Prøv avisen

Forfatteren til "Drageløberen" gør det igen

Khaled Hosseini har skrevet en roman, der bevæger sig frem og tilbage i tid og sted. – Foto: Tiziani Fabi.

MED BOGUDDRAG: Khaled Hosseinis "Og bjergene gav genlyd" er gribende, forunderlig, raffineret og labyrintisk som livet selv

Ægte bogelskere kan vel være enige om mindst en sag: Bøger skal læses fra venstre mod højre og i god tro! Det er bare ikke comme il faut at kigge bagerst i bogen for at se, hvordan den ender. Men denne anmelder var flere gange undervejs i læsningen ved at bukke under for en pirrende nysgerrighed.

Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd er gribende, forunderlig, raffineret og labyrintisk som livet selv med alle mulige og umulige genveje, omveje og vildveje.

Vi begynder i 1952 i en lille landsby et godt stykke uden for Kabul, Afghanistan. Her bor den fattige mand Saboor, hans anden hustru og hans to børn med hans afdøde første kone. Børnene, Abdulla og Pari, bliver bogens egentlige hovedpersoner, men ellers vrimler det med figurer, hvis skæbner flettes sammen med børnenes. På nogle punkter kan romanen minde om en kollektivroman, men det er Abdullas og især Paris historie, der er den inderste kerne.

Saboor indser, at han ikke kan give børnene en ordentlig fremtid, så han drager til Kabul og efterlader den lille pige Pari hos et velhavende ægtepar, hr. og fru Wahdati, hvor onklen Nabi arbejder som kok og chauffør. Søs-kendeparret bliver derved skilt fra hinanden, og de var ellers mere end tæt forbundne. Som livet går, og bogen skrider frem, tror man mindre og mindre på, at de mødes igen.

Pari tilbringer nogle få år i huset i Kabul, men så skilles ægteparret, og fru Wahdati tager datteren med sig til Paris efterladende hr. Wahdati og hans trofaste kok, Nabi. Villaen forfalder i årenes løb, men en dag ankommer grækeren mr. Markos, der som plastikkirurg kan rette op på de skader, som krigen i Afghanistan udsætter sin befolkning for. Markos historie udspringer på øen Tinos, men flettes også sammen med Paris, med Nabis og i forgreninger til Abdulla, der som dement gammel mand passes af en datter opkaldt efter hans tabte søster.

Således bevæger romanen sig frem og tilbage i tiden mellem 1952 og 2010, i Afghanistan, i Frankrig, i USA, i Grækenland; bundet sammen af det store egetræ i landsbyen, der blev fældet af en bitter Saboor, bundet sammen af en lille håndfuld fjer, som Abdulla forærede søsteren Pari, og bundet sammen af et digt om en trist lille fe. Romanen anbefales på det allervarmeste.

kultur@k.dk