”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden”. Sådan begynder Juleevangeliet. Men hvem var denne kejser Augustus egentlig?
Man får et kvalificeret svar herpå i John Williams’ store romanbiografi ”Augustus”. John Williams (1922-1994) vil være kendt herhjemme for bestselleren ”Stoner”.
”Augustus” er en romanbiografi, og den var faktisk den eneste merkantile succes i forfatterens egen levetid. Romanbiografien giver indtryk af, at historiens gang er uafhængig af den politiske eller økonomiske udvikling, fordi den i stedet er et resultat af den menneskelige viljestyrke. Det havde forfatteren Williams et klart blik for, da han skrev de fiktive breve og beretninger, der udgør ”Augustus”.
Vi bliver gennem en iagttagers dagbog vidne til det øjeblik, da den 19-årige Augustus erfarer, at hans onkel, Julius Cæsar, er myrdet, og at verdens skæbne snart kan være på nevøens spinkle skuldre: ”I lang tid ser jeg efter ham, en spinkel, drenget skikkelse, der går på den øde mark, langsomt og i den ene og så den anden retning, som om han leder efter en måde at gå på. ”
Men Augustus skal snart finde kursen, han har tæft for magten og et fænomenalt udviklet blik for det politiske spil. Og med fine forbindelser og meget lidt fine fornemmelser leder han i en alder af blot 20 år Romerriget.
Tankevækkende er det, at den berømte retoriker Cicero kort forinden havde skrevet udglattende om mordet på Julius Cæsar i 44 f.Kr. og beroliget morderen Brutus med, at han ikke skulle frygte Augustus’ hævn: ”Han er kun en dreng og tilmed en tåbelig dreng; han har ingen som helst forstand på politik og vil næppe nogensinde få det (…) Han udgør således, det er jeg temmelig sikker på, ingen fare for os.”
Men blot et år senere bliver Ciceros afhuggede hoved præsenteret på en stage i Forum Romanum, og snart efter er også Brutus og andre sammensvorne ryddet af vejen.
Det er lidt af en genistreg at lade kredsen omkring kejser Augustus komme til orde gennem breve og dagbøger. For dermed viser Williams, i hvor høj grad mennesker for 2000 år siden ligner os, og samtidig giver han os indsigt i, hvordan livet tog sig ud, dengang man gik i toga og til folketælling.
Genremæssigt har vi at gøre med en polyfon roman, idet de mange forskellige stemmer i bogen hver for sig er med til at tegne et portræt af Augustus.
I romanens sidste del får kejseren selv ordet. Han øser ud af den erfaring og menneskekundskab, som jo løber på med tiden, når man i knap tresindstyve år har regeret et verdensomspændende foretagende som Romerriget. ”Augustus” betyder egentlig ”den ophøjede”, men det er et illusionsribbet menneske, der taler. Vist har Augustus høstet tak undervejs, men han har også høstet alt det andet: misundelsen, foragten og ensomheden.
Så selvom Augustus havde den fornødne vilje, udholdenhed og snuhed til at være kejser, beklager han sig til sin levnedsskildrer, Nicolaus af Damaskus, over magtens pris. På et tidligere tidspunkt i romanen erfarer vi igennem datteren Julias dagbog, at hun en dag spurgte sin far: ”’Din magt og autoritet, dette Rom som du har reddet, dette Rom som du har opbygget? Har det været prisen værd, alt det som du har været nødt til at gøre?’. Min far så på mig i lang tid og så væk. ’Jeg er nødt til at tro på at det har’, sagde han”.
Men i sit sidste brev tror Augustus ikke længere på det. Og det skyldes især en bestemt hændelse: Det måtte ikke ske, det burde ikke ske, og da det alligevel skete, at hans eneste barn indlod sig i en sammensværgelse mod sin far, ja da styrtede Augustus’ verden i grus.
Augustus har derfor ikke set Julia i mange år. Men han elsker hende stadig, og i en blanding af åndelig hjemløshed, selvdestruktiv livsførelse og almindelig tristesse længes han inderligt efter ”en religion omkring kærligheden som begreb hvis dette begreb blev udstrakt noget videre end dets sædvanlige brug og blev grebet an på en særlig måde.”
16 år senere træder en tømrersvend ved navn Jesus frem og forkynder lige akkurat, hvad kejseren sukkede efter. Men da er Augustus død og borte. Til gengæld lever historien om ham på disse sider. John Williams gør det nemlig ikke bare godt. Han gør det eminent godt.
Og ”Augustus” er derfor blevet en oprivende, indsigtsfuld og sprænglærd roman.
kultur@k.dk