Julenat vedkendte Gud sig sit faderskab til mennesket ved selv at blive et barn.
Det er et juleeventyr, der er vokset i forfatteren Jens Christian Grøndahl med årene. For han blev selv for altid forvandlet, da han blev far for 30 år siden, og det farver hele hans forfatterskab, der ”handler meget om at slippe sine forbehold og tage imod det, der er blevet givet”, som han siger.
Det er også essensen af, hvad han får ud af de kristne fortællinger, han i stigende grad har taget til sig i erkendelsen af, at han alligevel ikke kan løbe fra, at de har formet ham. Og for Grøndahl er Bibelens store vendepunkt og hjertefortælling Jesu fødsel.
Man kan kun forestille sig, hvordan der har været så koldt, at Josef og Maria kunne se deres egne åndedræt under stjernerne på vej til stalden, hvor én stor stjerne lyste op på en særlig måde.
Der må have lugtet fælt inde i stalden, men det har trods alt været bedre at føde dér, hvor den unge mor nu taknemmeligt trykkede det lille nyfødte barn ind mod sin barm. Hud mod hud, men forunderligt nok også Gud mod hud.
Der er hverken fosterfedt eller blod i den bibelske version af Jesu fødsel, men det er der i Jens Christian Grøndahls gendigtning af juleevangeliet i romanen ”Vejen til Betlehem”.
Her lyder det, ”som når et lam klager sig”, da Jesus grædende kommer til verden i en scene, der forener Juleevangeliet og påskefortællingen i én sanselig sætning:
”Halmen omkring Marias leje var gennemvædet af blod, som om et liv her havde fundet sin afslutning og ikke sin begyndelse,” skriver Grøndahl om øjeblikket før, Josef holder Jesusbarnet for første gang. Og inden da rummer bogen oven i købet også en lille langfredagsscene, hvor Josef bebrejder Gud at lade et uskyldigt menneske dø i forsøget på at føde Guds søn - uden at vide, at Guds plan var den omvendte: At Jesus blev født for at dø for alle andre mennesker.
”Påskemorgen kan godt sammenlignes med det øjeblik, hvor alle lidelserne under en fødsel bliver vendt til glæde, når barnet kommer frem. For dét er jo også en forløsning,” siger Jens Christian Grøndahl og tilføjer:
”Men det mest radikale ved kristendommen er, at Gud gør sig menneskelig og svag. For mig er hjertet i den kristne fortælling, at den almægtige Gud lader sig føde som et udsat spædbarn, som der ikke engang er plads til i herberget. Det hele bliver vendt på hovedet.”
Jesus blev født i en stald for at møde mennesket præcis dér, hvor det følte sig mest fortabt. Og det var den fortabte søn som bekendt også i en stald. Kort efter Jesu fødsel måtte familien oven i købet flygte for livet. Og sådan kom Kongernes Konge til verden som et lille hjælpeløst flygtningbarn for at give os andre asyl i Himlen.
Og sådan viste Gud sin magt ved at gå direkte ind i magtesløsheden som et modbillede til denne verdens konger og herskere.
Mens Gud viste sin magt i afmagt som et lille hjælpeløst barn, viste Herodes sin afmagt med sin magt ved at forsøge at udrydde de små drengebørn af frygt for konkurrenter - præcis som Farao gjorde det på Moses' tid. Og mens den romerske statholder Kvirinius holdt mandtal for at tælle sine skatteborgere, talte Jesus om hyrden, der talte sine får af kærlighed til dem. Og sådan spejler Juleevangeliet et væld af bibelske tekster. Som stjernen over Betlehem gennemstråler Jesu fødsel alle andre begivenheder i Bibelen.
”Lad der blive lys!”, siger Gud i begyndelsen, og i julen sender Han så Jesus Kristus, verdens lys, ind i den mørkeste tid på året, født til at dø for at slå døden ihjel en gang for alle ved at opstå igen. For lyset er stærkere end mørket.
Jesus var det håb, de gamle profeter havde talt om, fredsfyrsten, der skulle frelse verden fra den selv. Og Ham, der derfor bliver kaldt tilbage til Jorden på Bibelens sidste side med bønnen ”Kom, herre, kom”.
Den del af fortællingen går Grøndahl ikke ind i. Som agnostiker nøjes han også med at stå på troens tærskel, som han siger. Til gengæld træder han med sin lille roman ind på en af litteraturhistoriens fornemme stier af forfattere, der har hentet deres historier op af Bibelens store fortællerbrønd.
Men mens Thomas Mann for eksempel skrev sin store roman ”Josef og hans brødre” om Bibelens første Josef, har Jens Christian Grøndahl nu skrevet om den anden store, men ofte oversete Josef, Marias mand. Og mens den første Josefs problemer begyndte, fordi han troede på sin egen udvælgelse, er Jens Christian Grøndahls bog bygget op om historien om frelserens papfar, der tvivler på Marias historie, selvom den bliver bekræftet af flere af hinanden uafhængige engle. For i begyndelsen tror Josef, at hans forlovede har haft besøg af alt andet end en engel, som Grøndahl skriver.
Idéen til bogen fik forfatteren af sin egen kone, Anne, der sidste år opfordrede ham til at skrive et juleeventyr, som han kunne læse højt, da de skulle holde jul for den store familie.
”Det syntes jeg ikke, at jeg kunne. Jeg tænkte på Dickens og rystede på hovedet. Men når der bliver pirket til én, går man jo alligevel og tænker over det, og så kom jeg til at tænke på, at der jo er det juleeventyr, som bliver fortalt i kirkerne hver juleaften. Og det slog mig, at der aldrig var nogen, der havde fortalt historien set fra Josefs synsvinkel. Det virkede så oplagt, da jeg først kom i gang, og noget af det første, jeg tænkte, var, at han selvfølgelig måtte have været skeptisk og have føle sig presset.”
Vejen til Betlehem er bygget op omkring Josef og Marias rejse fra Nazaret til Betlehem, som Grøndahl har ønsket at skildre som en både rigtig, litterær og mytologisk rejse.
”Det skulle være en rejse, der forvandler ham. Fra at være en mand, der lukker af over for det, han ikke forstår, til at være en mand, der åbner sig for sin egen kærlighed og sin evne til at elske.”
I begyndelsen drømmer Grøndahls Josef nærmest om, at Maria vil falde af æslet og miste barnet, så han ikke skal være far for en horeunge. Men efterhånden kommer han i tvivl om sin tvivl, og da han først står med barnet i armene, giver han slip på alle sine forbehold. Nu er han ligeglad med, hvis barnet er. Nu tænker han kun på, hvad barnet er - elsket!
”Hjertet i min egen historie er, at barnet er en gave, der kalder kærligheden frem. Mit udgangspunkt har været en verdslig tolkning med den kerne, at kærligheden er stærkest, når man tør være svag og skrøbelig,” siger han og tilføjer:
”Jeg fortæller den psykologiske version af en hellig historie. Og jeg slipper den i det øjeblik, hyrderne kommer ind i stalden, for det er dér, kristendommen begynder. Hyrderne var et foragtet folkefærd, de var landsbytosser, der lige kunne få lov til at vogte får, men de blev den første menighed. De var fremmede og foragtede, men de troede på, at fødslen i stalden var en altomvæltende begivenhed, og dér stopper jeg. Resten er historie, som man siger, og dén vil jeg ikke ind at pille ved. Jeg nøjes med at fortælle en dennesidig beretning om en mands vej til at kunne elske.”
Men kunne den også have heddet vejen til troen?
”Det kunne den måske. For historien fører jo frem til troen, der kommer efter. Men troen er ikke en del af selve den historie, jeg fortæller. Så jeg synes i stedet, at den kunne have heddet 'Vejen til kærlighed', for det er det, min historie handler om, ligesom det er, hvad kristendommen for mig at se handler om, selvom jeg bare er en agnostiker og kulturkristen, som man siger. Men det er gået op for mig, at kristendommen har mere at sige om mig, end jeg har at sige om den. Som agnostiker føler jeg ikke, at jeg behøver påtage mig at dømme om den tradition, jeg er vokset op med, og som jeg er en del af, hvad enten jeg er troende eller ikke. Kristendommen, dens tekster, sprog og fortællinger er en slags baggrundsstråling for vores bevidsthed i den vestlige kultur. Det er noget, der hele tiden er med, uanset om det er meget præsent eller kun en tåget reference. Det er en tradition, der har været med til at forme ens blik og bevidsthed.”
Siden sin pubertet har Jens Christian Gørndahl til gengæld manglet evnen til at tro på den metafysiske del af vores religion, som han siger:
”Jeg ved, at jeg ikke har den evne, som Kierkegaard efterlyser, til at kaste mig ud på de 10.000 favne. Men jeg ved samtidig også, at der er noget i det kristne sprog, som jeg ikke kan slippe eller undslippe. En konfrontation, der bliver ved med at udfordre mig i mit forhold til andre mennesker. Begrebet kulturkristen kan virke udvandet, men for mig betyder det, at jeg ikke kan vende ryggen til kristendommen, fordi den har været med til at danne mig og fortsat udfordrer mig.”
Men har du aldrig tvivlet på din tvivl?
”Jo, det har jeg også. Da jeg var barn, var jeg troende. Det undrer mig egentlig i dag, for mine forældre var ikke specielt troende, og vi gik kun i kirke til højtiderne. Men min mors onkel var præst i Jægersborg Kirke, der lå tæt på os, og som otteårig cyklede jeg ned for at høre hans gudstjenester og prædikener. Jeg bad aftenbøn i smug, ikke fordi jeg troede, at jeg ikke måtte, men fordi det bare virkede så underligt. Det var slet ikke noget, som jeg var opdraget med. Sådan dyrkede jeg min egen barnetro, indtil jeg skulle konfirmeres. Jeg gik til præst hos min mors onkel og tog det meget alvorligt, faktisk så alvorligt, at jeg besluttede mig til, at jeg ikke ville konfirmeres. For jeg følte ikke, at jeg ærligt kunne stå og sige, at jeg troede på kødets opstandelse og den ubesmittede undfangelse. Og jeg syntes, at det var for hyklerisk at blive konfirmeret for gavernes skyld.”
Hvorfor holdt du op med at tro?
”Jeg kunne ikke føle mig sikker på min egen tro, og så konkluderede jeg, at jeg ikke var troende. I stedet begyndte jeg at fæstne min lid til videnskaben og den filosofiske fornuft, indtil jeg opdagede, at også de er fulde af tvivl. Videnskabens historie består jo af teser, som er blevet efterprøvet og justeret gennem tiden, med tvivl og ”falsifikation” som metode. Og efterhånden som jeg blev ældre, begyndte det at gå op for mig, at usikkerheden er et grundvilkår i livet. Derfor blev jeg også klar over, at jeg ikke er ateist. Ateismen er jo blot endnu et postulat om sikkerhed og derfor lige så religiøs i sin forestilling om at sidde inde med et definitivt svar. Det er derfor, at jeg er agnostiker. For mig er det et vilkår, at man aldrig er sikker, at man altid bevæger sig på sand, og det gælder også trosspørgsmål. Vi tror, når vi ikke kan vide. Tro er forbundet med usikkerhed, sårbarhed og skrøbelighed.”
I Hebræerbrevet er tro ellers defineret som ”fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”.
”Ja, det er smukt sagt. Det minder mig om min mors død for knap fire år siden. Hun blev tilbudt såkaldt livsforlængende kemoterapi, men afslog vel vidende, at hun så kun havde et halvt år tilbage, og det kom også til at holde stik. Men hun gik ind i døden med stoisk ro. Det viste sig, at hun havde bevaret sin barnetro, en fast tillid til det kristne evighedshåb, og det hjalp hende. Det var smukt at være vidne til. Mens hun var meget syg, havde jeg besøg af en fransk veninde, der også lige havde mistet sin mor, og hun sagde meget rammende, at det sidste, vi lærer af vores forældre, er at dø. Min mors ro forplantede sig og gav også mig ro, fordi hun var uden frygt.”
Håber du selv på et liv efter døden?
”Som min svigermor engang sagde så smukt, så virker det ubeskedent at forlange mere end det liv, man har fået. Det holder jeg fast i. Jeg behøver ikke en metafysisk sandhed eller et metafysisk håb, jeg har nok i mine relationer til andre mennesker nu og her, men kristendommen kan godt inspirere mig. Der er en kraft i de fortællinger, og som sagt bliver de ved med at have en autoritet for mig. Det er jo fortællinger om håb. Det er livsvigtigt at håbe, men spørgsmålet er, hvad man håber på. Håb er måske ikke, at noget i livet lykkes, men at det i hvert fald har givet mening, som Vaclav Havel sagde kort før sin død. Kristendommen taler også ind i meningsløsheden, fordi den minder os om, at det vigtigste, vi oplever, ikke er noget, vi selv kan skabe, men noget, vi får givet. Kristendommen har det dybeste sprog for dén erfaring, alene med sin tanke om nåde.”
”I sidste ende er vi jo ikke herrer over, hvad livet byder på, vi kan blot vælge, hvordan vi tager imod det. Og der ligger faktisk en kæmpestor aflastning i, at vi ikke behøver at opfinde hele verden hver dag. Fordi det vigtigste i livet ikke er noget, vi selv finder på, men noget, der kommer til os.”
Ligesom Jesus?
”Ja, om du vil, og ligesom når man selv får børn.”
Et smil vokser frem i ansigtet på Jens Christian Grøndahl, der også kan aflæse sit skiftende forhold til kristendommen gennem sin egen faderrolle. Da han fik sine tvillingesønner, der nu er 30 år, besluttede han sammen med sin daværende hustru, at børnene ikke skulle døbes. Det måtte de selv tage stilling til. Men som årene gik, blødte han op, og da hans døtre, der nu er 8 og 10 år, blev født, besluttede han, at de skulle døbes.
”Det var ud fra den modsatte opfattelse. At det er bedre for børnene at melde sig ud af klubben senere i stedet for at skulle stå lige så akavet som voksne og melde sig ind. Det er det samme med dannelse, helt generelt. Du kan vende ryggen til den som voksen, men den er svær at indhente senere, hvis den aldrig er blevet indpodet. Under under alle omstændigheder var det gået op for mig, at jeg havde et uafsluttet mellemværende med de kristne fortællinger. Udviklingen har været, at jeg i det mindste indrømmer det over for mig selv.”
Jens Christian Grøndahl kan for eksempel nemt leve sig ind i de erfaringer, han giver Josef i ”Vejen til Betlehem”:
”Jeg har nok dybest set skrevet om, hvordan Jesusbarnet lærte Josef at elske, fordi jeg selv blev reddet fra min egen selvoptagethed, da jeg blev far. Først da lærte jeg at give slip på alle mine forbehold og bare tage imod. Jeg havde følt mig fanget og indespærret i mig selv, før jeg fik børn. Dengang var jeg kun 25 år og jeg havde haft nogle svære år som enspænder med den ene store, mislykkede forelskelse efter den anden. Jeg havde kun kendt min nye kæreste i 14 dage, da hun blev gravid med tvillinger. Og der var noget berusende ved at give los og sige 'ja, det gør vi!'. Vi havde begge haft nogle svære år hver for sig. Men nu fik vi chancen for, at livet kunne blive nyt og frodigt. Og hvorfor ikke?” siger han og griner.
Det minder jo om din roman ”Tavshed i oktober”, hvor hovedpersonen også siger ”Hvorfor ikke?”, da hans kæreste hurtigt bliver gravid.
”Ja, det er rigtigt. Og min allerførste roman 'Kvinden i midten' handler også om at påtage sig en faderrolle. Sådan har meget af det, jeg har skrevet, handlet om at sige ja til livet uden at gøre sig en masse forbeholdne overvejelser, før man tør springe ud i det. Det handler om en spontan vilje til at gribe dagen og nuet, sige ja, når livet møder én. Det er en oplevelse af, at tøven og skepsis og forbehold faktisk er at svigte, at leve mindre. Være mindre tilstede. En oplevelse, som mange af personerne i mine bøger har, og som jeg selv har haft. Jeg har aldrig følt mig mere levende, end da mine børn kom til verden, og mit liv blev større end mig selv. Endelig var jeg ikke længere midtpunkt i mit eget liv,” siger han, da en bjældeagtig lyd med guddommelig timing afbryder hans talestrøm.
Det er mobiltelefonen, og han smiler undskyldende, mens han tager den. Det er datteren, der gerne vil hentes tidligt fra skole. Og han slår over i et kærligere tonefald, mens han lover at komme med det samme, men inden når forfatteren lige en sidste sætning til interviewet:
”Josef og Maria levede i en tid, hvor man skulle leve op til andres forventninger. I dag skal vi hele tiden leve op til vores egne forventninger. Og vi nærer en illusion om, at vores liv er en roman, som vi selv skriver. I sådan en kultur kan man godt komme til at tænke for meget over tingene, men da jeg blev far første gang, lærte jeg altså, at livet er en gave, som man bare skal sige ja til. Og gaven kommer med den meget meningsfulde følelse, at livet også er en opgave. Og at den vigtigste opgave er at åbne sig for glæden. Den dumper jo bogstavelig talt ned i favnen på én og er lige til at kramme “ og gå ud og skifte ble på,” siger den vise mand og vinker glad. Barnet venter.