Forfatteren Hoem skriver en svunden tid nær med en enkelt skrivestil og levende portrætter

I gribende roman af nordmanden Edvard Hoem møder man den kærlighed, der udholder alt

"Romanen er skrevet i den enkle, jævne stil, der er så karakteristisk for Edvard Hoem. Hans sprog viser bort fra sig selv og står udelukkende til tjeneste for den historie, der skal fortælles," skriver anmelder Claus Grymer og Edvards Hoem (på billedet) nyeste bog.
"Romanen er skrevet i den enkle, jævne stil, der er så karakteristisk for Edvard Hoem. Hans sprog viser bort fra sig selv og står udelukkende til tjeneste for den historie, der skal fortælles," skriver anmelder Claus Grymer og Edvards Hoem (på billedet) nyeste bog. Foto: Jarle Vines/Wikipedia Commons.

Den kærlighed, der udholder alt, er det på én gang bærende og diskrete grundtema i romanen ”Jordemoder på jorden” af nordmanden Edvard Hoem. Rammen om historien med dens mange lag er bondeliv i 1800-tallets Norge. Hoem kendes som forfatteren til den store familiesaga, der blev indledt med “Høstkarl i himlen”, hvis hovedperson, Knut, er yngste søn af titelpersonen i den nu på dansk foreliggende roman. Dette er den eneste sammenhæng mellem værkerne.

Diskretionen er i overensstemmelse med livsholdningen hos jordemoderen, Marta Kristine, og hendes mand, Hans. Et langt tilløb måtte til, før de omsider fik hinanden. Til gengæld blev deres bryllup forrygende, en fest over flere dage, hvor der virkelig blev danset igennem. Hvor stærk kærligheden er mellem dem, fremgår for det meste indirekte. Om Marta Kristina siges det, at hun ikke altid har kunnet vise Hans, hvor højt hun elsker ham. Men hun finder en udvej til forløsning af sine følelser. Et smukt udsagn om dybden i ægtefællernes relation får vi endvidere, da Marta i en både smertelig og sjældent åbenhjertig stund spørger sin mand, hvad han tænkte på, da han blev såret i krigen.

”Jeg tænkte på dig,” svarer han.

Hoem skriver en svunden tid nær. Også en hård tid – for eksempel perioden omkring 1820, da landet langsomt er ved at genrejse sig efter mange år med krig og misvækst. Så fortrolig med livsbetingelserne og personerne virker forfatteren, at man er lige ved at tro, at han selv befinder sig i den virkelighed, han rapporterer fra.

Hans tipoldemor, modellen til titelpersonen, har ført forfatteren ind i historien. Forrest i bogen refereres, hvad hans far engang fortalte ham om hende: I 1821 gik hun den lange vej fra Romsdal til Christiania (Oslo). Hendes mand og tre børn måtte klare sig selv, indtil hun efter ni måneder på jordemoderskolen gik hjem igen og i mindst 50 år virkede ”i livets tjeneste”.

Vi følger Marta Kristine gennem hele hendes liv. Tidligt skilte hun sig ud som et anderledes, yderst opmærksomt og selvstændigt barn, der gik sine egne veje – det sidste helt bogstaveligt, idet hun havde det med at søge ind i skoven uden at ænse, når der blev kaldt på hende. Hun lyttede mest til sig selv. Det blev sagt om hende, at hun opholdt sig ”i det blå bjerg”. Hun gjorde sig tanker om meget, men holdt dem for sig selv, trodsede folkesnakken, da hun som ung fik et barn, og nægtede både at føle skam og at gifte sig med barnets far. Senere blev hun ”yndlingstjenestepige” hos den stedlige præst, en vigtig skikkelse i hendes tilværelse.

Barne- og ungdomsportrættet af Marta Kristine er meget levende, næsten mere levende end det, der gives af hende som voksen.

Noget af det mest gribende ved romanen er den tragiske skæbne, som Hans får. I begyndelsen er han en ung, livsglad mand, der slet ikke kan få musik nok. Da han meget senere – på et tidspunkt da han er stærkt forgældet – må sælge sin violin, er det, som om han sælger noget af sig selv. Hans deltagelse i krigen blev skæbnesvanger for ham. Synet af en flok kammerater, der blev stukket ned og sprættet op ved bajonetangreb, bliver et ulægeligt sår i sjælen. Først sent i livet vover han at tale om sit traume.

Efter hans død siger Marta Kristine om ham:

”Han var ubekymret som ingen andre af de unge (...). Vi andre var bange for ingen verdens ting, men Hans så ingen skygger nogen steder. Og så skulle han altså ende med, at han bekymrede sig om alting, selv om der tilsyneladende ikke var nogen grund til det.”

Tungsindet indtog den plads, som glæden havde haft hos ham.

Romanen er skrevet i den enkle, jævne stil, der er så karakteristisk for Edvard Hoem. Hans sprog viser bort fra sig selv og står udelukkende til tjeneste for den historie, der skal fortælles. En historie, der optager læseren i en verden, der på én gang virker fjern og helt dagligdags. Afstanden i tid ophæves i mødet med personerne, som man bliver så fortrolig med, at man snarere opfatter dem som repræsentanter for livet generelt end for en bestemt tidsepoke.