”Rygter om regn” (1978), ”En kæde af stemmer” (1981) og ”En tør hvid årstid” (1979), der i 1989 blev filmatiseret med Donald Sutherland og Marlon Brando.
Blandt Andre Brinks hovedværker er ”Rygter om regn” (1978), ”En kæde af stemmer” (1981) og ”En tør hvid årstid” (1979), der i 1989 blev filmatiseret med Donald Sutherland og Marlon Brando. .

Brink blev i 1960'erne kendt som en af frontfigurerne i den litterære bevægelse Die Sestigers, som kan oversættes til ”tresserne”.

Den markante kritiker af det sydafrikanske apartheidstyre, forfatteren André Brink, er død, 79 år gammel. Han døde om bord på et fly, som skulle fragte ham hjem til Sydafrika fra Belgien, hvor han var blevet udnævnt til æresdoktor ved et universitet.

Sammen med forfattere som Ingrid Jonker og Breyten Breytenbach brugte han det lokale sprog afrikaans til at kritisere apartheidstyret.

I 1974 blev hans bog ”Kennis van die aand” (udgivet på engelsk som ”Looking on Darknees”) den første bog på afrikaans, som blev forbudt af apartheidstyret.

Det skulle tage otte år og en stærkt profileret retssag, før den igen kunne læses lovligt i hans hjemland, og Brink oplevede, at styret chikanerede ham

Brinks kamp mod det berygtede, raceadskillende styre i Sydafrika fik den højest tænkelige anerkendelse, da Nelson Mandela roste hans forfatterskab med ordene:

”Da jeg sad i fængsel, ændrede du mit syn på verden.”

Brink har vundet flere internationale litteraturpriser og har været nomineret til såvel Bookerprisen som Nobelprisen i litteratur.

Blandt hans hovedværker regnes ”Rygter om regn” (1978), ”En kæde af stemmer” (1981) og ”En tør hvid årstid” (1979). Sidstnævnte blev i 1989 filmatiseret med Donald Sutherland og Marlon Brando og udløste en Oscar-nominering til Brando. Brinks sidste roman, ”Philida”, udkom i 2012. Romanen handler om slavepigen Philida, og i en anmeldelse i Kristeligt Dagblad bliver der om André Brink sagt, at han skriver brutalt, men til tider også sentimentalt og kulørt om personer fra sin egen familiehistorie. Samtidig er han i stand til at vise, hvor både grusom og grumset opdelingen i herrer og slaver var.

Der går en rød tråd igennem André Brinks forfatterskab, nemlig skyldfølelsen over at være ordmager i Sydafrika, hvor uret og konflikter råber på handling, forklarer Marianne Madelung, der er cand.mag. i engelsk og fransk og har anmeldt mange af André Brinks værker.

”Af samme grund har han støttet sig til linjen i Johannesevangeliet ”I begyndelsen var ordet”. For ordet er handlingens supplement, der leder ham til at opfatte sig selv som krønikeskriver, men som en alternativ fortolker af situationen,” siger Marianne Madelung, der forklarer, at André Brink som enhver anden afrikaaner kunne Bibelen udenad.

Marianne Madelung beskriver André Brink som en betydningsfuld forfatter, der har nuanceret billedet af, hvad det vil sige at være sort. Eksempelvis i romanen ”En tør hvid årstid”, hvor han beskrev lange scener med tortur og ikke gjorde det muligt at lukke øjnene for virkeligheden.

”Han er den, der har fortalt om både den sociale og psykologiske dynamik under apartheid og om, hvordan offer og bøddel blev bundet til hinanden. Han satte sig for at være en dokumentarist og at komme sandheden nærmere om, hvad apartheid betød,” siger Marianne Madelung.