Forfatteren er løs

Femte bind i Katrine Marie Guldagers Køge-serie overbeviser ikke om, at roman-projektet holder. En påtrængende roman-forfatterstemme er godt i gang med at kommentere romanen ihjel

Katrine Marie Guldagers nye roman er en tur i tidsmaskinen. Det bringer den dog langtfra i familie med Matador-serien, som forlaget lover i sit pressemateriale. Hvis man elsker ”Matador”, kommer man ikke automatisk til at holde af Køge-krøniken. Foto: Søren Staal

”Bror og søster” er femte bind i Katrine Marie Guldagers såkaldte Køge-krønike. Den handler om en familie med far og mor og to børn. Familien går i opløsning, da moderen i 1960'erne tager til København for at realisere sig selv med sin elsker og sin kunst.

Forholdet mellem forældrene holder således ikke, og forholdet mellem de to søskende Henry og Leonora er fra begyndelsen betændt. De rivaliserer om faderens gunst, og Henry bliver taberen i det spil. Han har ingen plads i familien.

I bind fem når man frem til 1976. Henry bliver løsladt fra et fire år langt fængselsophold og søger igen at komme til rette med sin familie. Det vil sige både den, han er vokset op med, og den, han har med sin kone, sine to børn og det kollektiv, han ellers har forladt. Ikke meget lykkes for ham, ikke mindst fordi hans lillesøster hadefuldt saboterer hans forsøg på at skabe familiære forhold. Og fordi han ikke kan finde sig til rette med sin skyld og sit forhold til den afdøde far.

”Bror og søster” føjer ikke meget til seriens øvrige bind. Forholdet mellem de to søskende er i forvejen beskrevet, og meget dybere i deres fortvivlede og destruktive forhold kommer man ikke. Men ulven er løs i romanen. Den ulv, der er et sindbillede på al den angst, aggressivitet, flokmentalitet og ensomhed, der først og fremmest går i arv fra mor til søn. Han arver hendes ulv.

Ulvens tilstedeværelse giver romanen et præg af magisk realisme. Men bortset fra dette overnaturlige fænomen oser romanen af tidskolorit. Her er hessian på væggene, Femølejr og Christiania-sang.

For så vidt er romanen en tur i tidsmaskinen. Det bringer den dog langtfra i familie med Matador-serien, som forlaget lover i sit pressemateriale. Hvis man elsker ”Matador”, kommer man ikke automatisk til at holde af Køge-krøniken. Der er en verden til forskel på de elskelige figurer i ”Matador” og Guldagers distance til personerne og hele romanens mekanik.

Jeg har efterhånden anmeldt alle fem bind i serien, og min oplevelse af den har været stærkt svingende. Jeg syntes godt om første bind, men var forbeholden over for det andet. Var igen glad for tredje bind, mens det fjerde blev for meget med sin fortæller, der igen og igen bryder med fiktionen.

Da jeg havde læst andet bind, var jeg i tvivl om, hvorvidt dette romanprojekt kunne holde. Det er jeg mindre i tvivl om nu, for jeg mener ikke, at det går i længden på denne måde. Min aversion mod ”denne romans forfatter”, der også i bind fem igen og igen afbryder fiktionen og henvender sig til den ”kære læser”, er nemlig ved helt at tage magten over min læsning. Jeg er ingen ”kære læser”, men snarere en sur og irritabel anmelder, der ikke kan holde den fortællestemme ud, som Guldager insisterer på.

Så derfor må ”denne anmelder” indtrængende bede den ”kære Guldager” om at finde en ”forfatter”, som kan tie stille, og som man kan holde ud at være i roman med.