Forfatteren til "En mand, der hedder Ove" er tilbage

Vi er stadig i de rivaliserende byer Bjørneby og Hed. Og det er hedere end nogensinde. Men gentagelserne begynder også at snige sig ind i Fredrik Backmans seneste roman om livet i Bjørneby, der ellers byder på dybe overvejelser om liv og død, ondskab og kærlighed

Svenske Frederik Backman Fredrik Backman har sin helt egen stil. Dels et sprog så fuld af tempo, at det næsten eksploderer. Dels et sært indfangende greb, man kunne kalde "et dobbelt nærvær".
Svenske Frederik Backman Fredrik Backman har sin helt egen stil. Dels et sprog så fuld af tempo, at det næsten eksploderer. Dels et sært indfangende greb, man kunne kalde "et dobbelt nærvær". Foto: People's

Der er to spørgsmål, der slår mig, hver gang jeg læser svenske Fredrik Backman: Hvorfor er han så stor? Og: hvorfor er han ikke større?

For han er jo stor, stor på alle måder. Med drama som et nordsvensk bjerglandskab og et persongalleri på størrelse med en provinsby. For ikke at tale om ordene. Nærværende bog, "Vinderne", er på næsten 750 sider. Og sådan er det hele vejen igennem – i et forfatterskab, der i runde tal har kastet en gasbeton-roman af sig hvert år siden debuten i 2013. Som i øvrigt hed "En mand, der hedder Ove" og blev et brag af en succes.

Så stor er han, Fredrik Backman. Og har sin helt egen stil. Dels et sprog så fuld af tempo, at det næsten eksploderer. Dels et sært indfangende greb, man kunne kalde "et dobbelt nærvær". Historien fortælles nemlig i nutid af en forfatter, der tydeligvis er "en el af slænget". Et solidarisk medlem af byens store VI. Men samtidig sidder forfatteren i et slags guddommeligt parnas og trækker i alle trådene. Han kan se ind i fremtiden, han er alvidende og forudseende, han varsler kommende hændelser – og er dog helt synkron med historien.

Fra den dobbelte position øses der gavmildt med begge hænder. Filosofi blandes med floskler, melodrama med hverdagssprog og dybe overvejelser om liv og død, ondskab, kærlighed og ægteskab (hvilket ikke altid er det samme).

Endelig er hele vokabolariet tilsat en betydelig dosis menneskekærlighed. Og det er den, man i første omgang knuselsker. Sådan var det også med Ove.

Hvorfor er Backman så ikke større? Af nøjagtigt de samme grunde. Fordi han på alle måder er for meget: for produktiv, for fortællelysten, for møllehjulsroterende i sine armbevægelser, for generøs. For hvis man skal være rigtig stor, skal det helst virke svært.

Så Fredrik Backman indtager, som man kan forstå, sin helt egen litterære scene. Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

Tag "Vinderne", der er tredje delvis selvstændige roman om Bjørneby. Og i øvrigt netop nu aktuel som samlet tv-serie på HBO. Vi kender befolkningen. Vi kender traumerne. Vi har lært at ishockey er en sport, der betyder mere end liv og død. Ja, som er hele befolkningens omdrejningspunkt. Og vi kender kampen mellem de to byer, Bjørneby og Hed. Også den på langt mere end liv og død. For mindre kan ikke gøre det i Backmans univers.

"Vinderne" er en kollektivroman. Men især følger vi to familier fra hver sit ringhjørne. Fra Bjørneby: Mira og Peter, henholdsvis advokat og tidligere sportschef for ishockeyklubben, der trådte tilbage på grund af – nej, det må man læse sig til i de tidligere bind. Og fra Hed: Hannah og Johnny, begge frygtløse kæmpere mod naturens store kræfter som jordemoder og brandmand. Og dertil på det smukkeste (og efter fire børn stadig) forelskede i hinanden.

Store dramaer opstår fra dag ét i kølvandet på værthusejeren Ramonas død. Så store og krydsklippende, at jeg ikke vil referere meget. Men igen er klubben og byernes rivalisering i centrum. Fedtet ind i den udtalte korruption og nepotisme, der kendetegner moralen i Backmans byer. Oveni får vi en masse menneskelige historier om vragede spillere og nye talenter, om storme, heroiske redningsaktioner og om bitterhed og had, der nok gemmes, men aldrig glemmes. Der er upstairs og downstairs. Og hjertet ligger downstairs.

"Vinderne" er altså en ægte Backman. Så ægte, at gentagelserne desværre begynder at hobe sig op. Det er svært ikke stadig at gribes. Men man savner overraskelser. Bare helt almindelige mandags-overraskelser, der ikke hver gang skal falde som bombenedslag

Så måske vi skulle flytte fra byen? Den har været et bevægende og underholdende bekendtskab. Men nu må den klare sig selv. Og hvis jeg måtte ønske, hvad jeg vel ikke må, så skulle det være at møde bare et enkelt menneske i nærbillede igen. Med al den vid, varme og kærlighed, der stadig er så uigendriveligt – backman’sk.

Fredrik Backman: Vinderne. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 748 sider. 299,95 kroner. People’s.