Lyset i salen bliver dæmpet. Forventningen løber som en lille susen langs de fuldt besatte stolerækker. Vi er i koncerthuset på kunstmuseet Louisiana. På den lille scene står et sort Steinway-flygel klar under det enorme farveblomstrende Sam Francis-maleri.
Alles opmærksomhed er rettet mod den lille dør i salens øverste hjørne. Endelig går den op, og en lille mand i kjole og hvidt iler ned ad trapperne, ned på scenen. Han ligner næsten en tegneseriefigur, skrutrygget, halvlangt hvidt hår, og med den lange sorte kjolehale og det hvide skjortebryst spændt ud som en vindfyldt fok af en kuglerund mave, der svæver gravitetisk over nogle ganske små tynde ben.
Men Grigory Sokolov er ikke nogen tegneseriefigur, han er en russisk mesterpianist, og det er ham, vi er kommet for at høre. Han ser ud mod publikum et ganske kort øjeblik, jeg tror egentlig ikke, han ser noget som helst, hans mimik er ubevægelig, så sætter han sig, idet han løfter sin svalehale ud over klaverbænken og begynder at spille. Ingen hoster mere, alt er dyb koncentration i salen.
Den lille mand og hans hurtige hænder og fingre rejser en lydlig arkitektur, så helt vidunderlig og klar. Jeg tænker på, hvor forskelligt det må opleves i folks hoveder, fra den, der genkender alle tonerne, til den mere uskolede som mig selv, der nogle gange driver væk i mine egne tanker for så igen at finde tilbage til musikkens ledetråd.
Sokolovs performance denne aften fik mig til at tænke på, hvad vi forventer af kunstneren, i særdeleshed forfatteren, i dag. En forfatter af i dag skal være imødekommende. Hun/han skal ikke bare bukke, når vi klapper, nej, kunstneren skal smile og hilse personligt på sit publikum, kunstneren skal være underholdende, når hun optræder, men først og fremmest skal kunstneren ikke gemme sig bag en anonym maske, hverken når det gælder påklædning eller udtryk.
Når vi i denne weekend flokkes til scenerne i Bogforum, er det for at høre om bøger, men, hånden på hjertet, det er først og fremmest for at se forfatterne. Møde dem, høre dem fortælle i hjertelige samtaler om deres helt almindelige liv, hvor intervieweren gerne kan bruge forfatternes aktuelle værker til at komme endnu tættere på: ”Nu har karakteren i din roman jo netop mistet sin mor, og det har du jo også, hvordan var det for dig, da det skete?”.
Den slags forfattersamtaler kan være givende, fordi forfattere, qua deres arbejde, lægger mærke til meget, tænker over vores eksistens og kan sætte ord på det, men dybest set kunne man føre samme slags samtaler med enhver. Det, der gør, at vi overhovedet kommer for at møde forfatteren, er jo kunstværket. Bogen. Bogen, som ofte er langt klogere end forfatteren.
Det er her, at den enestående oplevelse ligger; når forfatteren læser op og folder ud værket ud og åbner nye perspektiver på det sammen med intervieweren.
Koncerten på Louisiana med manden, der nok havde stenansigt, men samtidig udviste utrolig kunstnerisk generøsitet, fik mig til at tænke over, hvor sjældent det egentlig er, at en kunstner i den grad får lov at beholde sit ansigt for sig selv. Sokolov kunne gå ind i rummet, dybt koncentreret om den indsats, han skulle præstere om lidt, uden at skulle dele ud eller invitere ind. Et øjeblik ser jeg alle sæder besat med giraffer og tænker, at det ikke ville anfægte ham. Han kan møde sit publikum udelukkende som et redskab for musikken. Efter min første undren oplevede jeg hans lidt studse fremtræden som en ekstrem frisættelse af både egne og publikums kræfter til i fællesskab at fokusere på musikken.
Med de sociale mediers fremkomst er der kommet høje forventninger til forfatterne omkring det at præsentere sig selv. Ud over at skrive deres bøger og drage på turné med dem skal de passe deres profiler på de sociale medier, fodre deres følgere, give dem lækre billeder, og de skal frem for alt gerne skrive personlige opdateringer, hvor de giver noget af sig selv, kommer deres læsere i møde.
Det må være opslidende, at man, ud over at elske ensomheden med ordene, i stigende grad også skal være skuespiller og stille sig selv og meget gerne også lidt af sin familie til rådighed for markedet. Hvor kommer egentlig de krav fra, og skal de fodres på den måde? Det kunne man godt overveje.
Det er klart, at det ville være umådeligt kedeligt, hvis alle på denne weekends Bogmesse mødte frem som Sokolov. Men måske er det vigtigt både for læserne, forlagene og forfatterne indimellem at standse op og tænke over, hvad det egentlig er, det handler om.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.