Forfatterens drillevise, der gik ind i historien

I 1940 skrev Poul Henningsen teksten til revyvisen ”Man binder os på mund og hånd”. Da Danmark blev besat, måtte han censurere den skarpe modstand mod krigen, men det lykkedes ham alligevel at fastholde de drilske erklæringer i det, der siden blev en slags nationalklenodie

Poul Henningsen (1894-1967) havde i 1930'erne manifesteret sig som en af de vigtigste aktører inden for dansk revy, når det gjaldt sangskrivningen. Her ses han i sit arbejdsværelse.
Poul Henningsen (1894-1967) havde i 1930'erne manifesteret sig som en af de vigtigste aktører inden for dansk revy, når det gjaldt sangskrivningen. Her ses han i sit arbejdsværelse. Foto: .

I Danmark har vi en lang tradition for revyviser. Nogle er øjebliksbilleder, der falder, andre indprenter sig og bliver stående i vores fælles bevidsthed. Mange af dem er skrevet af landsfædre som Erik Bøgh, Børge Müller, Ida og Bent From og ikke mindst Poul Henningsen.

Sidstnævnte står bag en af de mest slagkraftige viser, da PH for 75 år siden skrev teksten til sangen ”Man binder os på mund og hånd”, der havde premiere i foråret 1940.

En tilsyneladende så umiddelbar og uskyldig vise, sunget af Liva Weel, sensitivt og tappert, som vi har lyttet til den lige siden. Og i 2007 fik den ny puls, da skuespilleren Stine Stengade gav sin opløftende version på pladen ”Flere Filmhits”, der er en genudgivelse af gamle revyklassikere. Forinden havde musikgruppen Outlandish givet sit bud på en ny fortolkning.

Men bag de jomfruelige betoninger gemmer sig en alvor. Poul Henningsen (1894-1967) havde i 1930'erne manifesteret sig som en af de vigtigste aktører inden for dansk revy, når det gjaldt sangskrivningen. I slutningen af 1920'erne havde han været redaktør på tidsskriftet Kritisk Revy, hvor han i provokerende artikler reklamerede sin kamp mod gamle vaner og borgerskabets smålighed.

Det samme gjorde sig gældende i hans skribentvirksomhed på dagbladet Politiken, men i 1938 blev han afskediget. Bladets neutrale linje over for den forestående verdenskrig betød, at der ikke længere var plads til individet PH og hans frisind. Alligevel afholdt det ham ikke fra at ytre sig, han ville gøre folket opmærksom på begivenhederne syd for grænsen.

På denne baggrund blev han i slutningen af 1930'erne hyret af Riddersalens direktør, Arne Weel, til at skrive en række politiske viser til en forestående revy i 1940. Riddersalen på Frederiksberg var på dette tidspunkt et vigtigt og toneangivende avantgardeteater. Revyen blev døbt ”Dyveke” og handlede om Christian II's elskerinde af samme navn. I hovedrollen var Liva Weel, som lystigt og handlekraftigt skulle fremføre Henningsens tekster, mens melodierne var komponeret af Kai Normann Andersen.

Men da revyen skulle have premiere i april 1940, var Danmark blevet besat af Tyskland, hvilket tvang en censur ned over PH's tekster. Den mest kendte er tangoen ”Man binder os på mund og hånd”, der oprindelig hed ”Det gælder kærlighed og krig”.

”Hele vejen op gennem 1930'erne var Poul Henningsen en skarp kritiker af nazismen, det var han både berømt og berygtet for. Han var meget modig. Da Besættelsen så kom den 9. april 1940, havde han lige forinden skrevet revykomedien 'Dyveke' sammen med Kjeld Abell til Riddersalen på Frederiksberg. I den nye politiske situation måtte den faste teatercensor, I.C. Normann, allerede den 10. april kassere de fleste af hans viser - de kunne simpelthen ikke synges fra scenen, efter at tyskerne var rykket ind i landet,” fortæller litteraturprofessor Hans Hertel, forfatter til værket ”PH - en biografi”.

”Det kunne PH sagtens forstå, og det lykkedes ham på kort tid at skrive nye viser. Især én var blevet langt mere raffineret og dobbelttydig. Den, der før hed 'Det gælder kærlighed og krig', på Kai Normann Andersens tangomelodi, blev til den nu så berømte 'Man binder os på mund og hånd',” fortæller Hans Hertel.

Oprindelig indeholdt visen fire vers, men på grund af tyskernes tilstedeværelse blev man nødt til at tage det tredje vers ud, idet det i konkrete vendinger refererede til Besættelsen. Tre linjer lød:

”Det gælder alle tiders krig,

at garantier kun er svig,

og ingen kan stole

på staternes ord.”

I stedet kom Poul Henningsen med nye vers, der tvetydigt fastholdt en krigsmodstand, men nu fortolket gennem ægteskabets ufrihed, hvorved den egentlige mening kom frem. De nye formuleringer var uangribelige, men stadig med næring til modstandskampen på et åndeligt plan. Nu lød det:

”Møde, hvad der venter os,

og ingen ved, hvordan det går.

Bære skæbnen uden trods,

hvad der så forestår.

Glad ved hver en venlighed,

men uden tro, at det blir ved.

Søge fred, idet vi ved,

at vi har ingen krav på fred.

Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne, når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her,

som styrkes i sit eget værd.

Når bare vi kæmper,

for det, vi ka' li'.

Den, som holder sjælen rank,

kan aldrig blive træl.

Ingen kan regere det,

som vi bestemmer selv.”

Ægteskabet blev altså ofret for de dobbelttydige henvisninger til modstanden mod krigen. Poul Henningsen mente ikke, at man ud fra en moderne moral kunne eje et andet menneske, men han var ikke modstander af giftermålet - han var selv gift to gange - men sådan måtte det nu engang være, som han selv formulerede det efter krigens afslutning:

”Pæne folk var nødt til at høre disse grimme ting for at få fædrelandsverset med, som Liva sang bevæget og under dyb stilhed. Men det var nu dels en god måde at narre tyskerne på, så de ikke forbød sangen, og så var det også fra min side lidt for at drille borgerskabet. Jeg havde ikke lyst til bare at sige, hvad folk gerne vil høre.”

Omskrivningen blev en succes. Ved ”Dyveke”-revyens premiere forstod publikum hurtigt de lyriske angreb på krigen. Sådan har Arne Weel beskrevet modtagelsen på premiereaftenen:

”Der blev nogle øjeblikkes isnende stilhed, ikke en hånd rørte sig, men som efter en fælles indskydelse rejste alle sig i tavshed. Sjældent har mennesker - publikum, kunstneren, digteren - været knyttet så stærkt til hinanden.”

Også hos Henningsens tidligere ståsted, Politiken, var der roser i anmelder Frederik Schybergs anmeldelse, der konkluderede: ”Der var viser af Poul Henningsen, som beviste, at der kan skrives satirisk lysskrift midt over en mørkelagt revy-himmel.”

”Da Liva Weel nåede til tredje strofe om den indre frihed, rejste publikum sig spontant, fordi de straks opfattede sangen som en frihedssang. Revyen blev spillet 395 gange, blandt andet på turné rundt i landet. Den blev straks i 1940 spredt i grammofonindspilninger og nodehæfter, og det interessante er, at ingen på noget tidspunkt greb ind. Siden er den blevet en klassiker,” siger Hans Hertel.

Poul Henningsen slap dog ikke uskadt fra sin frihedskamp. I 1943 planlagde en nazistisk gruppe et attentat mod ham, hvilket fik ham sammen med arkitekten Arne Jacobsen, der var jøde, til at flygte i en sejlbåd over Øresund og til Sverige. Han vendte tilbage i 1945.

”Man binder os på mund og hånd”s succes og indprentning i folkesjælen, og ikke kun de kulturradikales, skyldes ikke kun Poul Henningsens geniale lyrikspil, men i lige så høj grad komponisten Kai Normann Andersen (1900-1967) og hans liflige melodi.

Normann Andersen, der skrev flere end 900 melodier til dansk film og revy, heriblandt til operettefilmen ”Mød mig på Cassiopeia”, men også sange som ”Glemmer du”, ”Hot hot” og ”Man bli'r så glad, når solen skinner” er fra hans hånd.

Ifølge Hans Skaarup, tidligere P2-vært, journalist og medforfatter til en kommende bog om Kai Normann Andersen, var ”Man binder os på mund og hånd” et sandt mesterværk, også musikalsk.

”Kai Normann Andersen havde en fantastisk musikalsk fornemmelse for at gribe den tekst, han fik fra Poul Henningsen, Børge Müller eller de andre revyforfattere. Hans musik rører ved den dansk nationalkarakter, det er dét, han mestrede, og det er især 'Man binder os på mund og hånd' et eksempel på. Den er både vemodig og opløftende som en uofficiel nationalmelodi. Samtidig samler sangen tre af det 20. århundredes største personligheder: Liva Weel, Poul Henningsen og Kai Normann Andersen,” siger Hans Skaarup, der har turneret med et foredrag om den danske komponist sammen med operasangeren Lise-Lotte Nielsen.

”Vi lavede en plade med Kai Normann Andersens gamle viser, hvor Lise-Lotte Nielsen optrådte, blandt andet med 'Man binder os på mund og hånd'. Publikum kendte den med det samme. De blev fuldstændig stille, når hun sang den, fordi den har en enorm virkning, dels på grund af teksten, dels på grund af Kai Normanns melodi. Den er en slags nationalklenodie.”