Forfatteren og englene

Et religiøst rum åbner sig for Louis Jensen, når han skriver. Om to uger udkommer hans børnebog "Rejsen til Gud"

"Måske er det sådan, at min religiøse praksis ganske enkelt er min skrivning," siger Louis Jensen.
"Måske er det sådan, at min religiøse praksis ganske enkelt er min skrivning," siger Louis Jensen. . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Lad os rejse til Gud – for at sige ham tak. Opfordringen kommer fra et græsstrå, der får følgeskab af en lige så taknemmelig bogfinke samt af en såkaldt stormfuld og ikke spor taknemmelig and.

Selskabet konfronteres med krigen, finder en tilsyneladende død soldat og tager ham med. Men da rejsen fortsætter svømmende ud over havet, viser det sig, at manden ikke er spor død. Indtil da har fortælleren troet, at han skulle bære soldaten og alt med ham. Men da druknedøden er nær, opdager han, at det er soldaten, der bærer ham og dermed frelser hans liv. Den døde soldat er Gud.

LÆS OGSÅ: Børnebøger er fyldt med eksistentielle spørgsmål

Historien fortælles i en bog af den finurlige forfatter Louis Jensen, "Rejsen til Gud", som Otto Dickmeiss har illustreret, og som kommer på gaden den 31. marts. Det er en børnebog, men så underfundig og dyb, at voksne med udbytte kan læse med. Den store del af Jensens forfatterskab, der er skrevet for børn og unge, henvender sig i det hele taget til en bredere aldersgruppe end som så. Om nogle af historierne er der skrevet "meget voksne" universitetsopgaver.

Ligesom græsstrået er Louis Jensen fortrolig med taknemmelighed:

"Når jeg har skrevet en god tekst, plejer jeg at sige tak. Uden at rette takken til nogen bestemt. Jeg har undervist mange, både børn og voksne, i at skrive og siger altid til dem, at de skal huske at takke, når de har fået en god tekst. Man skal ikke tage æren for den alene. Jeg er ret overbevist om, at der er andet på spil end ens egen vilje: Man bliver hjulpet."

I en klumme tidligere på året her i avisen, "Miraklernes tid er lige begyndt", gjorde Kristeligt Dagblads litteraturanmelder Liselotte Wiemer opmærksom på, at der i litteraturen synes "at være en svag, men stigende tendens til at kaste sig ud i det religiøse, det digitale og det forunderlige". Hun tilføjede: "I vid forstand, ganske vist". En af de forfattere, hun nævnte som eksempel, var Louis Jensen.

Hos ham viser det religiøse sig igen og igen i skikkelse af engle. De er til stede i stort set alle hans bøger. Englene kommer til ham, mens han skriver. Han ser dem.

"Den måde, jeg har det med det religiøse på, har jeg aldrig rigtigt selv kunnet finde ud af. Mit daglige liv er meget lidt knyttet til det religiøse. Jeg vil næsten kalde det et rationalistisk liv. Men når jeg skriver, er det, som om mit hoved bliver anderledes. Et metafysisk, spirituelt og religiøst rum åbner sig. Jeg ved ikke, hvad det er, der sker. Og jeg undlader at spekulere over det. Det sker 'bare'. Jeg kommer ind bag den virkelighed, vi kender. Og jeg ikke alene accepterer, at det er sådan. Jeg er også glad for det. Oplevelserne er en lykke.

Jeg ser ikke engle i den virkelige verden, kun når jeg skriver. Så ser jeg dem fuldstændig klart. I en roman for voksne, 'At skrive på hjertets sider', fortæller jeg om en flyvetur med en kæmpestor engel med rubinklædte vinger. Jeg tror ikke, man kan skrive om sådan en engel, hvis ikke man har set den. En roman for børn, som jeg lige har afsluttet, handler om en dreng og hans demente bedstefar. Drengen er ulykkelig over den måde, bedstefaderen bliver behandlet på, og han hjælper ham. Til gengæld fortæller bedstefaderen drengen om de engle, som han ser svæve gennem himlen ned på jorden."

Hvordan ser engle ud?

"De er meget smukke. I romanen om drengen og den demente bedstefar har de alle mulige farver, dog ikke sorte. Farverne er meget gennemskinnelige og ansigterne meget smukke. Kropsligt er de lige så store, som vi er. Nogle af dem har vinger. Men englene i den nævnte bog, som endnu ikke har titel, har ikke vinger. Disse engle er mest nogle, der 'falder ned' – ned på jorden. Andre har meget store, smukke vinger. Og deres sind er medfølende og kærligt. De forstår alting."

"I det rum, jeg oplever, er der også en figur, der hedder Gud. Dog er det ikke en bestemt gud. Men det er en instans, der har alle de egenskaber, som guder har: uendelig kærlig og god og forstående. Der er ingen grænser for dybden hos denne gud. Noget, som for så vidt også gælder englenes verden. Det rum, hvor de findes, er uden begrænsning. Når man kommer dertil, er det hele på en måde forklaret. Alt det, man kan spørge om i forbindelse med det, der sker, er egentlig ligegyldigt, når man oplever forklarelse. Modsætningerne er ophævet. Tilbage er en uendelig kærlighed, en uendelig forståelse."

Opfatter du dine oplevelser som en slags åbenbaringer?

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dem. Og det kan være problematisk overhovedet at sætte præcise betegnelser på. For gør man det, ryger man et eller andet bestemt sted hen. Min overskrift for det hele er 'metafysik'. Eller 'religiøsitet'. Men det er en konfessionsløs religiøsitet."

Og altså ikke en specielt kristen?

"Det rum, jeg træder ind i, når jeg skriver, er selvfølgelig farvet af det kristne. Opvokset som jeg er i en kristen kultur og med en troende mor, der lærte mig fadervor, kan dette ikke være anderledes. Når englene findes hos mig, er det, fordi jeg har hørt og sunget om dem. Vore julesalmer er jo fyldt med engle. Det vidunderlige ved julen er netop disse engle, der kommer ned til os. Om englene, som jeg ser, mens jeg skriver, kun findes i min fantasi, er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at de skaber et rum i mine tekster, som er dyrebart både for mig, for teksterne og for de personer, der optræder i dem."

"Min kommende bog, 'Rejsen til Gud', er et eksempel på, hvordan jeg arbejder. Jeg begynder ikke med et plot eller en drejebog, men med en impuls som er så stærk, at jeg føler, jeg kan bruge den. En impuls, som i 'Rejsen til Gud' var det taknemmelige græsstrå, der banker på døren og vil opsøge Gud. Også andre af mine historier er fyldt med Gud. Og med taknemmelighed – for eksempel over den skønhed, der findes i verden. I dette tilfælde vidste jeg i første omgang ikke mere, end at græsstrået banker på. Jeg opfinder ikke, men skriver stort set kun det, der af sig selv dukker op."

En af de pointer, som den nye historie førte Louis Jensen frem til, er denne, at Gud lægger den utaknemmelige and ind til sit bryst, lige dér hvor hjertet sidder. Bogen slutter ved Guds hjerte.

"De øvrige," siger Louis Jensen, "er tæt på Gud hele tiden. Gud tager måske anden til sig, fordi han vil hjælpe den utaknemmelige. Han fører det sårede menneske ind til sit hjerte."

"Omdrejningspunktet i historien er fundet af soldaten, som "personerne" tager med til havet. For åbenbart skal de svømme over havet. Det ved græsstrået. Det har en viden, som de andre ikke har, og som jeg heller ikke selv har. Det forløsende punkt indtræffer, da fortælleren er så træt, at han ikke kan mere og synker og mærker, at han bliver båret. Af soldaten, der spørger, om ikke han er klar over, hvem han er – Gud. Jeg anede ikke selv, at den døde soldat er Gud."

Hvorfor er Gud en død soldat?

"Gud er alting. Han er i verden. Ligesom Jesus var. Men ellers har jeg ingen intellektuel gennemlysning af historien. Jeg skriver en tekst, som den kommer til mig. Min erfaring er, at på den måde bliver den stærkest. Skriver man i en bestemt hensigt, går det let galt."

Louis Jensen er ikke religiøst praktiserende. Det kan man undre sig over i betragtning af de indsigter, som hans tekster åbner til.

"Måske er det sådan, at min religiøse praksis ganske enkelt er min skrivning," siger han.

grymer@k.dk