Med en god historie er en forfatter kommet langt. Men ikke nødvendigvis langt nok. Begge dele af udsagnet har gyldighed for Pernille Juhl og hendes roman ”Dagmar & Johannes”, der er første del i en planlagt serie om en sønderjysk famile op gennem det tyvende århundrede.
Det nu foreliggende bind er en dramatisk beretning om krig og kærlighed. Handlingen udspilles under Første Verdenskrig samt umiddelbart før og efter. De mandlige hovedpersoner er dels den forkælede godsejersøn Erik, dels journalisten Johannes, der i kraft af sin ansættelse ved den dansksprogede avis Hejmdal er en ”officiel” repræsentant for de omkring 30.000 sønderjyder, der var tvunget til at deltage i krigen på tysk side.
Den samlende figur er imidlertid den handlekraftige tjenestepige Dagmar, der noget hovedkulds bliver gift med Erik, mens denne – såret under krigen – er hjemme på orlov, og dagen før han skal tilbage til fronten.
En skygge hviler over forholdet til Erik. På grund af en mistanke, som Dagmar har.
Meget hurtigt er hun blevet gravid, var beruset da det skete og husker intet om de nærmere omstændigheder. Spørgsmålet sidder dybt i hende: Har Erik i virkeligheden voldtaget hende?
Mens de to mænd er i krig, korresponderer hun med dem begge. Og det er tydeligt, at de varmeste følelser nærer hun for Johannes. Bekendtskabet med ham går tilbage til barndommen. Hen mod slutningen af krigen deserterer han i forbindelse med en orlov, og det lykkes ham at nå frem til sikkerheden i Danmark. Men uden at kunne falde til ro. Hans kærlighed til Dagmar er årsagen til, at han atter bryder op og handler mere dristigt end klogt. Det får konsekvenser. Romanen slutter dog håbefuldt, men en tragedie følger med.
En svaghed ved ”Dagmar & Johannes” er personskildringen. Pernille Juhl kan smøre tyk på – og gør det i portrættet af Eriks mor, om hvem det hedder, at hun ”om muligt” var ”værre end den værste karikatur af overklassen”. Hendes modtagelse af Dagmar er isnende og ledsaget af en anklage om, at hendes forhold til Erik er et udslag af kynisk beregning med henblik på et højt socialt løft.
Men for denne kvinde samt for bogens øvrige personer – også Dagmar – gælder det, at portrætterne mangler den gnist, der skaber liv. Dertil kommer et banalt sprog præget af forfatterens manglende agtpågivenhed over for klichéer. Et eksempel er den følgende passage: ”Når Dagmar alligevel satte alt på et bræt med hensyn til sin fremtid (...), kunne hun lige så godt gå linen ud”.
Og iøvrigt er det svært at genkende bogens stemning i det patetiske omslag, der viser en afskedsscene i dampen fra et lokomotiv.