Ben Lerner er et nyt amerikansk navn på dansk, og tak til Lindhardt & Ringhof for at introducere ham, for helt nem er ”22:04”, hans anden roman, ikke. Ellere rettere: Man stryger faktisk igennem den, og den er også morsom, men man får undertiden åndenød, fordi den vil så meget på så kort plads. Fortættet er den, måske en konsekvens af Lerners baggrund som lyriker og kulturkritiker.
Tillad lidt opremsning: Titlen ”22:04” henviser til filmen ”Tilbage til fremtiden” og det tidspunkt, hvor lynet i filmen slår ned i klokketårnet, og tidsrejsen begynder (og hvis man har glemt, hvordan Michael J. Fox så ud i 1985, er der foto af ham i bogen). Tid er også et tema i ”22:04”, der udspiller sig i perioden mellem orkanerne Irene og Sandy. Hovedpersonen (uden navn) er en forfatter fra Brooklyn med visse lighedstræk med Lerner, der blandt mange andre projekter er i færd med at donere sæd til sin veninde, så hun kan føde et barn og dermed efterlade et spor i verden, når forfatteren selv er væk.
Dødelighed har også med forfatterskabet at gøre: han bakser med sit litterære efterliv og ”den svære toer”, som forlaget gerne vil have skal være konventionel, men som forfatteren hellere vil skrive som collage eller fragmenter. En pointe i bogen er, at de fleste øjeblikke rummer både fortiden og fremtiden i sig, så hvordan skrive troværdigt om tid, når den nu ikke kun er fremadskridende? Alt dette sker til tonerne af New Yorks udvikling, der præges af politisk uro og oversvømmelser. Byens hjerte slår ikke rigtig i takt længere, og det gør forfatterens heller ikke; en alvorlig hjertesygdom lægger et slør ind over handlingen. Det hele foregår dog ikke kun i New York, men også i Texas, hvor forfatteren er på skriveophold i en berømt kunstnerkoloni og her vender op og ned på dag og nat med utilsigtede konsekvenser. Blandt andet viser den svære toer sig at være ikke en roman, men et digt, som citeres flittigt i ”22:04”.
Til overflod forholder romanen sig også selvkritisk til de litterære klichéer, som Ben Lerner udmærket ved, han excellerer i: klichéen om en ung neurotisk forfatter i New Yorks overfladiske kunstnermiljø og klichéen om toeren, der skulle være åh så svær at undfange. Det er helt klart en kvalitet ved romanen, at den så dygtigt både udspiller en interessant handling og samtidig forholder sig kritisk til dele af hovedpersonens liv; ”22:04” rummer både dejlig patos og velturneret ironi. Samt lyriske passager af ganske stor skønhed.
En gruppe af amerikanske forfattere sætter sig for tiden igennem som eksperimenterende, yngre (men modne), selvbevidste, humoristiske storby-, kunst- og eksistenskildrere i en realistisk tradition med klare postmodernistiske træk – og det behøver man sådan set ikke være litteraturhistoriker for at fornemme, for de er alle citeret på flappen af ”22:04”. Her roser Rachel Kushner, Jeffrey Eugenides og Jonathan Franzen Ben Lerner til skyerne, og mon ikke også Jennifer Egan, Jonathan Safran Foer og Adelle Waldman er vilde med hans bøger?
Ekstremt kvikke og ambitiøse er de i hvert fald alle sammen i denne generation, men pointen er, at deres begavelse ikke forhindrer patos og indlevelse og aldrig udarter til meningsløse eksperimenter. Der banker som regel et ægte amerikansk hjerte i værkerne, der i supplement til sprogbehandlingen drives af et ønske om at forstå USA og dets kultur. Det gælder ikke mindst for Ben Lerners ”22:04”, der er interessant og underholdende, lyrisk og letflydende, men ikke årets hverken store eller halvstore amerikanske roman.